Du skal ikke tro, du er noget…. Eller skal du?

Jeg voksede op i ret frie rammer. Min mor var nattevagt på Rigshospitalet, og når hun havde givet os morgenmad, så sov hun, mens min søster og jeg legede i den kæmpestore have, eller med de andre børn på den lukkede villavej i Tåstrup. Min far var selvstændig tømrer, så han kom og gik mange gange i løbet af dagen, eller arbejdede tæt på, så vi kunne gå med ham, og se ham bygge et køkken eller lægge et nyt tag.

Jeg gik kun meget kort i børnehave, nok som en indslusning til børnehaveklassen, hvor jeg startede som seksårig.
Skolelivet blev et kulturchok for mig. Der var hundredevis af sociale spilleregler, som jeg først erfarede, hver gang jeg havde brudt dem.

Tonen i min klasse var hård og ubarmhjertig. Jeg lærte på den hårde måde, at jeg kun var OK, hvis jeg var som de andre. Jeg blev rimelig god til at passe ind, og at gøre som omverdenen og janteloven forventede af mig.

En pinse for en del år siden, kom Helligånden på en ny måde ind i mit liv med sine gaver og opgaver til mig. I den første tid var den største og næsten uovervindelige udfordring, at finde mit indre barn igen. Jeg var så hæmmet af, hvad folk dog ville tænke og hvor pinligt det kunne blive, at følge Helligåndens kald og ideer. Jeg mærkede kaldet som en brændende længsel, men frygten for at ramme ved siden af, overskyggede næsten alt andet.

Det vendte først for alvor en dag, det blev lagt på mit hjerte at bede for en mand, der åbenlyst hånede den igangværende gudstjeneste. Han var på krykker med foden i en hospitalsstøvle og stod sammen med sine venner. Jeg var overvældende bange for at blive til grin, men denne gang overvandt Helligånden janteloven. De grinede højt og filmede mig, mens jeg rødmende og med bævende stemme (efter at have fået lov), bad for mandens fod. Han indrømmede, at han mærkede noget, men om han blev helbredt er stadig uvist.

Næste dag på arbejdet havde kollegaer set det hele på venners facebookside, hvor det er lagt op som en latterliggørelse af Strandkirkens gudstjeneste. Kinderne blussede, som filmen blev vist til kollegaerne på lærerværelset, indtil en kollega pludselig udbryder: “Vibeke dit ansigt lyser af glæde, mens du beder for ham, det rør mig dybt at se”.

Dette blev et vendepunkt for min frimodighed, hvis Gud kan røre mennesker også i det jeg finder vildt pinligt, så lad bare det pinlige komme også.