12 nye Impact-volontører er rejst ud for at gøre en forskel
I slutningen af august rejste en gruppe volontører og praktikanter til Honduras, Nicaragua og Filippinerne i håbet om at gøre en forskel for udsatte børn og unge i fattigdom.
En ny hverdag, et nyt sprog og en ny kultur er nogle af de ting, som venter de nye udsendte volontører. De næste 4-6 måneder skal volontørerne arbejde på skoler og børnehjem samt lave opsøgende arbejde blandt udsatte børn og unge i fattigdom.
Volontørerne har før afrejsen deltaget i Impact Academy, som klæder dem på til deres nye hverdag. Impact Academy bygger på 3 vigtige elementer – learn, give, share. De frivillige lærer om fattigdom og får læringen sat i perspektiv på deres projekter.
Efter deres hjemkomst opmuntres de til at dele deres oplevelser og viden for derigennem at være en del af et mere langsigtet projekt end blot volontøropholdet.
Vivas volontørprogram, Impact, sender frivillige ud til lokale, kirkelige børneprojekter i Honduras, Nicaragua og Filippinerne, hvor de arbejder på børnehjem og skoler. Viva Danmark fokuserer på at få udsatte børn og unge væk fra gaden og dernæst hjælpe de unge med en god start på voksenlivet.