Tidligere formand bliver Oase-generalsekretær

Ruben Dalsgaard er vokset op med Dansk Oase i Hjarup præstegård.

Ruben Dalsgaard voksede op med den åndelige fornyelsesbevægelse, som senere blev til Dansk Oase.

Som barn af sognepræsteparret i Hjarup, Irene og Niels Peder Nielsen, var han med til mange af de aktiviteter, de foregik i det lille landsogn, og som tiltrak åndeligt interesserede fra hele området.
Faderen var en af de ”fædre”, som grundlagde Oase i Danmark, efter norsk forbillede.

Rubens storesøster Sara var med i lovsangskoret og blev senere gift med teologen Keld Dalmann, som siden 2002 har været præst i Aarhus Valgmenighed. Han har også været formand for Dansk Oase.

Den post fik Ruben i februar 2015, hvor han kom med i DanskOases lederskab og samtidig blev valgt som ny formand.

To år senere, i februar 2017, overlod han formandsposten til sognepræst Peder Sode – men kun et halvt år senere er han nu blevet ansat som generalsekretær. Her afløser han 1. oktober Karsten Bach, der efter 5 år som især administrativ leder, følte, at han havde ydet det, han kunne.

Nu får man i stedet en præst i spidsen, og bevægelsen har da også allerede annonceret efter ”praktiske” folk, som skal hjælpe med bl.a. at gennemføre den årlige SommerOase – nu i Horsens – som plejer at tiltrække ca. 5.000.

Mødte Hanne i mission

Ruben var allerede som teenager i gang med at lede mennesker til Jesus. Og det var i den forbindelse, at han mødte sin nuværende hustru, Hanne. De har tre piger, Naomi, Oline og Karla på hhv. 5, 9 og 13 år.

– Jeg mødte Hanne i forbindelse med en missionstur til Letland fra Hjarup kirke, hvor mine forældre var præstepar. Vi inviterede bredt ud til unge fra Oasebevægelsen, og der dukkede Hanne og en veninde op hele vejen fra Esbjerg. Det var meget specielt, for da hun trådte ind i rummet, oplevede jeg, at ’wow, her var der noget’. Vi var allerede ude og gå en tur samme aften, men først et år senere, da vi havde været på en 14 dages missionstur til Letland, blev vi kærester, har han fortalt.

Præst i Silkeborg

Et par år senere – mens Ruben studerede teologi på Menighedsfakultetet i Århus – mistede Silkeborg Oasekirke deres præst.
Ruben var på det tidspunkt aktiv i Aarhus Valgmenighed.

Kort efter blev Ruben ansat som ungdomsleder i et halvt år. I januar 2006 blev det til en fuldtidsstilling som præst i kirken, hvor Ruben og Hanne sidste år kunne fejre 10-års jubilæum.
Her får han hjælp af sin præstefar, der hjælper til med sine mange erfaringer og visioner.

Oasekirken har forsøgt at gøre en forskel for deres by Silkeborg. Det har bl.a. ført til et samarbejde med kommunen om at tage hånd om ressourcesvage borgere.

Blandt de mange aktiviteter, der har været med til i kirken, er også to menighedsplantninger i Voel og Viborg.

– Vi skal ikke bare været et stort center, der trækker folk ind; vi skal ud og genopbygge fortidens ruiner lokalt, sagde han, da han blev formand for Oase.

Han har desuden en årrække bag sig som bestyrelsesformand i Youth for Christ.

– Jeg er overbevist om, at den måde vi i DanskOase er kirke på, er meget præget af, at vi faktisk tror på Helligånden, som udruster os til at tjene med nådegaverne.

Hvis vi holder op med at lade os lede til Kristus af Helligånden, er vi ikke lyset på bjerget – det fyrtårn, som Gud kalder os til at være, har han sagt.

– Vi skal blive ved med at turde være radikale i vores forkyndelse af evangeliet og være afhængige af, hvad Guds ånd siger.