Gud kalder sit hus et bedehus
“Guds Hus – det er den levende Guds kirke” (1. Tim. 3, 15), siger Bibelen.
Når vi taler om Guds Hus, så er det jo vigtigt, at forstå hvad der er det væsentlige, hvad prioriteringen er. Når vi skal besøge nogen, så er vi selvfølgelig optaget af dem, vi skal besøge og ikke deres hus. Det er ikke selve huset, men dem, der bor i huset, vi besøger og vil møde og have fællesskab med. Det kan godt ske, at vi synes huset er flot og godt bygget, men det er vigtigste er dem, der bor i huset.
Det samme med Guds Hus: Det er som sådan ikke Guds Hus, der er det væsentlige, men husets Gud! Herrens kirke er vigtig, men kirkens Herre er endnu vigtigere!
Det er typisk for religiøsitet at føre fokus det forkerte sted hen. Fx siger Jesus: “Og I siger: Sværger nogen ved alteret, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved offergaven, der ligger på det, så gælder det. I blinde, hvad er størst, offergaven eller alteret, der helliger den?” (Matt. 23, 18-19).
Det ikke vores offer, men Guds alter, der er det væsentlige. Det, der gør Guds Hus til Guds Hus er Ham, der bor i det og helliger det.
Hvad har vi fokus på?
Hvad fokuserer vi på i kirken, Guds Hus? Mennesker, indretning, mødeform eller Gud? Er Gud med på mødet? Er Gud i sit Hus? Ignorerer vi Ham, hvis Hus vi er i?
Hvad er en central måde, at søge Gud på? BØN! Med det i tankerne, så er det jo interessant, hvad Gud kalder sit hus:
“Så gik Jesus ind på tempelpladsen, og han jog alle dem ud, som solgte og købte dér, og han væltede vekselerernes borde og duehandlernes bænke, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal kaldes et bedehus.‹ Men I gør det til en røverkule.«” (Matt. 21, 12-13)
Det skriftsted Jesus citerer fra er dette:
“dem fører jeg til mit hellige bjerg, og jeg giver dem glæde i mit bedehus; deres brændofre og slagtofre tager jeg imod på mit alter. For mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene.” (Es. 56, 7)
To gange bruger Gud udtrykket “bedehus”. “Mit hellige bjerg” er udtryk for Guds manifesterede, mærkbare nærvær. Og “jeg giver dem glæde i mit bedehus” – glem alt om kedelige, deprimerende bedemøder. Jesus sagde: “Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.” (Joh. 16, 24).
Et bedehus
Så Gud selv kalder sit Hus et BEDEHUS! – Ikke et konferencehus, prædikehus, fællesskabshus, mødehus, kaffehus, ægteskabsterapihus, showhus, livstilskursushus eller socialt hjælpearbejdshus! Men et bedehus! Dette kan så bane vej for nogle af de nævnte aktiviteter – men det er “født i bøn”.
Der kan være mange aktiviteter i en kirke og den kan endda opleve vækst og fremgang, men det er ikke nødvendigvis et bevis på, at Gud gør en masse i den kirke. Der er masser af store virksomheder, som intet har med Guds Rige at gøre, hvor der er masser af aktivitet, vækst og fremgang, men det er ikke Gud, der gør en masse, men mennesker der gør en masse. Sådan kan det også være i kirken.
Ser du en kirke, hvor “nådens og bønnens ånd” (Zak. 12, 10) er udgydt og du ser en kirke, hvor Gud gør meget – selvom du måske ikke med dit fysiske øje kan se det.
Den levende Guds kirke er Guds Hus – det vil sige, at det er Gud der ejer det, bor der og bestemmer der – og Ham der ejer det, kalder sit Hus et bedehus! Så hvis der er noget, der burde præge kirken, Guds Hus, så er det bøn!
Eller med andre ord: Man har hjertet rettet mod Gud, søger Ham, taler til Ham og lytter til Ham. Det er kernen i et sandt Guds Hus!
Søndagens tekst: Joh. 16, 23b-28
Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk
23bDet siger jeg jer: Han vil give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. 24 Endnu har I ikke prøvet at bede om noget i mit navn. Bed i mit navn, og I skal få, så I kan blive fyldt af glæde.
Jesus har sejret over verden
25 Indtil nu har jeg måttet tale til jer i billeder, men den tid kommer, hvor det ikke er nødvendigt længere. Da vil jeg tale klart til jer om Faderen. 26 Når det sker, kan I også gå direkte til ham i mit navn. Det er ikke nødvendigt, at jeg går i forbøn for jer hos Faderen, 27 for han elsker jer, fordi I elsker mig, og fordi I tror, at jeg er kommet fra ham.
