Udfordringen i Iraks Kurdistan

Sammen med Samuel Nyman Eriksen fra Dansk Europamission var redaktør Henri Nissen i sidste uge i det kurdiske område af Irak. Mens røgen steg op fra de voldsomme kampe med Islamisk Stat i Mosul, besøgte Udfordringen de modige kristne, som er blevet i Irak trods livsfare. Mange muslimer er hemmeligt blevet kristne. Og Europamissionen støtter også yazidierne, som nu er vendt hjem til deres ødelagte landsbyer.

Vi skimtede røgen fra Mosul, da vi kørte i en bue udenom byen, hvor Islamisk Stat har terroriseret befolkningen de seneste år.

Mellem os og byen lå Mosul Dam, som den bibelske Tigris-flod løber igennem på sin 1850 km lange vej fra Taurus-bjergene i Tyrkiet til dens udløb sammen med Eufrat-floden i den persiske golf.
Jeg var taget til Kurdistan i det nordlige Irak sammen med Samuel Nyman Eriksen fra Dansk Europamission.

På et tidspunkt havde jeg spurgt om at komme med til Nineve. Det var jo en af de første byer efter syndfloden. Formentlig opført af Assur og erobret af Nimrod, begge var oldebørn af Noah. I Nineve, som var det grusomme Assyriens hovedstad, fandtes oldtidsminder, som jeg meget gerne ville se.

Ødelagde oldtidsminder

Men nu var det desværre ikke muligt at besøge Nineve, for ruinerne er en del af Mosul, hvor der netop nu kæmpes på liv og død. De uhellige krigere fra Islamisk Stat har ikke blot chokeret verden ved at dræbe og brutalt mishandle kristne og andre, som de ikke mener, er muslimske nok. De har også chokeret ved bevidst at ødelægge de 4.000 år gamle oldtidsminder i Nineve, som de påstår er blasfemiske. Men da de sprængte moskéen på højen for profeten Jonas, kom en ældgammel kristen kirke til syne og mindede verden om, at de kristne var her før islam.

Jonas stak af fra Nineve

Jonas skulle profetere dom over oldtidens Nineve.
Assyrerne var ifølge kilderne ligeså ondskabsfulde, som Islamisk Stat – og Jonas turde ikke fortælle dem Guds dom, så han flygtede på et skib til Tarsus. Bibelen fortæller, at skibet kom i havsnød, og Jonas blev smidt overbord. Han blev slugt af en hval, som imidlertid spyttede ham ud på strandbredden. Og så adlød Jonas og advarede verdens største by på ca. 100.000 indbyggere.
Og de omvendte sig – i hvert fald for en tid. Men da de senere genoptog deres ondskab, profeterede Nahum og Zefania (begge profeter i Gamle Testamente) at byen ville blive totalt udslettet. Og det skete faktisk i 612 f. Kr., da babylonere og medere smadrede byen så eftertrykkeligt, at den aldrig mere opstod igen.

Sunni-muslimsk by

I stedet blev Mosul 1500 år senere bygget på den anden side af Tigris af de muslimske erobrere, som indtog de kristne riger.
Mosul forblev en mere muslimsk og arabisk by end det omgivende Kurdistan.
En stor del af befolkningen sympatiserede med de islamiske krigere, da de indtog byen for at genindføre sharia-lov og ”rense” byen for kristne.
I dag er byens sunni-muslimer forhåbentlig kommet på bedre tanker, selv om de nok hader de irakiske befriere, som for størstedelen er shia-muslimer (ligesom i Iran).

Modtaget af kristne

Vi var fløjet hertil via Istanbul til det befriede nye Kurdistan.
I Irak blev vi midt om natten hjerteligt modtaget kristne irakere, som vi skulle bo hos nogle dage.

– I 2009 nåede vi op på 500 husgrupper, men på grund af krige og terror har mange kristne nu forladt Irak. Til gengæld opstår der stadig flere grupper af muslimer, som ønsker at læse Bibelen og tro på Jesus Kristus.

