Clinton undersøges for embedsmisbrug

Formanden for USAs senats juridiske komité, Chuck Grassley, har sat en undersøgelse i gang af tidligere udenrigsminister Hilary Clintons forsøg på at modvirke en korruptions-sag imod Muhammad Yunus, som var en af Clinton Foundations donorer og en nær ven af parret.

Det er den første af en række sager, der ventes rejst imod den tidligere præsidentkandidat – efter at hun har mistet sin magt.
Ifølge The Daily Caller News Foundation Investigative Group beordrede Clinton amerikanske top-embedsmænd i Bangladesh til at presse Bangladesh’s premierminister Sheik Hasina til at stoppe korruptionsundersøgelsen imod Clintons ven og økonomiske støtte.
Yunus var dengang direktør for den statsejede mikrolån-bank.

 

Pressede mor og truede søn

Clintons embedsmænd truede premierministerens søn Wazed med en IRS-skatteundersøgelse i USA, hvor han har boet i 17 år, hvis ikke hans mor stoppede sagen mod den korrupte bankdirektør.
”De truede mig med muligheden for en IRS-skatteundersøgelse,” sagde Wazed. ”De gentog igen og igen, at Yunus havde magtfulde venner – og vi vidste alle, at det var udenrigsministeren fru Clinton.”
Samtidig ophævede Verdensbanken overraskende – under Clintons mandat i 2012 – et lån på 1.2 mia. dollars til bygning af en vigtig bro i Bangladesh. Clinton blev løbende ”holdt underrettet” om denne sag, som lagde et hårdt pres på Bangladesh’s regering.
Hvis Clinton således har brugt udenrigsministeriet og sin stilling til gavn for et personligt og økonomisk forhold, har hun misbrugt sit embede, fastslår den juridiske komités formand.
Det skal også undersøges, hvorfor Rajiv Shah, lederen af en officiel amerikansk udviklingsorganisation, mødte op hos premierministerens søn, og hvorfor Shahs organisation gav 13 mio. dollars til den korruptionsanklagede Yunus’ organisation, og andre 11 mio. dollars i Clintons embedsperiode.
Clintons støtte til Yunus omfattede 18 tilskud, kontrakter og lån til to af hans fonde i USA.

 

Norsk afsløring

Yunus blev fjernet som direktør for den statsejede Grameen Bank i 2011 på grund af hans manglende forvaltning af banken og dens ”mikrokredit” låneprogram for fattige bønder, hovedsagelig kvinder.
En norsk dokumentarfilm dokumenterede, at Yunus personligt overførte 100 millioner dollars fra Grameen Bank, beregnet til de fattige, til hans andre organisationer.
Yunus kendte Clinton-parret, allerede da Bill Clinton var guvernør i Arkansas. De var begejstrede for idéen om micro-lån, og Bill var medvirkende til, at Yunus i 2006 fik Nobels fredspris.
Yunus var ofte taler ved Clintons pompøse arrangementer for deres fond ”Global Initiative”. Han donerede mellem 100-250.000 dollars til fonden og andre 25-50.000 dollars til deres egen Clinton Foundation.
Senator Grasley klagede allerede i 2016 til Clintons advokat og til FBI og krævede en undersøgelse af korruptionsanklagerne, og det skal nu undersøges, hvorfor der ikke skete mere i den sag.