Vi undgik skilsmisse mod alle odds
Ægteparret Kay og Rick Warren havde en svær start som unge nygifte. Senere havde de den store sorg at miste en søn.
Kay og Rick Warren, parret som grundlagde megakirken Saddleback Church i Californien, havde så mange vanskeligheder i de første år som ægtepar, at de kun med nød og næppe undgik en skilsmisse.
Det fortæller Kay Warren ærligt om i bogen Sacred Privilege.
Kay og Rick Warren var begge kun 19 år, da de blev gift.
”Da jeg gik op ad kirkegulvet og så ind i de skinnende øjne på den reelle, gode, unge mand, som havde friet til mig, vidste jeg, at jeg var elsket. Den måde hvorpå han så på mig på vores bryllupsdag blev et anker, som jeg holdt fast i under svære tider, hvor jeg ikke var sikker på, om vi ville overleve det rod, vores ægteskab var blevet til”, skriver Kay Warren i bogen.
Kriser fra starten
Men lykken varede ikke længe:
”Vores sprit-nye ægteskab styrtdykkede straks. Vi nåede ikke engang til enden af vores to-ugers bryllupsrejse i British Columbia, før vi vidste, at vores forhold var i alvorlige vanskeligheder”, fortsætter Kay Warren.
Det unge par havde konflikter og problemer på næsten alle de områder, som et ægtepar kan opleve: I forhold til penge, kommunikation, sex, børn – og svigerfamilierne.
Og konflikterne blev ekstra svære, fordi de unge mente, at de som ledere i kirken måtte holde en facade og lade som om deres ægteskab bare var helt perfekt.
Søgte hjælp
Lang tid efter den hårde start valgte parret at søge rådgivning.
– Med tiden, efter at vi begge var modnet som enkeltpersoner og havde modtaget parrådgivning, begyndte vi at opleve helbredelse i vores ægteskab, skriver Kay.
”Ja, vi havde mange svære tider i løbet af vores ægteskab, men jeg er så lykkelig for, at vi holdt ud gennem vore allerførste svære år. Gud har arbejdet i vores liv med hinanden – og han har brugt vore vanskeligheder og fejl til at drage os tættere til ham og til hinanden”, fastslår hun.
Stor success og stor sorg
Ægteparret Warren har oplevet mange triumfer: De har set Saddleback Church vokse sig til en megakirke – og de har oplevet, at Rich Warrens bestseller ’The Purpose Driven Life’ (Det målrettede liv) er trykt i et tocifret millionoplag og oversat til mange af verdens sprog.
Men parret har også haft den store sorg, at deres psykisk syge søn, Matthew, begik selvmord som 27-årig i 2013.
Kun ved Guds nåde og eksperters hjælp kom parret igennem deres vanskeligheder, så de nu har et ægteskab, der er stærkere end nogensinde.
– Jeg nærmer mig ikke emnet ud fra lyserøde illusioner om ægteskabet – men ud fra de skyttegrave, hvor vores ægteskab blev smedet og holdt i live gennem blod, sved og tårer. Jeg ved, hvad det vil sige at vælge at opbygge et forhold; at søge ægteskabsrådgivning igen og igen; at lade vores cellegruppe og vores familie få indblik i kampen og beslutte endnu engang at sige: ”Lad os starte forfra” og ”Undskyld, kan du tilgive mig, det var min fejl” og ”Jeg tilgiver dig”, skriver Kay Warren i bogen.
Imod alle odds
– Vi har imod alle odds undgået den skilsmisse, som ellers ville være kommet på grund af vores uhensigtsmæssige match…Og nu ved vi bedre.
Vi ved hver især, at vi er det bedste, der nogen sinde er sket for den anden. Jeg elsker den mand, som Gud bragte ind i mit liv for så mange år siden.
Hver især var vi ikke det, den anden havde i tankerne, men vi er hver især netop den, som vores ægtefælle havde desperat brug for for at kunne blive den person, vi hver især er nu i dag, fastslår Kay Warren i sin åbenhjertige biografi.