En af de kristne, Mirjam, som vi kalder hende for ikke at skade hendes sikkerhed, er en fantastisk troende kvinde. Efter at have mistet sin mand i Syrien ville det naturlige nok være, at hun flygtede til Sverige, hvortil næsten hele hendes familie er emigreret.
– Men jeg har besluttet at bliver her, siger Mirjam med et smil.

– Irak er mit land. Her har jeg altid boet. De fleste af de kristne er desværre flygtet. I 1990 var der over en million, nu er der kun 200.000 kristne tilbage.
Når Mirjam vælger at blive, skyldes det ikke blot fædrelandskærlighed, men at hun er meget involveret i kristent hjælpearbejde.

Hemmelige husgrupper for muslimske kristne

Mirjam er leder for et netværk af husgrupper i landet, herunder flere som består af tidligere muslimer, der nu studerer Bibelen.
Grupperne begyndte at opstå i 2005 i Egypten, hvor dr. Medhat Aidib havde fået en vision om kristne husgrupper.
Mirjam blev inviteret til Egypten i tre måneder, hvor hun fik undervisning i at lede grupperne.

– I 2009 nåede vi op på 500 husgrupper, men på grund af krige og terror har mange kristne nu forladt Irak. Til gengæld opstår der stadig flere grupper af muslimer, som ønsker at læse Bibelen og tro på Jesus Kristus.
Mirjam kan ikke give noget eksakt tal på, hvor mange muslimer, der er blevet kristne på grund af islamisternes hærgen, men andre gætter på 20.000!
Mirjam er også leder af et arbejde blandt både kristne og muslimske forældreløse eller faderløse børn. Mange fædre er blevet dræbt i krige. Og mødrene har svært ved at forsørge familiens børn.
– Hver måned deler mit team mad ud til 5.500 forældreløse børn i Irak, fortæller Mirjam begejstret. Hun bliver støttet af kristne i Europa. Men hun har også inspireret til at hjælpe gadebørn i London.

Og et nyt projekt for hende er at hjælpe dværge, som det muslimske samfund ikke har barmhjertighed med, men håner, slår – og nogle gange dræber.
– Muslimerne gør ikke noget for at hjælpe mennesker i nød, og de kristne i de traditionelle kirker nøjes ofte med at hjælpe deres egne trosfæller.
Men Jesus gik til alle. Det skal vi også gøre.

Modig pinsepræst

Pastor Botros er en anden af de kristne irakere, vi besøgte, som også bruger alle sine evner og muligheder i stedet for at stirre sig blind på problemer. Både han og hustruen er veluddannede.
Han leder pinsekirken Assemblies of God, og han har sammen med sin hustru opbygget en stor menighed og en børnehave m.m. De vil også gerne starte en skole, men de mangler kvalificerede ledere, fordi så mange flygter.
De nye evangeliske kirker møder desværre ofte den største modstand fra de gamle katolske og ortodokse kirker.

Tak fra yazidierne

Sammen med Samuel fra Europamissionen og et herbroende europæisk ægtepar, som tilser at midlerne fra Dansk Europamissions givere anvendes korrekt, besøger vi fem af yazidiernes landsbyer.

Selvom den kurdiske befrielseshær, Peshmerga, ikke kunne holde stand mod de fremstormende Islamisk Stat-krigere, nåede de fleste af landsbyernes beboere at flygte. Og Europamissionen støttede de flygtende med tæpper og mad. Og senere, da kurderne og irakerne havde tilbageerobret byerne, hjalp missionen med genoprette veje og bygninger.

Det har en af borgmestrene tidligere udtrykt tak for i Udfordringen, hvor han sagde: ”I kristne var de eneste, som hjalp os”.
Derfor blev vi nu også inviteret til et møde med landsbyernes ledere, hvor man igen udtrykte tak, fordi de kristne ville hjælpe dem.
Den slags gavmildhed nedbryder fordomme og baner vej for det kristne budskab.
Vi sad på gulvet i en stort lokale og fik serveret et festmåltid med kyllinger, ris, suppe, sovs, salat – og colaer. Og the.

