På sporet af Simon Peter

Simon Peters grav findes under Peterskirken – eller gør den? Satte denne førende apostel aldrig nogensinde sine fødder i Rom? Udfordringens journalist Steen B. Jensen har forsøgt at finde sporene efter den store apostel i Rom.

Den lange, slanke obelisk midt på Peterspladsen står og peger op mod himlen og er som et visitkort fra en anden tid. Den stod også i det gamle, antikke Rom, da apostlene Paulus og Simon Peter gik rundt i byen, og de har muligvis set den.

Hvis Peter altså har været her i det hele taget. Paulus har, for det ved vi fra Bibelen, men har Peter?
Den katolske Kirke hævder, at det er Peters grav under højalteret i Peterskirken. Kritikere siger, at det umuligt kan være ham, for han satte ikke sine ben i Rom.
Men hvad skal man tro?

Peters knogler

Pave Paul VI proklamerede tilbage i 1968, at man sandsynligvis havde fundet Peters knogler under kirken. Ni små knoglestumper blev i 2013 for første gang vist frem for offentligheden af pave Frans ved en storslået ceremoni på Peterspladsen.

Knoglefundet, der bl.a. indeholdt fragmenter af et kranium, var et resultat af et hemmeligholdt arkæologisk arbejde under Peterskirken helt tilbage i 1940’erne.
Den katolske Kirke siger, at knoglestykkerne stammer fra en robust mand på godt og vel 60 år, der er død i det 1. århundrede efter Kristus, og dette signalement kan jo godt passe på Simon Peter.
Men er det så ham?

Hvad siger Bibelen?

Bibelen er tavs om det. I Apostlenes Gerninger første halvdel læser vi, at Simon Peter efter Pinsen og fyldt af Helligånden med stor iver forkyndte, at Jesus Kristus var opstanden, men ca. midtvejs skifter fokus fra Peter til Paulus. Apostlenes Gerninger siger intet om Peters færden i hans sidste år.

Vi ved, at Peter foretog missionsrejser udenfor Jerusalem, og i Galaterbrevet 2,11 hører vi, at Peter på et tidspunkt mødtes og havde en kontrovers med Paulus i Antiokia i det sydlige Tyrkiet (dengang Syrien), men om han kom til Rom, fortæller Ny Testamente ikke.

Vi ved dog fra Ny Testamente, at der blev forudsagt forfølgelse og død for Jesu disciple (ex. Mark 10,39 og Mark 13.12), og at Jesus lader Peter forstå, at han skal lide en død, som han skal herliggøre Gud med (Joh. 21,18), dog uden at nævne sted og omstændigheder.

Død under Nero

Apostlens grav ligger angiveligt lige under højaltret i den imponerende Peterskirke.
Byggeriet af den nuværende kirke blev igangsat af pave Julius 2. i 1506. Han lod den gamle, oldkristne kirke, som kejser Konstantin havde opført i 300-tallet over den formodede Peter-grav, nedrive for at give plads til den nuværende Peterskirke.
Byggeriet blev til dels finansieret ved salg af afladsbreve, hvilket var med til at bane vejen for Luthers opgør med den romersk-katolske kirke.

Den 210 meter lange og 135 meter høje bygning, som har plads til 70.000 mennesker, er i århundredernes løb blevet besøgt af millioner af turister og pilgrimme, der er kommet for at knæle ved Peters grav eller bare se den storståede kirke.

Den romersk-katolske kirke siger, at Peter endte sine dage i Rom som kirkens første pave, mens protestanter ikke anerkender, at Gud skulle have en stedfortræder på jorden (en pave).

Hvad siger traditionen?

Ifølge traditionen led Peter martyrdøden i Rom i ca. år 64 e. Kr. samtidig med Paulus. Det skete som følge af den romerske kejser Neros forfølgelse af de kristne i byen.

Rom var brændt, og Nero kastede skylden på de kristne, selv om han sandsynligvis selv stod bag branden. Han lod kristne i stort tal henrette.
Rom fik ret tidligt en betydelig menighed. Paulus’ brev til menigheden i Rom (ca. år 55) er det ældste vidnesbyrd, vi har om menigheden i Rom. Det er uvist, hvornår og af hvem menigheden er grundlagt, men formentlig er den opstået ved, at romerske jøder er blevet kristne. Menigheden er ret hurtigt vokset til en anseelig størrelse, og forholdsvis tidligt er de hedningskristne kommet i flertal i Rom.

Den romerske historieskriver Tacitus (55-120) fortæller, at der under Neros forfølgelser blev henrettet ”en uhyre mængde” kristne, og i Første Clemensbrev (ca. år 94) læser vi om en ”stor mængde af udvalgte”, der endte som martyrer i byen.

