Hjerteligt møde mellem dansk udenrigsminister og Israels ledere
Men dagen efter møderne i Israel besøgte Anders Samuelsen Ramallah med et løfte om millionstøtte til anti-israelske grupper, skriver flere medier.
I Jerusalem lagde udenrigsminister Anders Samuelsen en krans i mindehallen for de seks millioner holocaust-ofre. I Ramallah lovede han ifølge pressen 8,3 millioner dollar til en organisation, som støtter vold og boykot mod jøder.
Anders Samuelsen kom til Israel den 17. maj. Her mødte han både Israels præsident Reuven Rivlin og statsminister Benjamin Netanyahu.
Støtte til Israels fjender
Netanyahu sagde, at den sande årsag til den manglende løsning på den palæstinenske konflikt er opfordring til vold. Netanyahu bad derfor Danmark stoppe hjælpen til de palæstinensiske organisationer, som støtter BDS (Boycott, Divestment, Sanctions, dvs. boykot, investeringsstop og sanktioner mod Israel).
Men den 18. maj besøgte Samuelsen alligevel PA-statsminister Rami Hamdallah i Ramallah. Det oplyser det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa.
Den israelske gratisavis Israel Hayom, som er Israels største avis, skrev på forhånd, at Samuelsen ville love 8,3 millioner dollars (30 millioner shekel) til en organisation, som støtter anti-israelske grupper.
Pengene vil gå til ”Human Rights and International Humanitarian Law Secretariat” som støttes af Danmark, Sverige, Schweiz og Holland. Organisationen har sin base på Birzeit Universitet nær Ramallah.
Ifølge NGO Monitor i Israel går en betydelig del af budgettet til anti-israelske, pro-palæstinensiske organisationer, som opfordrer til vold, glorificerer terror og arbejder for boykot, skrev Israel Hayom.
I Jerusalem lagde udenrigsminister Anders Samuelsen en krans i Yad Vashems mindehal for de seks millioner holocaust-ofre. Dagen efter lovede han en millionstøtte til en organisation i Ramallah, som støtter boykot og vold mod jøder.
European Jewish Press (EJP) skrev på forhånd, at Anders Samuelsen ville offentliggøre, at Danmark giver 8,3 millioner til anti-israelske organisationer.
European Jewish Press skrev videre, at de aktiviteter, som ”Human Rights and International Humanitarian Law Secretariat” står for, ikke er i samsvar med Danmarks officielle støtte til ”fredsprosessen” og ”tostatsløsningen”. Ifølge NGO Monitor betalte Norge i 2016 fem millioner kroner til IHL Secretariat, som fordeler pengene videre.
Også Sverige, Nederland og Schweiz støtter IHL Secretariat. Deres treårsbudget fra 2014 til 2016 var på 17,6 millioner dollars. Det nuværende budget er ifølge NGO Monitor på 19,1 millioner dollars.
Selv om disse lande hævder, at de er imod BDS (boykot af Israel), går 65 % af pengene til NGO-er, som leder BDS-aktioner, fremgår det af rapporten fra NGO Monitors.
Danmark er imod BDS
– Jeg slog fast overfor statsminister Netanyahu, at Danmark er en stærk modstander af forsøg på at boykotte Israel, og at vi for øvrigt ikke vil støtte organisationer, som opfordrer til had eller vold mod Israel eller som organisation direkte opfordrer til boykot, skrev Samuelsen på Twitter den 18. maj.
– På et møde med den ”palæstinensiske” statsminister Rami Hamdallah dagen efter gjorde jeg det klart, at Danmark støtter bestræbelserne på at etablere en ”palæstinensisk” stat. Men Israels sikkerhed skal kunne sikres, skrev Samuelsen.
Han opfordrede de palæstinensiske ledere til at gennemføre reformer og påpegede, at der ikke har været holdt parlamentsvalg i 11 år.
Storpolitik
Også politiske spørgsmål kom op under Samuelsens samtaler med Israels præsident Rivlin.
– Danmark støtter tostats-løsningen. Vi håber virkelig, at vi vil finde en vej fremover. Det er en vanskelig tid, og vanskelig for Israel. Vi er stolte over, at vi er en del af den koalition, som bekæmper Daesh (ISIS), sagde Anders Samuelsen.
