Sig altid tak

Af Henrik Ølholm Czismadia
Forkynder & underviser,
Omega-centret, Thisted

”Sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.”
(1. Thess. 5, 18)

– Har du nogle gange undret dig over, hvad der er Guds vilje for dit liv? Her er ihvertfald noget af det: Sig tak under alle forhold!

…Du har løst mine lænker. Jeg bringer dig slagtoffer til tak..” (Sal. 116, 16-17),
”Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud!” (Sal. 139, 14),
”Jeg takker dig for evigt, for du greb ind!..” (Sal. 52, 11),
”Da jeg fik hjælp, jublede mit hjerte, jeg takker ham med sang.” (Sal. 28, 7).

Vi kan også takke for andre kristne: ”Vi takker altid Gud for jer alle, når vi nævner jer i vore bønner..” (1. Thess. 1, 2),
”Jeg takker altid min Gud for jer, for den nåde, som han har givet jer i Kristus Jesus. (1. Kor. 1, 4).

At være taknemlig, og at udtrykke det i bøn, er en del af en Kristi discipels liv:

“Når I nu har taget imod Kristus Jesus, Herren, så lev i ham, rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæstede i troen, som I har lært det, overstrømmende i jeres tak.” (Kol. 2, 6-7).

Guds Ord siger, at i de sidste dage skal mennesker blive ”utaknemlige”, endda nogle der i det ydre har gudsfrygt (2. Tim. 3, 1-2, 5).

Utaknemlighed er en del af verdens ånd og den syndige natur, og det vil tage til i disse tider. Derfor skal vi modstå denne ”tidsånd” ved at gøre det, som Gud hele tiden har befalet os: ”Sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.” (1. Thess. 5, 18). Læg mærke til at der ikke står ”for alle forhold”, men under alle forhold.

Ef. 5, 20 siger: ”..sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn.” – og dette betyder selvfølgelig tak for alt, der kommer fra Faderen og er i overensstemmelse med Gud Faders og Kristi natur og vilje!

Så vi skal sige Gud tak altid og under alle forhold – ja, til evig tid:

”Gud lovpriser vi dagen lang, dit navn takker vi til evig tid.” (Sal. 44, 9).

Et af de største problemer for jøderne under ørkenvandringen i Gamle Testamente var ”knurren” og utaknemlighed. Når Gud lige havde gjort et under, var de glade og taknemlige, men så snart der opstod problemer, eller det ikke lige gik som de forventede, brokkede de sig og glemte Guds tidligere undere. De takkede i hvert fald ikke under alle forhold.

At være taknemlig, og at udtrykke det i bøn, er en del af en Kristi discipels liv. Falder alting sammen omkrig os, kan vi altid takke Gud for tilgivelsen og frelsen.
Altid noget at takke for

Der er altid noget, vi kan takke Gud for. Det kan godt ske, at alt falder sammen om os, men så kan vi takke Gud for tilgivelsen for synd, at Jesus har frelst os fra Helvede og glæde os over at vore navne er skrevet i Himlene. (Luk. 10, 20).

”Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.” (Kol. 1,12-14).

”Jeg takker dig, for du svarede mig og blev min frelse.”(Sal. 118, 21)

”Vi takker dig, Gud, vi takker dig, vi påkalder dit navn og fortæller om dine undere.” (Sal. 75, 2).

Vi kan takke Gud for, hvad han har givet os:

”Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end nogen af jer.”
(1. Kor. 14, 18),
“Jeg takker og lovsynger dig, mine fædres Gud, for du har givet mig visdom og styrke;…” (Dan. 2, 23).
Vi kan endda takke Gud for, at Han tillader prøvelser, lidelser, kampe og djævelske angreb, fordi Han igennem det vil forvandle os og føre os til sejr:

”Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!” (1. Kor. 15, 57)
”Men Gud ske tak, som altid fører os med i Kristi triumftog…”
( 2. Kor. 2, 14),

Midt i besværlighederne kan vi takke Gud for Hans trofasthed – at Han ikke svigter os:

”Tak himlens Gud, hans trofasthed varer til evig tid.” (Sal. 136, 26).
I svære tider kan det være et offer at sige tak, men det offer er vi kaldet til at bringe:
”Lad os bestandig ved ham bringe Gud takoffer…” (Heb. 13, 15).

Taksigelse fører ind i Guds nærvær:

”Gå ind ad hans porte med takkesang, ind i hans forgårde med lovsang, tak ham, pris hans navn!” (Sal. 100, 4).
”… syng med tak i jeres hjerte til Gud.” (Kol. 3, 16)

Tak er også den rette holdning, når vi skal bringe vore ønsker frem for Gud i bøn:

“Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.” (Fil. 4, 6),
”Vær udholdende i bøn, våg med bøn og tak.” (Kol. 4, 2).

– TAK fordi du tog tid til at læse dette.

Ugens prædiken er ikke ud fra søndagens tekst, som kan læses her nedenfor:

Søndagens tekst: Luk. 19:41 – 48

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

Jesus græder over Jerusalems vantro
41 Jesus var nu så tæt på Jerusalem, at han kunne se ud over hele byen. Da brast han i gråd og sagde: 42 »Gid du i dag kunne forstå, hvad der fører til fred. Men det er skjult for dine øjne. 43 Det varer ikke så længe, før dine fjender vil samle sig mod dig. De vil bygge en vold op omkring dig, omringe dig og presse imod dig fra alle sider. 44 De vil jævne dig med jorden og knuse dine indbyggere, fordi du ikke greb chancen, da Gud kom til dig!«

Den sidste tempeludrensning
45 Senere gik Jesus ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende ud. 46 Han råbte til dem: »Skriften siger: ‘Mit hus skal være et bønnens hus,’ men I har gjort det til ‘et tilholdssted for røvere.’ « 47 Hver dag underviste Jesus i templet, men ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere spekulerede på, hvordan de kunne få ham slået ihjel. 48 Dog kunne de ikke finde nogen anledning til det, for folk stimlede sammen om ham og slugte hvert ord, han sagde.