Paulus blev sandsynligvis henrettet i år 64 (nogle mener 67) i forbindelse med Neros forfølgelser, men blev Peter det også?
Traditionen fortæller os, at Peter blev korsfæstet med hovedet ned og benene op i de kejserlige haver ved Vatikanhøjen, fordi han ikke følte sig værdig til en korsfæstelse præcist som sin Herre.

Et par bemærkninger fra tidlige kirkefædre gælder som indicium for, at Peter skulle være kommet til Rom og endt sine dage hér.
Pave Clemens 1. skriver i det Første Clemensbrev (ca. år 94):

”På grund af jalousi og nid er de største og mest retfærdige sjæle blevet forfulgt og har kæmpet til døden. (…) Peter, der på grund af uretfærdighed og jalousi har tålt ikke en, ikke to, men mange besværligheder og således efter at have aflagt vidnesbyrd er nået til det ham bestemte sted i herligheden”.

Dette bliver tolket som en henvisning til Peters martyrium, dog uden at brevet nævner tid og sted.
Ignatius, der var biskop i Antiokia, antyder i et brev til den romerske menighed ca. år 110, at Peter var biskop i Rom, hvilket bekræftes af en anden af de apostolske fædre, Irenæus (130-200), der var biskop i Gallien (det nuværende Lyon i Frankrig).

Kirkefædrene

Det synes ret sikkert, at der omkring år 150 e. Kr. i kirken har hersket en almindelig opfattelse af, at både Paulus og Peter blev henrettet i Rom under kejser Nero. Paulus ved sværdet, og Peter ved korsfæstelse.
Ifølge Eusebius af Cæsarea (beg. 4. årh.) skulle biskop Dionysius af Korinth (ca. 165-175) have sagt om Paulus og Peter: ”Og de lærte sammen og på samme måde i Italien og led ved samme tid martyrdøden”.

Og videre skriver Eusebius: ”Det er derfor optegnet, at Paulus selv blev henrettet i Rom, og at Peter ligeledes blev korsfæstet under Nero. Denne beretning om Peter og Paulus støttes af den kendsgerning at deres navne er bevaret på gravstederne indtil denne dag”.
Hieronymus (347-420), en anden af kirkefædrene, nævner sent i det fjerde århundrede, at Peter skulle have været biskop i Rom i 25 år. Det er dog ret usikkert. Det ville betyde, at Peter skulle været begyndt hér omkring år 40, hvilket ikke stemmer med Apostlenes Gerninger, hvoraf det fremgår, at Peter i hvert fald indtil omkring ca. år 50 var én af lederne i Jerusalem.

Hvis Peter er rejst til Rom, er det sandsynligvis sket efter apostelmødet i Jerusalem ca. år 48-49, hvor bl.a. Peter og Paulus og de øvrige apostle mødtes for at træffe nogle afgørende beslutninger.

Paulus rejste senere til Rom for at få sin sag for kejseren, da han var romersk borger. Men hvis Peter også var rejst til Rom efter apostelmødet, ville der have stået noget om det i Bibelen, fremhæver skeptikerne, frem for alt i Paulus’ Romerbrev fra omkring 56-60, der hilser kristne ved navn, men ikke nævner Peter. Havde Paulus mødt Peter i Rom, ville han højst sandsynligt have nævnt det, lyder et hovedargument.

Et argument, der modsat hævder, at Peter var i Rom, er Peters ”hilsen fra Babylon” i slutningen af Peters Første Brev i Ny Testamente (1. Pet 5,13). Babylon er blevet tolket som en metafor for Rom.

Roms første biskop

Den romersk-katolske kirke hævder, at Peter var Roms biskop og den første i paverækken, og begrunder frem for alt denne særlige fuldmagt som Kristi stedfortræder på jorden i Jesu ord til Peter:
”Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene” (Matt 16,18).

Roms biskop fik ret tidligt en særstilling over andre biskopper. Men der var, som i den øvrige kirke, ingen ”monarkiske” biskopper fra begyndelsen. De eksisterende bispelister, der begynder med apostlen Peter, er senere rekonstruktioner.

Titlen ”pave” stammer i øvrigt fra den østlige (græske) kirke, hvor den var betegnelse for abbeder, biskopper og patriarker. Anvendt om Roms biskop kendes den fra 300-tallet, men først hundrede år senere blev det almindeligt at bruge den. Senere hen i middelalderen var titlen i den latinske kirke forbeholdt Romerbiskoppen alene.

