Guds stemme overdøvede tv’et

Else Højvang går nu på efterløn med 27 ½ års missionsarbejde i bagagen og en stærk tro på, at Gud også véd, hvad hun skal fremover.

Af Lise Frank
Det var ikke ustyrlig udlængsel, der drev den læreruddannede Else Højvang til at rejse 7000 km sydpå som missionær. Og hun havde da aldrig forestillet sig, at hun i 27 ½ år skulle have sit hjem i Tanzania og være en del af Guds mission dér.

Men Else Højvang fik et meget konkret kald fra Gud om at genoptage sit arbejde i Tanzania, da en klar røst overdøvede tv’et i hendes stue i Holstebro.
På det tidspunkt havde hun kun lige igen fundet fodfæste på dansk jord efter 14 år som underviser på Ntoma Husholdningsskole i Tanzanias Nordveststift.

Du skal tilbage

Else Højvang genkalder sig tydeligt stemmen, der sagde: ”Du skal tilbage til Tanzania”, og hun husker, hvordan det var umuligt for hende at slippe den igen, hvor glad hun end var blevet for sin stilling som sognemedhjælper ved Holstebro Kirke.
Hun kontaktede derfor Danmission og blev i 2004 udsendt til det nordvestlige hjørne af Tanzania. Og det blev så til 13 år mere som missionær.

Gud har en plan

Else Højvang smiler lidt skævt ved spørgsmålet om, hvorvidt Gud er indforstået med, at hun nu går på efterløn. Det har de ikke været i dialog om.
”Men det er da klart, at det er en del af min bøn, at Gud igen vil gå med ind i og finde ud af, hvad jeg nu skal bruge mit liv på,” siger hun – og efter en tænkepause tilføjer hun:
”Jeg tror på, at Gud har en plan for, hvad jeg skal lave fremover. Jeg ved det bare ikke endnu.”

Tanzaniansk familie

Ud over den biologiske familie, Else Højvang nu er genforenet med i Danmark, har hun knyttet stærke familiemæssige bånd til flere afrikanske familier.

I 1993 blev den danske missionær taget imod som datter i en familie, og hun tøvede ikke med at udvide sit familiebegreb til også at omfatte de mennesker, der bød hende indenfor.

Hendes tanzanianske mor døde for 14 år siden, men faren lever stadig, og så har hun 11 søskende i Afrika. Hertil kommer Soespeter, som hun stod fadder til, da han i 1988 blev døbt som 19-årig. Året efter bad Soespeter hende tage imod hans brud som hans mor. Seks børnebørn er det siden blevet til.
”Jeg er så tit blevet spurgt, om jeg ikke har savnet rugbrød. Men jeg bruger slet ikke tid på at savne. Der er så meget godt der, hvor jeg er.”

Else Højvang har i Tanzania arbejdet med undervisning i landbrug for at styrke økonomien, og sundhed for at sænke børnedødeligheden, der var høj pga. blodmangel, diarré og malaria.

Noget, man kan ændre

Det er umuligt for Else Højvang at tale om ét af sine arbejdsår som det bedste. Men der er ingen tvivl om, at hun er stolt af udviklingsprojektet Mayaja i Karagwe Stift. Hun og evangelisterne spurgte på forhånd familierne i området, hvad der var de væsentligste udfordringer.

”Nogle havde langt til en sundhedsklinik, og kirken har jo før bygget klinikker. Andre steder havde de langt til vand, så vi kunne have hjulpet med vandforsyning. Men det, der gik igen alle steder, var, at folk manglede økonomi og viden.”

Derfor kom projektet til at fokusere på undervisning i landbrug for at styrke økonomien, og sundhed for at sænke børnedødeligheden, der var høj pga. blodmangel, diarré og malaria.

”Alt sammen ting, man kan gøre noget ved,” som Else Højvang siger. Og samme tilgang brugte hun, da hun senere gik i gang med søndagsskoler, kvindearbejde og indsamling til kirkens arbejde.

