Er kirken ’sammengroet med staten?’

Kommentar af journalist Johny Noer

Højesterets voteringsprotokoller er i ældre sager (mere end 75 år gamle) åbne for offentligheden og siges undertiden at være fascinerende læsning.

En præst blev ved en dom af 21. okt. 1903 frifundet af Højesteret i en straffesag, hvor han havde vægret sig ved at vie en fraskilt murersvend (Tidsskrift for Retsvæsenet 1904, s. 307.ff).

Et argument under voteringen lød ifølge den gamle protokol således:
”Tiltalte er præst i en folkekirke, der er fuldstændig sammengroet med staten, og en af hans vigtigste pligter er at foretage vielser.”
Netop denne holdning synes at være karakteristisk for regeringens advokat i den sag, som behandles af Højesteret d. 16. marts 2017.
Han hævder, at folkekirken er statskirken i en sådan grad, at den i ét og alt er fuldstændig sammengroet med staten. Spørgsmålet er, om dette har været grundlovsgivernes vilje.

Efter at et udvalg i 1849 havde arbejdet med netop dette spørgsmål, blev en betænkning afleveret d. 22. feb. med følgende bemærkelsesværdige erklæring (citat):
”Udvalget har set det som afgjort, at den i Kongeloven begrundede opfattelse af Den evangelisk-lutherske kirke som statskirke måtte opgives i en grundlov, som vedkender sig religionsfriheden…” (Rigsdagstid. Spalte 1481-82).

Heraf kan udledes, at kammeradvokatens fortsatte påstand, at det er i grundlovens ånd, at ’folkekirken er så fuldstændig sammengroet med staten, at den må betragtes som ’en ren statskirke’ (der helt og holdent styres af folketinget og kirkeministeriet) er i modstrid med den grundlovgivende rigsforsamlings opfattelse.

Rigsdagsudvalgets 22. februar-betænkning, 1849, ser det som en ’afgjort sag’ (der altså ikke længere er til debat), at (citat): ’Kongelovens opfattelse (at den evangelisk-lutherske kirke er en statskirke) herefter må opgives’!
En sådan indstilling, hedder det, ’kan aldrig forenes med en grundlov, som vedkender sig religionsfriheden…’

Dermed er det sagt!
Hvis grundlovsfædrene d. 16. marts 2017 hører kammeradvokatens påstand om folkekirken som ’en ren statskirke’, vil de fra deres grave råbe: ”Den mand vedkender sig ikke grundlovens ord om religionsfrihed!”

Se mere på:
www.medgrundlovskallandbygges.dk
Støt foreningens retsag mod staten på:
Frøs Herreds Sparekasse: 9740 – 0003445526