Om konflikten med palæstinenserne sagde Rivlin, at de har tabt hundrede år og at der ikke er nogen genveje. Han sagde, at man må opbygge tilliden mellem Israel og palæstinenserne.
– Vi siger: Bed om fred for Jerusalem, og vi beder for fred i Jerusalem, sagde Rivlin.
– Vi ved, at I spiller en vigtig rolle i EU. Vi sætter pris på jeres forståelse af de værdier, som vi deler, med ytringsfrihed, samt at der ikke findes noget bedre system end demokratiet. Nogle gange ser vi forskelligt på tingene, men som venner kan vi godt have forskellige meninger, sagde Israels præsident Rivlin.
Truslen fra Iran
Han kom også ind på spørgsmålet om Iran.
– Iran er meget farlig for os. Vi kan forstå, hvorfor verden ønsker at give det en chance for at opnå en forståelse med Iran. Men alligevel er Iran en virkelig trussel mod Israel. De støtter shiamuslimerne i nord, Hizbollah og sunnimuslimene i Gaza, som er Hamas. De er blevet partnere, sagde Rivlin.
Vi kan lære af Israel
Anders Samuelsen skrev efter sit to dage lange besøg i Israel og møder med Rivlin, Netanyahu og forsvarsminister Avigdor Liberman, at Danmark har meget at lære af Israel. Det gælder ikke mindst inden for teknologi og innovation. Israel er et af verdens førende lande, hvor flest iværksættere kan starte virksomheder.
– Til trods for massive terrorangreb og flere krige har Israel haft en høj økonomisk vækst i mange år, sidste år fire gange højere end Danmark. Vi bør have som mål at nå lige så højt, skrev Samuelsen.
Vil fortsat redde jøder
Danmarks udenrigsminister fortalte også præsidenten om sit besøg på holocaust-museet Yad Vashem.
– I morges besøgte jeg Yad Vashem, noget som minder os om den historie, vi alle skal huske. Dele af historien, som vi er stolte over, er det faktum, at mange af jøderne i Danmark blev reddet, sagde Anders Samuelsen ifølge en pressemeddelelse fra GPONews.
I Yad Vashems mindehal for de seks millioner jøder, som døde i holocaust, lagde Anders Samuelsen en krans i de danske rød-hvide farver.
– Da synagogen i København blev angrebet, var det en oprørende sag. Jeg var med til begravelsen af Dan Uzan. Han var en helt, sagde Anders Samuelsen.
Han fortalte ifølge Jerusalem Post, at Danmark bekæmper antisemitisme.
Udenrigsministeren sagde også under sit besøg hos præsidenten, at hans efternavn Samuelsen havde en jødisk forbindelse, men han vidste ikke, om han har jødiske rødder.
– Men jeg er stolt af mit navn, understregede Anders Samuelsen.
Landet som reddede jøder
For jøderne har Danmark en særstilling, fordi det lykkedes at redde næsten alle danske jøder under anden verdenskrig.
I 1943 fik sabotageaktionerne i Danmark et så stort omfang, at Tyskland ikke vidste, hvad de skulle gøre ved det. Tyskerne besluttede at deportere den jødiske befolkning. Dette blev dog kendt både i modstandsbevægelsen og blandt jøderne.
Under det jødiske nytår rosh hashana mellem 1. og 2. oktober fik de jødiske ledere advaret den jødiske befolkning. I løbet af tre uger transporterede danskerne 7.220 af jøderne og omkring 700 ikke-jødiske familiemedlemmer til Sverige. Omkring 500 jøder blev fanget og sendt til Theresienstadt. Men de blev på forskellige måder beskyttet af folket og myndighederne i Danmark. 425 af dem overlevede.
På holocaust-museet er der udstillet en lille dansk fiskerbåd, som kan rumme 4–6 personer. Den blev benyttet til at fragte jøderne ud fra sandbankerne til større både, som så tog jøderne med til Sverige.
Det var Udfordringens nu afdøde korrespondent Richard Oestermann, som sørgede for at Yad Vashem fik denne lille båd, som blev indviet i 1998. Han mente nemlig, at fiskerbåden, som har tilhørt Gilbert Lassen i Gilleleje, havde reddet 200 jøder til Sverige.