At se det udefra

Man skal ikke have talt længe med Else Højvang eller nogen, der kender til hendes arbejde i Tanzania, for at forstå, at hun virkelig har bidraget til bedre levevilkår for lokalbefolkningen. Men for Else Højvang er det vigtigt at understrege, at hun på ingen måde har været alene om at gøre forskellen.
”Jeg har bare være en inspirator og igangsætter. I alt mit arbejde har jeg forsøgt at give ejerskabet til de mennesker, der skal føre det videre. Jeg mener ikke, at jeg kan noget, som andre i fx Kyerwa ikke også kan.”
Men som missionær er man velsignet med det, Else Højvang kalder ’fremmedhedens nådegave’. Det vil sige muligheden for at se tingene udefra, identificere problemerne og sætte projekter i gang, der kan afhjælpe dem.
”Og derfor mener jeg også, at der er brug for udsendte, der kommer ud og arbejder sammen med folk i kirken,” siger hun.

Ventetid, men også tid til hinanden

Spørger man Else Højvang til de største udfordringer ved at leve og arbejde i Tanzania, nævner hun lidt modvilligt ventetiden.
Modvilligt, fordi den ikke alene har været en udfordring, men samtidig en inspirationskilde.

Hun er nemlig ikke i tvivl om, at tanzanianernes uforpligtende forhold til klokkeslæt og tidsfrister skaber et helt andet rum for, at man kan være nærværende, når man så mødes.

”Tid, det er noget alle har i Afrika. Ja, det er sådan set det eneste, alle har. Man har tid til hinanden. Tid til at snakke sammen og være sammen, når nogen er syge, eller når der er dødsfald.”

Det kunne vi godt lære noget af herhjemme, mener Else Højvang, der stadig gør sig tanker om begrebet tid, og hvad opfattelsen af tid har at sige for udviklingen i Afrika.

Hvorfor udvikling her?

”Hvorfor er al udvikling sket på den nordlige halvkugle? Det tror jeg handler om, at klimaet har tvunget vores forfædre til hele tiden at tænke i tid. Man skulle altid nå noget. Inden det blev vinter skulle man have tætnet tagene. Man skulle have brænde nok, mad nok og skind nok inden vinter. Vi er vokset op med at tænke på, hvordan vi kan gøre ting hurtigere, bedre og mere effektivt.

Men i den tropiske kontekst, hvor der er mad hele året og noget at høste altid, er der ikke samme opfattelse af, at der noget, der skal nås.”
Else Højvang får brug for at puste lidt ud. Men tilføjer så:
”Hvis vi puttede vores tidsforståelser i et terningebæger og rystede det, så ville vi være mindre stressede i Danmark, og der vil være mere udvikling i Afrika.”

Hellere være fremmed i Tanzania end Danmark…

Efter 27 ½ år i Afrika skal Else Højvang så finde sig tilrette som efterlønner i Vristed på Skive-egnen, hvor hun voksede op.

”Nu står min verden pludselig åben,” konstaterer hun. Men den tomme kalender forskrækker hende ikke. Stemmen i tv-stuen for 14 år siden har ikke meldt sig igen, men hun fornemmer alligevel Guds tilstedeværelse i de indskydelser, hun får:
”Jeg vil gerne være med til at arrangere rejser til Tanzania. Der er brug for, at danskerne kommer ud og oplever, at mennesker er mennesker uanset, hvor de kommer fra.

Når jeg hører, hvordan der tales om fremmede på den politiske arena herhjemme, priser jeg mig lykkelig for, at jeg har været fremmed i Tanzania og ikke i Danmark. Derfor vil jeg også involvere mig i modtagelsen af de folk, der kommer hertil. Jeg vil gerne byde dem velkommen, som jeg blev budt velkommen.”

Else Højvang smiler lidt af sig selv og de store ambitioner, der allerede ruller ind over hende.

Egentlig havde hun besluttet sig for at slappe lidt af i Vristed, siger hun – og tilføjer efter en kort selvransagende tænkepause:
”Jeg har ikke haft tid til at sy siden 2007.”

Udfordringen

Om Udfordringen

Udfordringen giver dig kristne nyheder og emner fra ind- og udland hver uge.
Del artiklen! (Klik på ikonerne nedenfor)
Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page