Den gådefulde kejser Konstantin

Konstantin-buen i Rom til minde om kejser Konstantins sejr i Slaget ved den milviske bro i 312. Den blev færdigbygget tre år senere.

Kejser Konstantin indførte religionsfrihed i Romerriget, gav de kristne privilegier og igangsatte byggeri af et væld af kirker.

Få historiske personer er blevet så vidt forskelligt bedømt af eftertiden, som det er tilfældet med kejser Konstantin den Store. Han satte en stopper for kristenforfølgelserne og indførte religionsfrihed i Romerriget i begyndelsen af 300-tallet. Men han er også blevet bedømt lige fra at være en dybt troende kristen, der lod sig styre af sin tro, til en politisk snu ræv, der kynisk brugte kristendommen i sit eget kram.

Uanset hvad der er mest rigtigt, så fik kejser Konstantin i hvert fald sat sit tunge fingeraftryk på den kristne historie.
Han var den første kristne kejser, og med sit skelsættende tolerance-cirkulære (et edikt), udsendt fra Milano i år 313, satte han en stopper for de forfølgelser og henrettelser, som kristne med jævne mellemrum havde været udsat for under tidligere kejsere.

I tre århundreder havde de kristne mærket jernnæven fra skiftende kejsere, hver gang disse havde følt sig truet, og kristne var blevet korsfæstet, brugt som levende fakler og sendt i arenaen til vilde dyr, fordi de ikke ville afsværge deres tro på Kristus og underkaste sig kejseren.

På den korte bane betød Konstantins edikt, at kristne ikke længere behøvede at frygte for deres liv. Men også at de nu blev en del af samfundsudviklingen. Alt konfiskeret kirkeligt gods blev leveret tilbage, præster blev fritaget for skatter, kristne blev forfremmet til høje administrative stillinger, og Konstantin igangsatte byggeriet af kirker, bl.a. den første Peterskirke i Rom og Gravkirken i Jerusalem.

Det var begyndelsen på den religionsfrihed, som sidenhen kom til at præge europæisk kultur og selvforståelse.

Slaget ved Den milviske bro, hvor Konstantin dagen før slaget have set et flammende kors på himlen og skriften ”Ved dette tegn skal du sejre”. Malet af den italienske maler Giulio Romano omkring 1520-1524. (Vatikanet)

Kors på himlen

Med baggrund i de hidtidige forfølgelser og henrettelser af kristne er det ikke så sært at samtidens kristne kilder betragtede Konstantin med næsegrus beundring og som en sand kristen, der vel nærmest var en Guds gave til menneskeheden.

Det var også sådan, Konstantin så sig selv: som en ny Moses, der skulle føre sit folk til det forjættede land og var sat på jorden af Gud for at sikre kristendommens videre udbredelse.

Generelt har Konstantin fået et godt eftermæle som hersker. Han genoprettede rigets orden efter tetrarkiets sammenbrud og pegede frem mod mere tolerante tider med sin religionspolitik.

Den kristne samtidshistoriker Eusebius skriver, at man glædede sig over alle de goder, der var opnået, og gengiver Konstantins takkebøn til Gud: ”Jeg vil vie min sjæl til dig. Dit navn elsker jeg. Din magt ærer jeg. Jeg længes efter at påtage mig arbejdet og genopbygge det hellige hus for dig”.

Men senere historieskrivning forkastede de gamle kilders positive billede og erstattede det med billedet af en irreligiøs, kynisk magtpolitiker, der bare holdt på, hvad han kunne se ville blive den vindende hest, og at indførelsen af religionsfriheden bare var et taktisk træk for at samle det store Romerrige. Der blev sat spørgsmålstegn ved hans tro, bl.a. fordi han først lod sig døbe på sit dødsleje.