Bagefter kørte vi rundt og besøgte byerne. Vi så skudhullerne og de ødelagte bygninger. Bl.a. var der en skole, som IS-krigerne havde forladt. Men de efterlod en bombe, som erobrerne kom til at udløse – og dermed blev både mennesker og bygningen skadet.
Sådan var der mange meningsløse ødelæggelser og tegn på ondskab i Allahs navn.

Lukket by

Senere besøgte vi byen Teleskef, som kun for kort tid siden var tilbagenerobret fra IS. Her blev vi imidlertid afvist af de barske irakiske elite-soldater, som nu bevogter byen.
Her var der foregået voldsomme kampe, kunne man se, og mange var blevet dræbt.
Vi kørte tilbage til den kristne by Qaraqosh, som IS erobrede i 2014. (Det var den by, hvor en lille pige blev revet ud af armene på sin mor og tilbragte tre år hos IS, før hun blev befriet, som vi fortalte om i uge 25)

– En mor klippede en piges hår og smurte afføring i håret for at holde IS-mænd væk fra hende. Så bange var de.

Her forsøgte vores ihærdige rejseleder forgæves at få tilladelse til at besøge byen, men vi måtte køre tilbage endnu engang for at aflevere vores kontaktperson. En schæferhund gnavede på noget, der lignede en arm. Solen var på vej ned, og jeg var lettet, da vi endelig satte kursen hjemad mod Erbil fra dette udsted, hvor vi ikke følte os helt sikre.

Det er ikke altid, de kristne ønsker at vende hjem til deres landsbyer. For nogle steder har deres muslimske naboer gjort fælles sag med IS imod de kristne. Og det føles ikke trygt at vende tilbage til disse naboer.
Andre steder er de kristne vendt tilbage, men mangler jobs, så de kan overleve.

Braveheart

Vi mødte den norske kvinde, Sina Saltbones, som har startet Braveheart-organisationen. Den findes flere steder i verden, men i Irak har man nu i to år koncentreret sig om at hjælpe fordrevne kvinder, der har været udsat for traumer. Mange kvinder har været sex-slaver hos Islamisk Stat, og har været udsat for grusom fornedrelse, og de har brug for psykisk og åndelig hjælp.
– Børn har fået at vide, at de bare var dyr. Mødre har set deres nyfødte blive dræbt. Mange piger er blevet voldtaget, og andre har forsøgt at spille vanvittige for at undgå overgreb, fortæller Sina, da vi besøger hendes center i Duhok.

– En mor klippede en piges hår og smurte afføring i håret for at holde IS-mænd væk fra hende. Så bange var de.
Desværre er der tradition for, at man ikke vil have noget med piger at gøre, som har været udsat for voldtægt. Selv om det ikke er deres skyld. Og ofte føler kvinderne, at de har mistet deres værdi.
Så vi fortæller dem sandheden, som vi kender den som kristne. At de er værdifulde, skabt af Gud og elsket af ham. Vi viser dem gennem massage og øvelser, at de har ret til deres egen krop. Vi tilbyder dem et ”sikkert sted”, hvor de kan høre smuk musik, indånde behagelige dufte, drømme og dele deres tanker, forklarer Sina.

Hun er en varmhjertet kristen, som fortsætter med at hjælpe kvinder til at få et ”brave heart” – et modigt hjerte – og føle sig som prinsesser, selv om de har været så meget ondt igennem.

Radio med indbygget bibel

Blandt de mange kristne irakere, vi møder, er også en, som diskret deler MP3-afspillere ud med Bibelen indtalt på de lokale sprog. Den lille afspiller er samtidig en radio, og derfor kan søgende muslimer nemt skjule, at de faktisk lytter til Bibelen.

Og stadig flere muslimer og yazidier bliver faktisk kristne – på trods af Isamisk Stat – eller måske netop på grund af Islamisk Stat, som har fået mange muslimer til at stille spørgsmål ved islam og i stedet tro på Jesus.