Det er ikke fordi…

Af Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør

I sommerferien faldt jeg over disse ord fra Esajas Bog:

Hør her! Det er ikke sådan, at Herrens kraft er for svag til at redde jer, eller at han ikke kan høre jeres råb om hjælp.

I de ældre oversættelser plejer der at stå noget om, at ”Herrens arm er ej for kort”.

For vi viser jo vores muskler med armen. Og Guds arm er altså stærk nok og heller ikke for kort til at række ud.
Men hvis vi stopper der og lader os trøste af det, går vi glip af selve pointen. Den kommer i de følgende vers:

Nej, det er jeres synder, der afskærer jer fra Guds indgriben. Det er derfor, han har vendt jer ryggen og lukket ørerne for jeres bøn.

Og så nævner Esajas nogle af det daværende Israels uretfærdigheder. Og Esajas lover også, at:
”Derfor vil han selv frelse sit folk med sine egne retfærdige handlinger.”

Det er faktisk Jesus, som Esajas profetisk hentyder til – 700 år, før han blev født!

Fantastisk – og så behøver vi vel ikke tage de barske ord fra Gamle Testamente alvorligt mere – eller…?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jo, for Bibelen er ikke blot en historisk bog, som handler om Israels uheldige opførsel. Helligånden taler profetisk og personligt til os i dag gennem det, der siges her.

Mon ikke mange af os ind i mellem har undret os over, at Gud ikke greb ind, når vi nu bad ham om det?

Måske skulle vi lige tjekke, om vi har ren samvittighed. Om vi vil have Guds velsignelse, men ikke vil leve efter hans vilje…?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Her taler jeg ikke om mennesker, som er syge, og ikke bliver helbredt. For det kan der være mange andre grunde til end synd. Og problemet er som regel ikke den syge, men at vi forbedere ofte mangler tro eller har forkerte motiver.

Heldigvis er der kommet meget mere skred i brugen af helbredelsens nådegave, så vi nu ser helbredelser ske næsten dagligt. Også lokalt. Det er tegn på gennembrud!

Men hvis vi føler, at der ikke er gennembrud i vores bønner, så er det altså ikke, fordi Gud ikke kan høre os, eller ikke er stærk nok til at hjælpe. Han kan og vil.
Det er måske fordi, vores livsstil afskærer os fra Guds indgriben. For selv om Jesus har taget skylden for vores synder, kan de fortsat blokere for hans velsignelser, – hvis vi ikke vil af med dem.