KLF advarer mod at sprede public service
Kulturminister Mette Bock vil sprede forpligtelsen til folkeoplysning på flere medier. Men det bliver svært at holde øje med kvalitet og indhold, mener landsformand i KLF, Kirke & Medier, Henning Bjerg Mikkelsen.
I den nye udgave af magasinet Kirke & Medier fra mediebrugerorganisationen KLF, Kirke & Medier kan man blandt andet læse et interview med kirke- og kulturministeren. Hun vil ”ryste” public service-posen ved at afskaffe licensen, slanke Danmarks Radio, sælge TV 2 og lade flere medier komme til fadet for folkeoplysning:
– Jeg er ikke særlig optaget af institutioner, men mere af indhold. Hvis vi i Danmark synes, der for eksempel skal være mulighed for at være en del af en gudstjeneste, når man ikke er fysisk i kirkerummet, så skal vi finde ud af, hvem der kan producere og stille det til rådighed. Det skal være i den rækkefølge – i stedet for den lidt rigide diskussion om, hvorvidt man er for eller imod DR, siger Mette Boch.
Gudstjenester bør forblive public service
KLF, Kirke & Medier er ikke begejstret for ministerens tanker.
– Kulturministerens udmelding om en slankning af DR og en spredning af public service på andre medieudbydere kan godt bekymre. For hvis man spreder public service på alt for mange aktører, bliver det sværere at holde styr på, at kvalitet og indhold bliver som ønsket.
Er det derfor ikke bedre at samle public service f.eks. hos DR, som så har forpligtelsen til at levere på alt det, der samler danskerne? Gudstjenesten bør i hvert fald forblive et public service-krav – for sammenhængskraftens og fællesskabets skyld, siger formand Henning Bjerg Mikkelsen.
Religion er vigtig for P1
Magasinet indeholder også et interview med kanalchef Thomas Buch-Andersen, som vil gøre P1 til en kanal for hele mennesket:
– Jeg kunne godt tænke mig, at P1 blev mere helhedsorienteret, så vi ikke blot taler til hovedet, men også taler til følelser, hjerte og krop så at sige. Det betyder, at samliv, ægteskab, familie og arbejdsliv kommer mere i fokus.
– Vi giver mere plads til religionsstoffet (…) i erkendelse af, at religion spiller en ret vigtig rolle i vores samfundsdebat, og at troserfaringer er vigtige, siger han.
Magasinet sendes gratis til de medier, redaktører og journalister, der måtte ønske det.
Svend/Bodil