Tausen – den danske Luther

Hans Tausen var den vigtigste danske reformator, da Danmark gik fra at være katolsk til protestantisk.

Året er 1527, og Skt. Hans Kirke i Viborg er stuvende fuld. Oppe foran står Hans Tausen og taler med en kraftfuld og myndig røst. På et frisk, folkeligt dansk taler han imod katolicismen og for den nye lutherske lære.

Folket i Viborg er vilde med den veltalende Hans Tausen og hans prædikener, især bønder og borgere. Efterhånden er der slet ikke plads til alle i kirken, og møderne må flyttes ud i det fri.

Hans Tausen taler imod helgendyrkelse, munkevæsen og afladshandel. Og imod paven. Han hævder, at mennesket frelses ved tro alene og ikke ved fromhedsgerninger.
Det er risikabelt at sige i en tid, hvor den katolske kirke stadig har monopol, og hvor man kan blive dømt for kætteri.
Men tiderne og folket er med ham. Kirkelige reformtanker og nye humanistiske strømninger optager folk flere steder i Europa – også i Viborg.

Tausen er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Og han viser sig at være en reformator og vækkelsesprædikant af format. Han er en blændende taler, og hans ligefremme stil er folket slet ikke vant til. Og så prædiker han endda på et dansk, som man kan forstå! Hans tilhørere synger salmer på dansk, og det er også helt nyt.

Brud med kirken

Hans Tausen får senere tilnavnet ”den danske Luther”, og hér i 500-året for den lutherske reformation er han svær at komme udenom.

Hans betydning for Danmarks brud med katolicismen er enorm. Selv om han ikke er den eneste danske reformator i de år, kommer han til at fremstå som en dansk leder af bevægelsen.

Som sit forbillede Martin Luther begynder han som munk, bryder med katolicismen, gifter sig og får børn, bliver bibeloversættelser og salmedigter.

Hans brud med den katolske kirke sker hér i Viborg.

Som munk har han aflagt løfte om evigt troskab mod den katolske kirke. Det bryder han og aflægger sig ordensdragten.

Han udsættes for trusler af biskoppen i Viborg, Jørgen Friis, der vil have Tausen anklaget og dømt som kætter. Det er en alvorlig sag, for i værste fald kan det betyde døden. Borgerne i Viborg slår dog ring om Hans Tausen, og selveste kongen – Frederik 1. – kommer Tausen til undsætning ved at gøre ham til sin personlige præst. Dermed kan Hans Tausen ikke røres, og han står ikke længere under kirkens og biskoppernes jurisdiktion.

I stedet for at få Hans Tausen dømt for kætteri ender det hele med, at biskop Jørgen Friis selv bliver jaget ud af byen, da Viborg bliver protestantisk.

Borgerne tager begejstret mod Tausen som frikirkeprædikant. Nu kan han prædike frit. Tausens brud med munkeordenen er så gennemgribende, at han endda gifter sig og får sit første barn, til stor forargelse for byens gejstlige.

I Viborg udgiver Hans Tausen en række skrifter, der er de første danske skrifter fra reformationsopgøret. Bl.a. oversætter han Martin Luthers dåbsritual i 1528 og udgiver et forsvarsskrift for den reformation, der reelt gennemføres i Viborg allerede i 1529, selv om Danmark først officielt bryder med katolicismen syv år senere.

Mødet med Luther

Hans Tausen er kommet til Viborg fra Antvorskov ved Slagelse. Her har han i nogle år været munk på Johanitterklostret i byen, men med flere afstikkere og studierejser til universiteterne i Rostock, København og Leuven – og til sidst til selveste Wittenberg.

Han er en begavet munk. Med gode talegaver.

På sine studierejser deltager han i heftige diskussioner med andre teologer og teologistuderende om de nye strømninger, der rører sig i Europa – og især om Martin Luther i Wittenberg, som har rettet kritik mod helt centrale sider af den katolske kirke.

Hans Tausen beslutter sig for at forsøge at finde hoved og hale i det alt sammen. Han vil træffe den mand, som de alle sammen taler om. Så han rejser til Wittenberg og bliver her i næsten to år, hvor han på universitetet overværer forelæsninger af Luther og dennes gode ven og medarbejder Philip Melanchton.

Han suger til sig af alt det nye, han hører i byen. Om hvordan troen er en gave, som mennesket fik af Gud selv, og ikke noget, man skal kæmpe sig frem til.

Tiden går med bibelstudier og forelæsninger, og munken Hans Tausen begynder at få anfægtelser, men holder det i første omgang for sig selv.