Sandheden ligger nok et sted imellem. I dag fremstår historikernes syn på den gamle kejser i hvert fald mere afbalanceret og nuanceret, og tilbage står billedet af en kristen kejser, der sikkert var oprigtig i sin tro, men af ren og skær nødvendighed også var en snarrådig realpolitiker.
Hans omvendelse skete umiddelbar forud for Slaget ved den Milviske Bro udenfor Rom den 28. oktober år 312, der sikrede ham magten over den vestlige del af Romerriget.

Ifølge Eusebius skal Konstantin dagen før slaget have set et flammende kors på himlen og skriften ”Ved dette tegn skal du sejre”, og i en natlig drøm være befalet af Kristus at drage i kamp under det kristne banner. Dagen efter lod Konstantin male et kors på sine soldaters skjolde og vandt slaget, selv om hans tropper var i klart undertal mod kejserrivalen Maxentius og hans hær.
Konstantin var nu enehersker i rigets vestlige del, mens hans svoger Licinius regerede i østriget. I 324 lykkedes det Konstantin efter større og større uenighed og splid at besejre Licinius i øst og sikre sig magten i hele Romerriget. Licinius var vendt tilbage til de hedenske guder og orakler i sine krigsforberedelser, mens Konstantin atter gik i kamp under Kristustegnet.
Efter rigets samling flyttede Konstantin regeringssædet østpå til byen Byzans og grundlagde Konstantinopel (i dag Istanbul), hvorfra han mente sig i bedre stand til at styre østriget, hvor de fleste konflikter var.

Kejser Konstantin den Store (Capitoline-museet i Rom)

Uforfærdede kristne

Der har været op mod 4-6 millioner kristne i hele Romerriget, da kejser Konstantin lod sig omvende og indførte trosfriheden.
Trods de ubønhørlige forfølgelser og henrettelser af kristne martyrer, havde kristendommen spredt sig som en steppebrand.

De eksisterende kejserstyrede guder efterlod hos den enkelte romer et åndeligt tomrum, som bare ventede på at blive fyldt op. Med sit enkle budskab og simple leveregler stod kristendommen i skærende kontrast til de eksisterende mysteriereligioner som Isis- og Mithraskulten, der ofte var forbeholdt overklassen, og til jødedommen, der krævede, at indviklede regler blev overholdt.

I kristendommen var der ingen særlige krav til køn og stand og ingen indviklede optagelsesritualer.

Romerne havde også med egne øjne set, hvordan kristne uforfærdet lod sig piske og til sidst gik i døden for deres tro, hvilket utvivlsomt har skærpet nysgerrigheden efter at vide mere om denne Jesus, der selv var gået i døden for mennesker og på et kors havde sikret evigt liv for enhver, der troede på ham. Det var så enkelt og ligetil.

Blandt de kristne fik forfølgelserne blot troen på Jesus til at vokse. Selv om der også var meget frafald, var der talrige, som med den største glæde lod sig dræbe.

”Oh, hvilken ærefuldt og velsignet lod kan ved Guds nåde tilfalde en mand, at han under tortur og i dødsangst kan vidne, at Gud er Herren – med flænset krop og halvt opgivet ånd bevidne, at Kristus er Guds søn”, skrev en martyr.
Denne uforfærdethed og villighed til at gå i døden for Kristus havde ingen kejser haft noget modtræk overfor. Og det stod mere og mere klart, at kristendommen ikke lod sig udrydde ved mishandlinger og drab.

Det første gennembrud kom, da kejser Galerius på sit dødsleje i år 311 udsendte en bestemmelse om, at kristne skulle have ret til at holde gudstjenester og bygge kirker. Galerius havde ellers stået bag nogle af de blodigste forfølgelser, men på dødslejet omstemte han sig pludseligt.

Hans indflydelse

Selv om Konstantin sikkert har været drevet af politiske motiver, bundede hans pludselige skifte sandsynligvis både i hans omvendelse og i en oprigtig sympati for kristendommen.
Han var født i det nuværende Serbien og opvokset som hedning. Muligvis har hans mor, Helena, haft en vis indflydelse på ham, for hun var kristen (og blev senere helgenkåret). Ifølge andre gamle kilder var det dog snarere Konstantin, der omvendte sin mor.

