Kristen poet fejrer 50-års jubilæum som digter

Den norske digter, Knut Ødegård, skulle egentlig have været præst, men digtningen tog over, og i dag er hans digte oversat til 37 sprog.

Knut Ødegårds digte er meget mere levede, end de er tænkte, det gælder også den tro, som er skjult i digtene, og som han selv betegner som ”overvejende ubevidste beskeder”.

De er skrevet på en svær baggrund af sygdom, hans datter lider af alvorlig skizofreni, og selv har han haft tre infarkter i hjertet og to blodpropper i hjernen.
Men digtene er samtidig båret af en rodfæstet tro på Gud. Måden hvorpå han i nogle af digtene lader dyb lidelse og grundfæstet tro smelte sammen, kan have en næsten chokerende virkning på læseren.

Voksen barnetro

For Knut har troen helt fra barnsben været en naturlig og integreret del af livet: ”Min gudstro har ikke forandret sig i væsentlig grad, siden mine første barndomsminder, da mor sang aftenbønnen for mig, og jeg sov under stjernerne og vågnede til hanens galen om morgenen, og jeg var med mor ude i kostalden for at malke køerne – og derefter bordbøn og morgenmad: ”Gud Fader hold det hele sammen”.

Morbroderen, som han havde et meget nært forhold til, og som var luthersk præst og også søndagskolelærer, og en lærerinde i folkeskolen, der havde været missionær på Madagaskar, nævner han som nogle af dem, der var med til at forme hans tro som barn. Sammen med de andre drenge i klassen fik han her troen og missionen ind under huden: ”Mens de andre børn legede sneboldskamp i frikvartererne om vinteren, legede vi hedning og missionær: ”Vi byggede en stor døbefont af sne og døbte dem, vi mente burde døbes.”

Oprører og kommunist

Knut fik dog også en form for troskrise som teenager, eller nok snarere et trosoprør. ”Som teenager følte jeg, at jeg måtte gøre oprør mod al verdens uretfærdighed. Jeg blev pludselig republikaner, pacifist og kommunist og stod ude på torvet i vores lille by med en plakat, hvor jeg havde skrevet “Nej til atomvåben”.

Det varede i ca. to år, indtil jeg blev 17 år og gik ind i det kristelige studenterforbund. Her opdagede jeg Søren Kierkegaard, som blev en vigtig læremester for mig”.

Under sit teologistudium begyndte Knut at nærme sig Den katolske Kirke, som han i dag tilhører, men han betegner sin gudstro som uændret, grundtonen er den samme, som i hans barndom, samtidig med, at han med Paulus håber, at han må blive voksen i troen. Særlig værdifuld for ham er den katolske gudstjeneste, messen, hvis opbygning han har skrevet en hel digtsamling – ”Missa” – ud fra:
”Jeg erfarede, hvordan jeg først oplevede de faste messetider som en pligt, men nu er de en livsnødvendighed, lige så nødvendige som mad og klæder.

Jeg tvivler på, at det har gjort mig til et frommere menneske eller et bedre medmenneske, men det bekymrer jeg mig ikke så meget om: Jeg har aldrig tvivlet på Guds eksistens, men jeg har tvivlet på, hvorvidt Gud har troet på mig. Nu hviler jeg i messen, modtager sakramenterne gratis: af nåde.”

Prøvet tro

Trods det umiddelbare og tillidsfulde i Knuts tro, er den blevet udfordret af de svære ting i livet. Ikke mindst datterens sygdom har sat dybe spor både i hans tro og digtning: ”Vi har et nært og usædvanligt fortroligt forhold. Vi snakker sammen i telefonen hver dag, lige meget hvor i verden jeg befinder mig. Vi er blevet enige om, at nogle af digtene skriver vi “sammen”, dvs. at hun fortæller mig så præcist, som hun magter, om det hun ser, og hvad stemmerne i hendes hoved siger.

Nedskrivningen er ikke “bare” poesi, det er også vort forsøg på at fange og ”ufarliggøre” det.
Trosmæssigt har sygdommen ført mig længere ind i messens forvandlende kraft og styrket mig. Jeg indbilder mig, at dette synger med i min poesi, også som over- eller undertoner, hvor jeg beskriver andre fænomener end dem, som direkte har med trosmæssige motiver at gøre.

