Der er meget mellem himmel og jord

Den karismatiske præst Ole Skjerbæk Madsen fortæller her om sine første erfaringer med åndelig helbredelse.

– Kristne må lære at skelne mellem ånderne. Og også forstå, at det ikke behøver at være dæmonisk, bare fordi det ikke er Helligånden. Den åndelige verden rummer engle og gode såvel som onde væsener, og den rummer, hvad der hører os mennesker til som åndsvæsener.

– Af og til er noget af det, vi kalder åndelige fænomener, snarere psykiske. Det gælder også ofte fx. clairvoyance.
Men vi skal vandre forsigtigt i kontakten med afdøde ånder, og det at lade sig lede af spirit guides, siger Ole Skjerbæk Madsen.

Åndelige erfaringer

Ole Skjerbæk Madsen blev kendt for at advare om besættelser af mennesker allerede i 1974, da Kristeligt Dagblad i anledning af filmen ”Exorcisten” bragte en artikelserie, som han bidrog til.
I sit indlæg refererede han til en udfrielse i en karismatisk bedekreds, hvor en kvinde, som tilsyneladende var plaget af depressioner, blev befriet fra en ånd, som forårsagede lidelsen. Da en deltager befalede ånden at vige bort i Jesu navn, gav det et ryk i kvindens hoved, og hun var fri.

Den unge teologistuderende Ole Skjerbæk advarede om, at en øget interesse for okkulte fænomener kunne føre til besættelser.

Hans formål dengang var især at pege på nødvendigheden af at genindføre en officiel vejledning i eksorcisme, med en opdateret version af vejledningen i det dansk-norske kirkeritual af 1685. Man kunne også finde inspiration i en anglikansk vejledning fra 1972, mente han.

”Djævleuddriveren”

– Kristeligt Dagblad tog fusen på mig ved at introducere min artikel som et åbent brev til biskopperne om genindførelse af eksorcisme. Det udløste et voldsomt røre midt i mit afsluttende år i teologistudiet.

Radioavisen og flere aviser dukkede op i mit klubværelse på Carit Etlarsvej. Og allerede næste dag introducerede Politiken mig som Danmarks nye djævleuddriver. BT fulgte trop og mærkatet har siden fulgt mig, selvom jeg aldrig har oplevet at have en særlig nådegave på dette område, fortæller Ole Skjerbæk Madsen.

Forsøg med eksorcisme

Omtalen førte til, at Ole Skjerbæk blev opsøgt af mennesker, som følte sig plaget af dæmoner eller urene ånder.
– Mit første forsøg på en udfrielseshandling på egen hånd uden for bedekredsen var med en ung mand, og det blev en total fiasko. Jeg befalede hele natten de onde ånder at forsvinde, men han følte sig stadig lige plaget om morgenen. Jeg følte, at de onde ånder legede med mig.

Senere talte jeg forløbet igennem med en erfaren luthersk karismatisk præst fra USA. Han forklarede, at jeg skulle bede Gud sende engle til at forhindre enhver form for voldsomhed og til at afværge angreb fra åndsmagter.

Han sagde også, at jeg ikke måtte bruge mere end en time. Ellers risikerede jeg, at både den hjælpsøgende og jeg selv fokuserede på dæmonerne i stedet for på Jesus, så vi blot ville køre i ring, fortæller Ole Skjerbæk.

Klaus’ historie

Som præst i Vigerslev Kirke i Valby blev Ole Skjerbæk kontaktet af folk, som var eller havde været involveret i nyreligiøse bevægelser eller grupper. Nogle havde også gennem indvielser fået hjælpeånder tilknyttet.

– En af dem var Klaus, som ville være healer. I 1976 lod han sig indvie i gruppen ”Den hvide orden” i Århus, som i alternative kredse var kendt for at udøve magi – men det vidste han ikke.
Ved indvielsen fik Klaus tilknyttet en hjælpeånd. Ånden tog efter en tid magten fra ham, og han blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. Tre år efter indvielsen blev jeg kontaktet af hans mor og fik en aftale med ham i kirken.

Klaus har selv fortalt om sin udfrielse i et af ham selv udgivet advarselsskrift, og vi blev interviewet sammen om hans udfrielse i bl.a. Søndags BT i 1981. Her fortæller Klaus:
“I den første tid efter [hospitalet] var jeg jaget af ‘kolde vindpust’ og den latterlige angst for ‘ingenting’. Der var ikke mange ting, jeg kunne finde ud af rent praktisk. Tit følte jeg mig omklamret af et eller andet energifelt. Der gik vel 2-3 måneder, inden jeg traf en præst, der kendte til eksorcisme. Jeg fortalte ham, at jeg havde været igennem en sort indvielse.

Kristus greb ind

– Vi sagde trosbekendelsen, og jeg blev bl.a. spurgt, om jeg troede, at Jesus Kristus døde på korset for vor skyld. Jeg vidste, at skulle jeg have hjælp, var Kristus den eneste, der var i stand til det – effektivt.

