Drop den fromme facade
Vi kaldes hver dag til at følge Jesus – til barmhjertighedens liv, tjeneste og fællesskab.
Sommetider kan man vel næsten få helt ondt af farisæerne og de skriftkloge, sådan som der fortælles om dem i evangelierne i Det Nye Testamente.
Farisæerne var jo et meget nøjeregnende konservativt, jødisk/religiøst parti. De havde brugt hele deres liv på at læse Skrifterne og lytte til traditionen. Og de har gennemtænkt og diskuteret sig frem til et religiøst system af regler, som de kunne leve efter og føle sig sikre i og trygge ved. De skriftkloge havde fået dannet sig et ret detaljeret og systematisk regelsæt, som de kunne bruge både til sig selv – og til at bedømme andre. Deri har der altså ligget en tryghed, som de har kunnet orientere sig ud fra.
Samtidig har gruppen af farisæere og skriftkloge også haft deres indbyrdes rangorden nogenlunde på plads. Og der har været en klar indbyrdes forståelse af, hvem der skulle sidde på hvilke pladser – og hvem man rejste sig op for.
Og så dukker Jesus ellers op i evangeliet til i dag og ryster farisæernes og de skriftkloges religiøse regler og rangordninger sønder og sammen. Jesus rykker deres pæne lovlydige, religiøse facade til side og afslører det alt sammen som ubarmhjertighed og selvhævdelse.
Jesus startede med at helbrede en meget syg mand for øjnene af dem. Ifølge farisæernes indsnævrede regler om helligdagen, så måtte Jesus ikke have hjulpet manden! At helbrede manden ville ud fra de skriftkloges forståelse af Moseloven overskride kvoten for tilladt arbejdsmængde på en jødisk sabbat. Men Jesus viste den nøjeregnende forsamling, at omsorg, barmhjertighed og kærlighed altid må være de religiøse reglers forståelsesnøgle og drivkraft!!
Overholdelse af religiøse regler måtte ifølge Jesus ikke hæmme barmhjertighed, omsorg og tjeneste. Tværtimod!
Og så er det jo pludselig ikke længere så enkelt, hvis barmhjertighed, omsorg og tjeneste til enhver tid har forrang. Det kan være svært at overskue.
Samtidig mindede Jesus dem om, at de jo nok også havde prøvet selv at bøje reglerne lidt, når det var dem selv og deres egen husstand, som var kommet i klemme i forhold til Moseloven. Og det der med at bøje reglerne – om ikke for vores egen så for vore kæres skyld – hvem af os kender ikke til dét..?
Farisæerne og de skriftkloge kunne heller ikke gi´ noget svar på tiltale. Det har ikke været nemt for dem.
Men Jesus fortsatte. Ved at spejle sine tilhørere i endnu en fortælling afslørede Jesus, at indbyrdes ære og anseelse og respekt var blevet det aller-vigtigste for dem.
Hvorfor var Jesus så hård ved farisæerne og de skriftkloge den dag..? Det er da så menneskeligt normalt, at vi sommetider har brug for en firkantet målestok for at kunne vurdere andre mennesker i forhold til os selv. Og det er da så menneskeligt, at vi har brug for lidt selvhævdelse.
Ja – det er så normalt. Men det er også så…dødt..! Ligesom kalkede grave. Pæne udadtil – men indvendigt fyldt af kulde og død. Og vi ved det jo godt, at sådan er livet, når vi lever for at sætte grænser op og holde andre ude, – og når vi lever for at hævde os selv. Hvem af os kender ikke dét?
Evangeliet viser os, at Jesus ikke vil overlade hverken de skriftkloge eller vi andre til os selv i vores kalkede grave. Da Jesus senere hang på korset, langfredag, korsfæstet af farisæere og skriftkloge, så bad han: ”Fader, tilgiv dem. For de ved ikke, hvad de gør.” Også efter så total og hadefuld og makaber en afvisning fik barmhjertigheden det sidste ord!
Ham, som sidder på den højeste plads – den levende Gud selv, han bøjede sig ned til krybbe og til kors – til den allerringeste plads..! Han gjorde det, fordi det var nødvendigt! Jesus indtog den nederste plads, fortabelsens plads, for at genvinde plads for os mennesker hos Gud!
Påskemorgen væltede Jesus stenen væk fra den kalkede grav – indvendig fra – for at bane vej ud som barmhjertighedens og håbets mulighed for dig og mig – og for ethvert menneske.
Og vi kaldes hver dag til at følge Jesus ud af døden – til barmhjertighedens liv, tjeneste og fællesskab med Gud og med mennesker.
Uoverskueligt – men levende. I Jesu navn, amen.
Søndagens tekst: Luk. 14: 1 – 11
Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk
Konfrontationen fortsætter
1 På en sabbat var Jesus indbudt til at spise hos en af de ledende farisæere, og alle hans modstandere holdt skarpt øje med ham. 2 En mand, som led af vand i kroppen, kom hen til Jesus for at blive helbredt. 3 Jesus vendte sig derfor til farisæerne og de skriftlærde og spurgte: »Har man lov til at helbrede på sabbatten eller ej?« 4 Ingen turde svare. Så lagde Jesus hånden på den syge mand, helbredte ham og lod ham gå. 5 Derefter sagde han: »Hvis et af jeres børn eller en ko faldt i en brønd på en sabbat, ville I så ikke med det samme trække det op?« 6 Stadig intet svar.
Om ydmyghed og gæstfrihed
7 Jesus lagde mærke til, hvordan gæsterne udvalgte sig de bedste pladser ved bordet. 8 »Hvis du er indbudt til en fest, skal du ikke prøve at få den bedste plads,« sagde han. »For hvis der er indbudt nogen, som er fornemmere end dig, 9 vil værten sige: ‘Vær venlig at give plads for den gæst her.’ Så må du rejse dig og tage den plads, der er ledig ved den nederste ende af bordet, og det ville være flovt. 10 Nej, når du bliver indbudt, må du hellere sætte dig nederst ved bordet. Så kommer værten måske og siger: ‘Kom her, kære ven, og sæt dig op på en mere fornem plads.’ De øvrige gæster vil da se, hvordan du bliver æret. 11 For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«