Min mand er så rar, at jeg bliver sur

Kære Suh.
Jeg har et lidt usædvanligt problem. Det lyder dumt, men min mand er alt for rar!

Min mand har altid båret mig på hænder og fødder, han er betænksom og omsorgsfuld både overfor mig og børnene.
Jeg har det som blommen i et æg, alle mine veninder er dybt misundelige på mig og fortæller mig konstant, hvor heldig jeg er.

Men jeg savner noget ”modspil”, og hvor mærkeligt det end lyder, så er jeg træt af, at jeg får lov til at bestemme alting, nogle gange er det anstrengende altid at have det sidste ord. Nogle gange ville jeg ønske, at han bare skar igennem og ”satte mig på plads”.

Jeg er gennem årene blevet mere og mere irriteret på ham og kommer ind imellem til at skælde voldsomt ud, uden at han forstår, hvad det handler om. Så får jeg dårlig samvittighed og føler mig som den mest utaknemmelige kvinde i hele verden, han vil mig det jo bare godt.

Hvad gør jeg – jeg er ved at blive kvalt i al den godhed.
Venlig hilsen Hustruen

Kære Hustru.
Hvis du er ved at blive kvalt, så er det, din mand gør, skidt og ikke godt, selvom han mener det godt. Men kan noget, der er ment godt være skidt? Ja, selvfølgelig. Tænk fx på den dame i USA, der ville tørre sin våde kat i en mikroovn. Hensigten var god – resultatet skidt.

Din mands omsorg og betænksomhed overfor dig og børnene er i sig selv god, men han er kommet til at glemme noget: At evaluere på resultatet. Er den måde han viser sin kærlighed til dig og børnene på en måde, som gør dig glad og tilfreds? Hvis det i sidste ende er hans mål, så ville dette spørgsmål være af yderste relevans.

Så hvorfor har I ikke snakket om det? Hvorfor går du rundt og brænder inde med utilfredshed og vrede?

For det første har din mand formentlig en hypotese om, at det er sådan, han gør dig glad – du bestemmer = du er glad (hvilket der også er en vis logik i) – og medmindre du afkræfter ham i denne antagelse, så vil han fortsætte. Du har altså et ansvar for at oplyse ham om, at han tager fejl.

For det andet er der en klar fordel i at lade den anden part træffe alle beslutninger, man slipper nemlig for selv at tage ansvar og derfor også for at kunne bebrejdes, hvis det falder uheldigt ud.
Måske har din mand grundlæggende et problem med at turde tage ansvar? Måske har han en baggrund med sig, hvor der var hårde konsekvenser, hvis han fejlede? Eller måske har han hele tiden skullet sørge for, at hans forældre var tilfredse med ham, for at han var accepteret/god nok?

Hvis det er tilfældet, så giver det mening, at han fortsat prøver at gøre alle tilfredse, især dig, der betyder allermest for ham. Så er det hans måde at sikre sig på, at han ikke mister dig.
Problemet er, at han ironisk nok rammer virkelig ved siden af målet, for det du ønsker – at han træder mere i karaktér – gør han netop ikke, fordi han tror, at du ønsker noget andet. Han skaber NETOP det, han ikke ønsker: følelsesmæssig afstand mellem jer samt vrede fra din side.

Hvis dette dårlige mønster skal brydes, er du er nødt til at blive helt klar og tydelig overfor ham og fortælle ham, hvad du længes efter: At han nogle gange bærer ansvaret for det, der skal besluttes, og at han giver dig noget modspil.

Det vil være en god idé, som du allerede selv er inde på, at han får nogle interesser eller sociale relationer, hvor du ikke indgår. På den måde er han tvunget til at forholde sig til, hvad han selv synes og mener.
Hilsen Suh