Uanset hvad, så har Konstantin ikke været ukendt med kristendommen, og fra sin omvendelse i 312 fik han også sat sit tydelige præg på kirkens udvikling.

Selv om han først lod sig døbe på sit dødsleje i 337 (ikke helt ualmindeligt dengang), så holdt han sig ikke tilbage i at blande sig i kirkens indre anliggender.

Afgjorde kirkelig strid

Godt nok var der nu opnået en ydre fred i kirken, men ikke en indre fred, for der rasede en strid om kirkens dogmer, og bølgerne gik højt. Konstantin ville have enhed i sit storrige, og det gjaldt også for kirken. Derfor nedsatte han store kirkemøder (synoder), hvor han selv blandede sig som aktiv kirkepolitiker og ind imellem også dekreterede løsninger på stridighederne.

Et af emnerne handlede om den såkaldte arianske strid. Meget kort fortalt drejede striden sig om Kristi to naturer, om han overvejende var gud eller menneske. Et andet alvorligt stridspunkt handlede om nadveruddelerens person. Man diskuterede, om et sakramente havde sin virkning afhængig af den person, der uddelte det, eller om dets virkning var helt uafhængig af præstens personlige synderegister.

Antik mønt med Kejser Konstantin den Store på forsiden og Solguden, Sol Invictus, på den anden side.

Sympati for hedenskab?

Men samtidig med at han var blevet en kristen og blandede sig i teologiske spørgsmål, fortsatte Konstantin ikke bare sin tolerance overfor hedenskaben, men syntes også at have bevaret en vis sympati for den. Efter hans vigtige sejr i 312 rejste det romerske senat en triumfbue for ham i Rom, som stadig kan ses ved Colosseum, og hvorpå det berettes, at sejren blev skænket ham af solguden. Senere blev der i Konstantinopel rejst hedenske templer, og Konstantin lod en statue af solguden udstyre med sine egne ansigtstræk, og ærbødigheden for samme gud lod han også udtrykke på mønter.

Det er dog muligt, at denne tolerance over for hedenskaben bundede i politisk nødvendighed. Kristendommen var stadigvæk en minoritet, og mange ved hoffet og i hæren og størstedelen af befolkningen var stadigvæk ikke-kristne.

Kejser Konstantin den Store døde den 22. maj 337 og efterlod sig 3 sønner, der overtog riget.
Deres kristne opdragelse forhindrede dem dog ikke i heftigt at bekæmpe hinanden. Efter voldsomme magtkampe og drab blev Konstantius d. 2. rigets enehersker, og han fortsatte i store træk sin fars linje rent kirkepolitisk. Dog blev hedenskaben nu bevidst trængt mere og mere tilbage. Højdepunktet kom senere under kejser Theodosius (379-395), som i slutningen af århundredet forbød al hedensk gudedyrkelse og gjorde kristendommen til statsreligion.

Kejser Konstantin den Stores indførelse af religionsfrihed betegner i reglen overgangen fra oldtid til middelalder.

Med middelalderen var det ikke slut med konflikter i riget og i kirken, og allerede ved kejser Theodosius død i 395 var det slut med det romerske enhedsrige.

Kirken blev delt

Både politisk og kirkeligt udviklede der sig et skisma mellem øst og vest, og selv om den senere kejser Justinian (527-565) i et vist omfang havde held til at genoprette det gamle romerske imperium, så lykkedes det ikke at genskabe den gamle rigskirkes enhed.

Det endelige kirkelig brud mellem øst og vest skete i år 1054, da patriarken i Konstantinopel brød med paven i Rom, og kirken blev delt i den romersk-katolske kirke i vest og den ortodokse kirke i øst.

Del artiklen! (Klik på ikonerne nedenfor)
Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page