Derefter knælede vi ved alteret. Tårerne trillede ned ad kinderne i ca. 10 minutter. De kom bare. Imens tog præsten kontakt med Jesus Kristus og bad om hjælp. ‘Jesus Kristus græder glædestårer over, at du har vendt dig til ham.’ Så lagde han hænderne på mit hoved, og en glædesstrøm gik igennem kroppen. Denne glæde holdt i flere timer.

Næste gang, vi mødtes, befalede han i Kristi navn, at det onde skulle forlade mig. Åndedrættet blev hurtigere og hurtigere. Det begyndte at snurre i hele kroppen. Fingrene blev stive, tungen tyk, så jeg ikke kunne tale. Præsten begyndte at synge en salme og jeg sang med, så godt jeg kunne. Lidt efter lidt forsvandt stivheden, og tungen blev normal.

Ved anden gang eksorcisme begyndte oprøret i kroppen igen, da han nævnte navnet [på lederen i den sekt, jeg var indviet i]. Der blev desuden bedt om helbredelse for mig. ‘Et brændende lys gennemtrænger dig,’ følte præsten sig tilskyndet til at sige, hvorefter der skete en violet eksplosion i mit hoved.

Hver eksorcisme afsluttedes med nadveren ved alteret, og her fyldtes jeg flere gange af en glæde, hvorved tårerne brød frem.

Da jeg kom hjem efter anden eksorcisme, følte jeg en tilskyndelse til at slå tilfældigt op i Bibelen og læste: …’”og døden har ikke mere magt over ham!’” fortæller Klaus.

Bethlehemskirken

I november 1981 blev Ole Skjerbæk sognepræst i Bethlehemskirken på Nørrebro. Udfrielsestjenesten fortsatte, og mange søgte sjælesorg, fordi de oplevede sig besat af onde ånder.
– Nogle havde eksperimenteret med spirituelle teknikker, som førte dem ud i sindstilstande eller oplevelser, de ikke magtede og var blevet psykisk skadede af. Andre stod over for kræfter, energier eller væsener, der syntes at tage magten fra dem. Dette tog til med årene, fortæller han.

Ånden i glasset

Ole Skjerbæk husker en markant udfrielsessituation – som her beskrives med ændrede detaljer:
– I midten af 1990’erne blev jeg opsøgt af en kvinde midtvejs i livet. Hun var ikke vokset op som kristen og havde været igennem en skilsmisse. Midt i 1980’erne eksperimenterede hun med ”Ånden i glasset”, fordi der manglede noget i hendes liv.

”Ånden i glasset” er en spiritis-tisk praksis, hvor man søger at komme i kontakt med en afdød ved at stille spørgsmål og lade ånden føre glasset til forskellige bogstaver for at få svar på sine spørgsmål. Nogle mennesker har leget med denne praksis uden at tage det særligt alvorligt, andre er blevet slemt forskrækket over de svar, de fik – og nogle har oplevet det som en åbning for en dæmon.

– Kvinden fik besked om, at hun havde en høj kaldelse af betydning for jordens frelse. Hun fik vrangforestillinger, der tog magten fra hende, ægteskabet gik i stykker og hun måtte indlægges.
Ude igen opsøgte hun en clairvoyant, som førte hende tilbage til et ”tidligere liv” som heks. Derfor kunne hun også nu i ”indeværende inkarnation” mærke en særlig kraft i sine hænder, fik hun at vide. Hun kontaktede en shaman og fik kontakt med sit ”indre kraftdyr”.

Også her går det galt. Kvinden ender med selvmordsforsøg og ny indlæggelse. Hun føler sig tappet for energi og opsøger derfor en healer. Men hun føler bare tomhed og oplever ikke at være sig selv, fortæller Ole Skjerbæk.

Så ser kvinden en TV-udsendelse på TV3 og læser en artikel i Familiejournalen om Skjerbæk. Hun tager kontakt til ham og de mødes i kirken sammen med en medarbejder fra menigheden.
– Jeg fortæller om Jesu undere og kraft til at udfri mennesker af dæmoners greb og spørger, om hun vil sætte sin lid til, at Jesus kan hjælpe. Jeg spørger også, om hun er døbt og fremhæver, at dåben er en pagt med Gud, og at alle senere ”pagter” er ugyldige. Derfor spørger jeg, om hun vil bekræfte sin dåbs pagt med Gud.

Hun siger, at hun forsager djævelen ”Forsager du i Jesu navn de praksisser, du har deltaget i?” Da overtager dæmonen hendes stemme og hævder med en helt anden stemme og stemmeføring end hendes egen, at den har ret til at være der.

– Jeg befalede nu kvinden i Jesu navn på baggrund af hendes dåbspagt at rejse sig og stille sig ansigt til ansigt med korset. Vi lagde hænderne på hende, og Helligånden væltede hende omkuld. Hun ligger hen ved en halv time på gulvet i en søvnlignende tilstand, mens vi beder for hende.

-Efter den halve time sætter hun sig op, og den smukkeste profeti kommer fra hende. Hun bekræfter troen og modtager nadveren. Ved en nadvergudstjeneste med bøn for syge har hun sin nuværende mand med. Jeg henviser hende til en lokal menighed, hvor hun bor, fortæller Ole Skjerbæk.

