– Nu skal du ud af kirken
Budskabet var slående enslydende fra Awake-konferencens tre talere Blaine Cook, Tom Jones og Heidi Baker. Det var ikke det budskab, der fik flest klapsalver og begejstrede tilråb, for det er i sandhed et budskab, der udfordrer vores menneskefrygt og komfortable livsstil. Men budskabet var ganske enkelt: I har fået alt, I skal bruge i Jesu’ opstandelsesliv, som er i jer, så gå nu ud af kirken og gør noget!
Blaine Cook talte for eksempel om at leve en fastende livsstil ud fra Esajas 58,6-8, hvor Gud siger: ”Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker, (…) at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne. Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og dit sår skal hurtigt læges; din retfærdighed går i spidsen for dig, og Herrens herlighed er bag dig.”
De store klapsalver lød i salen, når der blev talt om velsignelsen, men stilheden kom, når ordene handlede om, at vi skal bringe vores tro ud af kirken og handle på den. Men siger skriftstedet ikke, at hvis du vil have velsignelsen, må du få din tro ud på gaden, din arbejdsplads, dit studie…
”Dette er jeres sæson for at komme ud og gøre noget!”, sagde Blaine Cook, og ja, jeg føler det også grænseoverskridende, men jeg beder om Guds styrke, mod og visdom og tager så det ene skridt ad gangen, som Han leder mig til. For eksempel da jeg for nogle dage siden skrev til en ikke-kristen, tidligere kollega, som jeg ikke har snakket med i et par år, at Gud elsker hende og ønsker, de skal komme tættere på hinanden. Jeg fik positiv respons, men det var da lidt grænseoverskridende.
At gøre noget koster komfort, tid og penge, og vi kan se mærkelige ud i samfundets øjne… og hvad så?! Vi kommer til gengæld til at se Guds Rige bryde ud i vores og menneskers liv – og det er, hvad vi alle skal som kristne.