Påsken handler om frihed og frelse
Forfulgte kristne og jøderne fik en varm hilsen fra USA’s præsident.
– Vi sørger med dem, der har mistet deres kære, sagde USAs præsident med henvisning til de kristne, der Palmesøndag blev ofre for terrorangreb mod to kirker i Egypten.
– På denne påskedag fejrer kristne Kristi opstandelse og løftet om evig frelse. Det er en hellig dag præget af ærefrygt og tilbedelse, det er en hellig tid, som fylder vort land med det, der er vort folks tro.
Mens folk samles i kirkerne over hele landet, er vi taknemlige for de store velsignelser, som vort land og vore hjem er, sagde Donald Trump.
Han fordømte angrebene mod de kristne i Egypten og udtrykte håbet om, at gode mennesker af enhver tro må kunne tilbede efter deres overbevisning.
Jøderne og staten Israel
Om den jødiske påske sagde præsidenten:
– Beretningen om udvandringen er en beretning om frihed. Det er historien om et utroligt folk, som blev befriet fra undertrykkelse, sagde Trump og roste den styrke, som det jødiske folk har vist i tidens løb til trods for al den vold og forfølgelse, de har været udsat for.
– Det jødiske folk har i århundreder levet igennem den ene forfølgelse efter den anden. Alligevel har de holdt ud, er vokset og har løftet verden. Og nu står staten Israel som et monument over deres tro og udholdenhed.
Udsatte amerikanere
Trump afsluttede sin tale med en hilsen til de amerikanere, der har det svært:
– Jeg vil også sende et særligt budskab til de amerikanere, som længe har oplevet den bitre smag af svære tider. I skal vide, at Det Hvide Hus kæmper for jer. Vi kæmper for enhver amerikaner, som er blevet ladt i stikken. Vi kæmper for alle borgeres ret til sikkerhed og fred – og til at arbejde og leve med den værdighed, som alle Guds børn har ret til, forsikrede præsidenten.