Kultur og alkohol

Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80, Aarhus C

I år kan Aarhus kalde sig europæisk kulturhovedstad 2017, og temaet for kulturen i byen er ”Let’s Rethink” (Lad os gentænke, tage op til fornyet overvejelse, omvurdere).

Nu er kultur jo ikke kun et spørgsmål om, hvor meget der foregår på museer, i teatre og koncertsale, men også hvad der foregår.
Dronning Margrethe er protektor for Aarhus som europæisk kulturhovedstad 2017. Af et interview fremgik det klart, at det for dronningen er helt væsentligt, at kristendommen er en del af kulturhovedstadsåret: ”Kultur uden kristendom, det kan man dårligt forestille sig. De to ting går hånd i hånd. Kulturen er baseret på den kristne baggrund, som vi har haft i mere end 1000 år.”

Derfor virkede det helt forkert og i strid med historien, at vikingeskibe dominerede åbningen af kulturhovedstadsåret. Skibene kunne kun opfattes som symbol på asatroen. I forstavnen på et af skibene sad fx en ravn, som måtte være en af Odins, ifølge nordisk mytologi, to ravne Hugin og Munin.

På samme skib havde man anbragt de to Jellingestene, så man kom til at tænke på erobret gods fra et vikingeskib. Og når den store Jellingesten betegnes ”Danmarks dåbsattest”, kan anbringelsen af den på vikingeskibet med rette betragtes som en hån mod kristendommen.

Desværre er Danmark i forvejen kendt for ting, der kun kan betegnes som en skamplet på landet: Danske 15-åriges europa-rekord i drikkeri. Danskerne er nordiske mestre i røg og druk. Og i Århus Stiftstidende 2. februar udtalte en ung norsk pige, der læser på Aarhus Universitet: ”Unge danskere drikker helt enormt meget. Meget mere end norske unge. Måske fordi alkohol er meget dyrere i Norge. Måske fordi det er forbudt at drikke på offentlige pladser. I danskere har i hvert fald en helt anden alkoholkultur, end vi har i Norge.”

Der er al mulig grund til at ”gentænke, tage op til fornyet overvejelse og overveje”, og her kunne vi passende lære af nordmændene.
(Forkortet af red.)