Meget taler for

Nu kan Simon Peter jo sagtens være nået til Rom og være død der, uden at han nødvendigvis endte sit liv som Roms biskop (og første pave, som katolikkerne mener).

Meget taler for, at han faktisk nåede til Rom. For nok har vi stort set kun traditionen og senere kilder til rådighed, men antagelsen om at Peter var i Rom og døde her som martyr, har været udbredt i hele kirken ret tidligt.

Desuden ville det for apostlen Peter, der på apostelmødet i Jerusalem fik til opgave at missionere især blandt jøder, sikkert have været oplagt at rejse til Rom, der på den tid havde en forholdsvis stor jødisk befolkningsgruppe.

Markusevangeliet

Markusevangeliet, det ældste af evangelierne, regnes normalt for at være blevet skrevet i Rom, og en oldkirkelig tradition vil vide, at Peters tolk, Markus, var forfatteren. En tradition fortæller, at evangeliet bl.a. blev til på baggrund af Peters taler, og det kan næppe udelukkes, at Peter og Markus har været sammen i Rom.

Ganske vist er de kilder, der findes om Peters sidste tid og død i Rom, noget senere end begivenhederne, men omvendt er der ingen kilder, der modsiger det. Der er heller ingen skrifter fra oldtiden, der fortæller, at Peter skulle være død et andet sted.
Kirken oplevede ellers ret tidligt masser af andre uenigheder og ind imellem splittelser, men ret påfaldende satte ingen spørgsmålstegn ved, at Peter faktisk var død i Rom. Heller ikke da kirken efter mange års stridigheder i år 1054 blev splittet og delt i den romersk-katolske kirke i vest og den ortodokse kirke i øst, blev der sat spørgsmålstegn ved, om Peter havde endt sine dage i Rom.

Hvis kirken hidtil havde forsøgt at dække over noget, var det vel en oplagt lejlighed til afsløringen, men det skete ikke.

Peters knogler

Det er ikke et bevis i sig selv, at pave Paul VI i 1968 erklærede, at de knoglerester, der angiveligt skulle stamme fra apostlen, var blevet ”identificeret på en måde, som vi anser for overbevisende”.

Men historien om knoglefundene er spændende. Det var også lidt af et tilfælde, at man overhovedet kom i gang med gravearbejdet under Peterskirken.

Den indirekte årsag var pave Pius Xi´s død i 1939, og han skulle stedes til hvile i Vatikan-grotterne, som er en form for kælder under Peterskirken, hvor mange pavers sarkofager står.
Den nye pave, Pius XII, ville udbygge grotterne, men det krævede, at gulvet blev sænket. Og knapt var man kommet i gang, før man stødte på den antikke dødeverden under gulvet. Det var ikke helt uventet, men det var omfanget derimod.
Man havde gravet lige ned til et muret gravkammer, der var fyldt op med jord. Efter at 5-6 meter jord var blevet fjernet, nåede man gulvet på det gamle romerske mausoleum.

Paven besluttede så, at gravearbejdet skulle fortsætte, og han iværksatte en hemmelig arkæologisk udgravning. Det, der viste sig, var små karakteristiske dødehuse, men også en 100 meter lang gade med gravmæler på begge sider. Mange kunne dateres tilbage til det andet århundrede, og nogle var med Kristus-symboler.

Peter er her

Udgravningerne var påbegyndt i den modsatte ende af højalteret. Undervejs måtte der bygges støttemure, så Peterskirken undgik at tage skade, og derfor tog det år, før man nåede frem til højalteret.

Arbejdet skred langsomt frem. Men i 1950 konkluderede pavens arkæologer, at de havde fundet Peters grav. Græsk graffiti på en mur markerede stedet: ”Petros eni” (Peter er her), stod der. Andre graffiti tekster i nærheden var opfordringer til Peter om hans forbøn.

Man fandt også knoglerester, som arkæologerne sagde stammede fra en godt og vel 60-årig mand af robust statur, som var død i 1. århundrede. Man fandt også rester af noget lilla stof med guldtråd, som knogler angiveligt skulle have været svøbt i.
I Laterankirken i Rom har man imidlertid i omkring 1000 år opbevaret dét, som man hævder er Peters kranium, men arkæologerne fandt ingen konflikt i, at man fandt fragmenter af et kranium under Peterskirken.

I 1953 fandt man en benkiste i Jerusalem, som man i første omgang troede kunne stamme fra apostlen Simon Peter, men både katolske og protestantiske arkæologer afviste det sidenhen.

Det endelige svar på, hvor Peter sluttede sit liv, har vi altså ikke. Men dog pejlemærker.