Værste valg nogensinde for Kr. Folkeparti i Norge

Partileder Knut Arild Hareide flirtede med venstrefløjen – og tabte valget.

Norges tidligere så store Kristeligt Folkeparti nærmer sig nu spærregrænsen på 4 pct. Efter valget i mandags gik KrF yderligere 1,3 pct. tilbage og ligger nu på kun 4,2 pct. Partiet får kun lov at beholde 8 ud af de 10 mandater.

Valget var en lussing fra især vælgerne i Vestlandet, der traditionelt er mere kristne end i det øvrige Norge.

Kommentator Bjarte Ystebø skriver i avisen Norge IDAG, at KrFs tilbagegang skyldes ”en Oslo-baseret parti-elite, der ikke lytter til de kristne græsrødder og ikke længere forstår, hvordan de tænker.”

Norsk KrF har oplevet den samme konflikt, som for ti år siden betød dansk KDs farvel til Folketinget. En konflikt mellem de værdikonservative græsrødder, som lægger vægt på de kristne værdier og ønsker en borgerlig regering, og så de politisk skolede og aktive – især i ungdomsafdelingen – som sympatiserer med venstrefløjen og forsøger at være så politisk-korrekte, at de lægger luft til deres eget bagland.

Mens det i Danmark gik hurtigt ned ad bakke, har det i Norge trukket i langdrag, fordi partiet har haft så stort et kristent bagland.

Men nu er det ved at være slut. Og partileder Knut Arild Hareide bliver nu nødt til at tage vælgernes dom alvorligt, hvis partiet skal have en fremtid.

KrF stod kritisk udenfor den regering af Høyre og Fremskridtspartiet, som vandt valget. Det er i øvrigt første gang i mange år, at en borgerlig regering er blevet genvalgt i Norge.
På grund af KrFs vaklen mellem fløjene vidste KrFs vælgere ikke, om partiet ville støtte den borgerlige regering eller en regering med Arbejderpartiet. Selv om partiet få dage før valget lovede at støtte den siddende regering, var det for sent.

KrFs tilbagegang er mest udtalt i Vestlandet, i det såkaldte Bibelbælte, hvor KrF har de fleste af sine vælgere. Det er de konservative amter. Partiet er mindst i Østlandet og Nordnorge, hvor de liberale amter findes.

Uenigheden om de mange mellemøstlige asylansøgere har også spillet ind. Partileder Knut Arild Hareide kaldte ministeren for asylområdet Sylvi Listhaug for ”Extreme Sylvi” og gjorde hende til hovedfjenden. Men Listhaug er populær blandt mange kristne vælgere på Vestlandet, fordi de frygter islam.

KrFs største nedgang skete i Møre og Romsdal (-2,8%), hvor næsten en ud af tre KrF-vælgere forsvandt. Mange af partiets vælgere i vest og syd overvejede for første gang i deres liv ikke at stemme på KrF denne gang.

Bjarte Ystebø mener, at valgnederlaget samtidig er en chance:
– Nu kan partiet slå hul på Oslo-boblen, som dominerer både partiets tænkning, prioriteringer og valg. De må faktisk, enten de vil eller ej, lytte til græsrødderne i de områder, hvor de er nødt til at hente vælgerne i fremtiden. Og de er nødt til at involvere alle, som vil partiet det godt, skriver han.