Præsten understreger, at den væsentligste indsats er bøn

– Kvindens udfrielse begyndte med forsagelsen og troen. Fællesskabet med Kristus ved nadveren markerede det nye tilhørsforhold. Fællesskabet med Gud i Kristus erstattede delagtigheden i dæmonernes verden. Dette blev en del af min praksis i flere år.

Jeg følte, at jeg måtte stille mig til rådighed, så længe der ikke var andre med nådegaver dertil, som kunne eller ville tage over. Heldigvis er der i dag flere præster og lægfolk i folkekirken, som vedkender sig en udfrielsestjeneste, forklarer han.

Åndernes magt

Den populære TV-serie ”Åndernes magt” førte til, at præsten igen kom i mediernes søgelys som ”djævleuddriver”. De enkelte udsendelser om paranormale emner, specielt clairvoyantes renselse af hjem for energier og ånder blev set af 850.000.

Serien satte også fokus på den nigerianske kristne prædikant Charles Ndifon, der helbredte en mand for dobbeltsyn ved et af sine møder.
– Serien bød også på en eksorcisme over tre aftener, og den blev genudsendt og eksporteret til udlandet. Initiativtager var Thomas Breinholt. Jeg blev kontaktet af ham til et indslag i TV Lorry om eksorcisme, og det blev udgangspunkt for den senere TV-serie.

-Thomas Breinholt har i et interview i Udfordringen (2005, uge 45) fortalt, at han blev skræmt af de mystiske fænomener, som han mødte under produktionen. En kollega syntes styret af destruktive kræfter og var på nippet til at begå selvmord.

Breinholt fandt nogle nyhedsbreve fra Areopagos og I Mesterens Lys lærte om den kristne tro:
”Det var som at læse om mit eget liv… Det gav mig lyst til at læse i Biblen… Det, der før havde virket uvedkommende og tørt, var nu pludselig som vand i en ørken i mit eget liv.
Jeg kontaktede Ole Skjerbæk Madsen, og han inviterede mig op i sit sommerhus, og vi tilbragte meget tid sammen og samtalede. Han og hans kone bad for mig. Jeg blev døbt [i Bethlehemskirken], og efter det følte jeg en slags beskyttelse imod det, jeg tidligere var skrækslagen overfor. Jeg er ikke længere bange.”

Ole Skjerbæks medvirken i et panel om eksorcisme udløste en syndflod af henvendelser om hjælp til både folke- og frikirkepræster. Folk bad om hjælp mod uforklarlige fænomener i hjemmet, følelsen af at være dæmoniseret eller udsat for pres, der kunne skyldes onde ånder eller okkulte kræfter.

– Mange præster gav op over for fænomenerne, bortforklarede dem eller henviste folk til de få præster, som er kendt for at tage mennesker alvorligt på dette område, siger Ole Skjerbæk.

Striden om vievand

Presset var så stort, at de forholdsvis få præster og kristne rådgivere ikke kunne besøge alle folk i deres hjem eller modtage dem til samtale. ’I Mesterens Lys’ udgav derfor et hæfte med vejledning i at velsigne eget hjem og holde daglig morgen- og/eller aftenandagt. Med hæftet fulgte en flaske indviet vand. Hæftet og vandet blev bestilt af flere hundrede mennesker.

– I 2001 og 2002 udsendte Areopagos’ kontor to-tre flasker og hæfter om ugen. Men det gav en voldsom debat, og biskoppen fik morgenkaffen galt i halsen, da Kristeligt Dagblad havde en reportage fra Bethlehemskirken, hvor vandet blev indviet.

– Københavns biskop og en del andre teologer spurgte: ”Er det magi eller et katoliserende sværmeri? Er det selvtægt at bruge ritualer, som ikke er autoriserede? Er det forsvarlig sjælesorg at sende vievand ud pr. post?”

– Jeg svarede, at denne praksis ikke giver sig ud for at være den optimale sjælesorg, men er en nødforanstaltning. Den praksis, som anbefales i hæftet, og indvielsen af vandet, udspringer af en klar skabelsesteologisk refleksion og i kirkens liturgiske tradition med rødder i Det gamle Testamente (jfr. 4. Mos. 19 og Sl. 51). Den samme praksis følges i ortodokse, katolske og anglikanske menigheder, tilføjer præsten.

– Positive kritikere kaldte det et pædagogisk hjælpemiddel. Men alle overså det skabelsesteologiske aspekt – måske fordi folkekirken har en meget snæver sakrament-forståelse. Velsignelsen af vand er ”skabelsesteologi udtrykt i liturgisk praksis”.

Fred i en lejlighed

Ritualet, der beskrives i selvhjælpshæftet, bruges stadig. Første gang, Ole Skjerbæk brugte det var i en lejlighed i Bethlehems sogn, hvor et rum var plaget. Når beboerne havde overnattende gæster, oplevede de, at et usynligt væsen tog kvælertag på dem.

Præsten blev derfor inviteret op i lejligheden, stænkede vand i rummet i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn – og befalede den urolige sjæl i Jesu hænder. Derefter var der fred i lejligheden, slutter Ole Skjerbæk Madsen.