Det siges, at jeg kan være ganske “rå” i mine digte, og ja: det er jeg nok. Jeg oplever det som utilfredsstillende at bevæge mig på overfladen af tingene og i det anerkendte, i det pæne. Jeg må ind i de mørkeste kroge og hjørner i sindet og også i lidelsen, både fysisk og åndelig. Jeg må gå “direkte på”, ikke gøre noget pænere eller mere “poetisk” end det er. Så tror jeg, at vi kan opleve en helt egenartet poetisk kraft, som stiger ud af livet selv, både det hæslige, det smertefulde – og det smukke. For der findes også stjerner, som funkler i det høje over mine digte.”

Derfor kan Knut også sige, at: ”sygdommen, min egen og hendes, har ført mig nærmere Kristus – ikke fjernere. Livet og døden bliver søstre, som holder hinanden i hånden.”

Kampen for livets ukrænkelighed

Knut Ødegårds personlige erfaring med lidelsen og sygdommen og den værdi, som også strømmer ud fra det, er medvirkende til det engagement, han har i kampen for livets ukrænkelighed, om det er barnet med Downs syndroms ret til livet eller den gamle og syges ukrænkelige værdi: ”Min datters sindslidelse blev nok afgørende for, at jeg virkelig har fattet dette med, at vi alle er skabt i Guds billede.
Ingen har set Gud, men Sønnen har forklaret ham: Hans omsorg viste sig ikke mindst i kærligheden til de syge, dem som verden foragtede, de mindste og fattige blandt os. Jeg kan se denne Gudslighed lyse ud af øjnene på mine Downs-venner. Jeg har haft den glæde at få venner, som har Downs syndrom. Jeg oplever en oprigtighed og renhed, når jeg er sammen med dem. Nej, det er ikke mig, som giver, det er disse mindste, som giver til mig.

I min lyrik kommer dette vel tydeligst frem i et digt, jeg skrev, som netop hedder “Dei minste” (De mindste):
Jeg kommer kørende i min jeep fra et seminar om, hvordan livsbetingelserne ødelægges gennem forurening, og støder på to Downs-venner, som jeg først kaldte “idioter”, men, som jeg efterhånden erkender, bedre ved, hvordan vor verden kan reddes fra grådighed og ødelæggelse, end vi kan.”

I digtet formulerer han det på følgende måde:

”De sagde det sådan, med deres smukke, runde munde, / og jeg vidste, da, at så længe disse to / går hånd i hånd og slentrer rundt på vejene her oppe på højen, / da går Tellus i sin trygge bane omkring solen med sit lys, elliptisk / som deres mongolide øjne, som deres munde, som deres / hoveder, trygt elliptisk omkring solen. Og da, tænker jeg idiotisk, / da kommer isbjørnen til at overleve i de arktiske isbræer. // Velsignet, ja velsignet være / disse mindste, de som holder livet oppe.”
Også når det gælder kampen mod vores frasorterende samfund kan Knut Ødegård – som i sine digte – blive ”ganske rå” og ”direkte på”:
”Jeg ser hvordan gudløsheden spreder sin giftige propaganda i verden: Ikke bare ved at tolke ufødte børn som kødceller i en kvindekrop, men også i hvordan man nu eksperimenterer for at fremskaffe børn kunstigt, og i de biologiske eksperimenter som fører til, at man efterhånden får “designerbørn”, børn bestilt med ønskede egenskaber, og børn på bestilling efter sæd- og ægdonationer. Vi har fået en næsten Downs-fri verden. I hvert fald her i Norden aborteres de bort som uønskede kødklumper i moderlivet. Vi får også stadig stærkere røster, som vil tilbyde drab på ældre, syge og “unyttige”.
Livet er ikke længere helligt og ukrænkeligt. Mennesket sætter sig i Guds sted.”

Digtningen

Knut Ødegård har i alt udgivet 12 digtsamlinger med egne digte og tre større digtsamlinger med udvalgte digte.
Derudover har han gjort et stort arbejde med oversættelse af digte især fra islandsk. De sidste seks år har han arbejdet ”omtrent dag og nat og uden ferier” med en udgave af eddadigtene, det fjerde og sidste bind kom sidste år.

”Men nu er jeg omsider tilbage ved min egen poesi igen og er kommet ganske langt med en ny digtsamling. Ja, jeg skriver digte igen! Og det føles krævende på en helt anden måde, men også dybt tilfredsstillende. Noget har ligget inde i mig og gæret og ventet på sin digter.

Mange af digtene er meget ærlige digte om det at blive gammel, om hvordan kroppen forandrer sig, men også med et himmelperspektiv.
Ja, og så om kærligheden mellem to gamle. Vi er jo vant til at forbinde kærligheden med ungdom og forår, men kærligheden findes med en endnu dybere himmel over efteråret. Men jeg tror ikke, jeg skal sige så meget om disse digte før de er helt færdige.”