Efter knapt to år bliver han kaldt hjem til klostret i Antvorskov. Hér prædiker han på skift med de andre præsteordinerede munke, men mødet med Luthers lære har sat sig spor, og i en skærtorsdagsprædiken i 1523 hævder han, at mennesket frelses ved tro alene og ikke ved fromhedsgerninger. Prædikenen er i det hele taget præget af det, han har oplevet i Wittenberg, og den falder bestemt ikke i god jord.

Vi ved ikke med sikkerhed, om Tausen udsættes for forfølgelser, eller om han tilbringer en tid i klosterfængsel, som traditionen siger, men i hvert fald ender han med at bliver forflyttet til Viborg.

Kaldes til København

Hvis hensigten med forflyttelsen er at lukke munden på den genstridige munk og omvende ham fra kætteriet, er Viborg nok et dårligt valg at forflytte ham til. Viborg er et af de steder i Danmark, hvor reformationsopgøret er længst fremme. Egnens bønder og borgere er godt trætte af den katolske kirkes salg af afladsbreve og af tiggermunkene, der render rundt allevegne. Viborg har på den tid et rigtig kirkeliv, med domkirke, klosterkirker, 12 sognekirker og en stribe kapeller, og på egnen er der stor lydhørhed overfor de protestantiske tanker, der siver til Danmark sydfra.

Tausen får snart stor tilslutning. Og efter bruddet med munkeordenen er han under kongens beskyttelse en fri mand til at prædike. Tiden i Viborg bliver nok nogle af hans lykkeligste år, men kongen har brug for en mand af hans kaliber i København. Derfor må Tausen i 1529 bryde op med kone og barn og flytte ind som præst ved Nicolai Kirke, hvor der straks opstår en stor vækkelse omkring ham.

Med Frederik 1. død i 1533 er det slut med den kongelige beskyttelse, og Hans Tausen anklages både for injurier mod Roskildes biskop Joachim Rønnow, for ulovlig benyttelse af kirkerne og for kættersk nadverlære. Han idømmes forvisning fra Sjællands og Skånes stifter, men indgår efter 14 dage forlig med Rønnow og vender tilbage.

Med kongens død kan rigsrådet ikke enes om valget af en ny konge. Konflikten bryder ud i lys lue, da Danmark kastes ud i borgerkrigen Grevens Fejde, der slutter i 1536 med Christian 3. som sejrsherre. For kirken får det den konsekvens, at Christian 3. fængsler de danske biskopper, inddrager kirkens besiddelser, og i oktober gennemføres så reformationen officielt. Fra da af er

Danmark protestantisk. Efter Grevens Fejde er Hans Tausen medforfatter til den lov, der kommer til at omhandle den nye, evangeliske kirke. Loven kaldes Kirkeordinansen og godkendes af Martin Luther, men udstedes af Christian 3. og medbesegles af rigsrådet.

Bagefter er Hans Tausen i 3 år lektor og prædikant ved Roskilde Domkirke, og fra 1541 og frem til sin død i 1561 biskop i Ribe.

På Tave bondes ager

På Hans Tausens gravsten i Ribe Domkirke er der en indskrift, forfattet af hans svigersøn, hvor Birkende (på Fyn) nævnes som hans fødested. Fødselsåret er sandsynligvis 1494.
Ellers ved vi ikke meget sikkert om hans tidligste år.

B.S. Ingemanns sang »På Tave bondes ager« om den kvikke bondedreng, der bliver præst og ender som biskop i Ribe, kender mange fra Højskolesangbogen. Heri siger Ingemann om Tausen, at ”han stred med ordets sværd og sejred med ånden i hjertefolkets hær”.

Det er muligt, at Hans er bondesøn – måske lavadelig – men sikker viden har vi ikke. Han går sandsynligvis på Latinskolen i Odense, inden han kommer til Antvorskov og bliver munk, men meget af fortællingen om Hans Tausens barndom stammer fra senere overleveringer.

Derimod ved vi meget om hans sene år. Han er gift to gange, med henholdsvis Dorothea Sadolin og Anna Andersdatter, og han får seks børn – og tilbringer altså sine sidste 20 år som Ribes biskop.

I sin tid i København og senere i Ribe oversætter han Det gamle Testamente fra hebraisk til dansk, og han skriver en håndfuld salmer, hvoraf få stadig er i brug. Han udgiver i 1539 den første samlede danske prædikensamling til hele kirkeåret, kendt som Hans Tausens Postil.

Teologisk er han selvfølgelig inspireret af Martin Luthers teologi, men han synes dog også præget af andre reformatoriske teologer. Hans nadversyn giver fx mindelser om schweizeren Ulrich Zwinglis eller den radikale Andreas Bodenstein von Karlstadts.

Sammenlignet med andre af de nye lutherske gejstlige hører Hans Tausen nok til den konservative fløj.
Han dør den 11. november 1561 og begraves i Ribe Domkirke.