Luther gjorde salmesangen folkelig

REFORMATIONS-JUBILÆUM: Martin Luther gjorde op med måden, sang og musik blev brugt på i kirken.

Gud skulle forkyndes og lovprises i musik og sang, og der skulle synges af karsken bælg – sammen! Martin Luthers kongstanke om, at der ikke er noget mellemled mellem Gud og mennesket, ingen paver, ingen præster, ingen Jomfru Maria og ingen helgener, fik skelsættende betydning for måden, vi lige siden har brugt sang og musik i kirkerne.

Det er ikke uden grund, at Martin Luther er blevet kaldt ”Nattergalen fra Wittenberg”, for han var et musisk menneske, der satte musik højt og mente, at den havde eksisteret lige siden skabelsens tid.

”Musik er en gave fra Gud, ikke fra mennesker. Den skaber muntre sind og jager Djævelen på flugt”, skrev Luther.

Han gav musikken plads lige efter teologien. Hvad teologien forkynder for forstanden, forkynder musikken for hjertet. Sprogets gave og sangens gave blev begge givet af Gud for at mennesket skal prise Gud med både ord og musik, var Luthers tanke.

Det talte ord fik med Martin Luther en ny status i gudstjenesten, men det gjorde sangen og musikken så sandelig også. Luther så i musikken en klar teologisk mulighed, en måde at stemme sindet, så det egent-lige, forkyndelsen af Kristus, lettere lod sig sive ind.

Modsat en anden reformator, Zwingli, der helt ville rense gudstjenesten for instrumentalmusik og anden kunst, der kunne påvirke sindet, så var det Luthers tanke, at musikken netop skulle bevæge sindet og være med til at bekæmpe sindets tunge tanker og fordrive angst – ”som da David med sit harpespil jog den onde ånd væk fra Kong Saul”.

Men vigtigst var, mente Luther, når musikken blev brugt til lovprisning af Gud – og til at vise hen mod Gud.
Eller som teologen og Luther-kenderen E. Thestrup Pedersen beskriver det i bogen ”Nattergalen fra Wittenberg”:

”Det drejer sig for Luther i musikken ikke om, at følelsen af sorg og glæde finder sit udtryk, endnu mindre om, at mennesket skal bruge musikken til at svælge i egne følelser. Musikken viser hen til alle virkelige glædelige følelsers objektive grund: til Guds godhed”.

Fra munkesang til fællessang

Når vi i dag i fællesskab synger salmer og lovsange i kirkerne, så var det ikke nogen selvfølgelighed før Reformationen.
Før Luthers tid bestod musikken ved den katolske messe mest af munkesang på latin, som de fleste kirkegængere ikke forstod et ord af, og menigmand var stort set henvist til at være passive publikummer til munkenes skønsang.

Det var helt galt, mente Luther, som ville inddrage folket, også når det gjaldt sangen. Musik og sang blev derfor en vigtig del af Luthers teologiske reformprogram. Han indførte menighedens fællessang og salmedigtning på modersmålet, som blev en af Reformationens mest skelsættende nyskabelser.

Når vi i dag i folkekirken synger fra salmebogen eller i frikirkerne synger nyere lovsange eller gospelsalmer, er det en direkte følge af Reformationen for 500 år siden.

Forkyndelse i sang

Martin Luther var en driftig mand, der lynhurtigt omsatte sine idéer i praksis. Han gav sig i kast med at skrive salmer selv.
Det blev til knapt 40 styks fra hans hånd, heriblandt ”Vor Gud han er så fast en borg” og ”Nu fryde sig hver kristen mand”, hvoraf de 24 er nedskrevet lynhurtigt i årene 1523-24. Den danske Salmebog indeholder 21 Luther-salmer.

Hans salmer vandt stor udbredelse både i og udenfor Tyskland, og flere blev endnu inden hans død oversat til dansk og senere gendigtet (bl.a. af Grundtvig).
Luther var en fremragende salmedigter, selv om han ikke så sig som en sådan. For ham var det helt afgørende da også at få nogle salmer i omløb, som rummede solid luthersk forkyndelse og undervisning på modersmålet.

Det var salmer, der var nemme at synge, og i de nye lutherske menigheder blev der nu sunget af fuld hals af Luthers salmer. Reformationens lære blev omsat til tysk poesi – til undervisning og til opbyggelse.

I Danmark oversatte Hans Tausen (1494-1561) flere af Luthers salmer. Det samme gjorde Hans Christensen Sthen (1544-1610), som bl.a. er forfatter til den kendte salme ”Du Herre Krist min frelser est”, og Sjællands første lutherske biskop, Peder Palladius.

Senere bidrog store salmedigtere som Kingo, Brorson, Grundtvig og Ingemann med hver deres originale salmeskat, der vidnede om skiftende tiders fortolkninger af den lutherske arv.
Nogle af de tidlige salmer byggede på kendte, middelalderlige visemelodier, andre melodier stod Luther selv for, eller det gjorde hans medarbejder, komponisten Johann Walter, ligesom orglet kom til at spille en fremtrædende rolle i den lutherske gudstjeneste.

Salmebogen

Salmesangen blev med Reformationen helt central for udbredelsen af en protestantisk religiøsitet, både i kirken og i andagtsgrupper i hjemmene. Teksterne kunne nemt læres udenad, uanset om man kunne læse eller ej.

Med Reformationens udbredelse til Danmark fik arbejdet med at skabe en fælles salmebog for den lutherske kirke høj prioritet, og i 1569 udkom præsten og salmedigteren Hans Thomissøns danske salmebog, hvori han samlede et rigt udvalg af reformationsårhundredets salmedigtning. I lang tid stod Thomissøns salmebog som hovedkilde til al kristelig salmesang her i landet såvel som i Norge.

Sidenhen er udkommet mange nye salmebogudgaver, og salmebogen blev formentlig den mest udbredte religiøse bog ved siden af Luthers lille katekismus. Salmebogen indeholdt ikke blot salmer, men evangelietekster, bønner osv. og fungerede som menigmands lille kristne håndbog. For 1800-tallets vækkelsesbevægelser blev den fælles salmesang et vigtigt samlingspunkt, og salmesangen kunne foregå uden både præst og prædiken.

Digt og gendigt

Nogle af Martin Luthers mest kendte salmer bygger på gammeltestamentlige salmer, som fx ”Vor Gud han er så fast en borg”, på samme måde som senere salmedigtere, bl.a. Grundtvig, blev sat i gang af ældre forlæg. Således bygger Grundtvigs ”Det kimer nu til julefest” på Luther-salmen ”Vom Himmel hoch da komm’ ich her”, som Luther skrev i 1535.

Det er givetvis helt i Luthers ånd, at der er blevet digtet og gendigtet videre, så flere salmer i Den danske Salmebog i dag krediteres flere forfattere, selv om forlægget stammer fra ham. Det var ret beset sådan, Luther nogle gange selv gjorde, når han byggede videre på ikke blot gammeltestamentlige salmer, men ind imellem også på ældre tyske og latinske forlæg.

Delte meninger

Luthers begejstring for salmesang deltes ikke af alle reformatorerne. Zwingli ønskede ikke instrumentalmusik eller kunst i det hele taget i kirken, men at holde fokus på det talte ord, og Calvin ønskede ikke, at man skulle digte ny poesi, selv om han delte Luthers vilje til at inddrage menigheden i sangen.

Det var bedre at synge Bibelens egne ord, mente Calvin, som derfor gendigtede alle de gammeltestamentlige salmer (Davidssalmer), som stadig bruges i de reformerte kirker. I dag synger man dog også nyere, poetiske salmer.