Min veninde er respektløs overfor mig, hvad gør jeg?
Hej Suh.
Hvis man har en veninde, der opfører sig respektløst overfor én – er det så bedst at konfrontere hende med det, eller skal man bare give hende igen af samme skuffe?
Hvad får man det bedste resultat ud af?
Vh. Veninden
Kære Veninde
Tja, det kommer jo lidt an på, hvilket resultat, du gerne vil have?
At behandle andre uden respekt udløser som regel en sur og vred respons, uanset, om ”de selv har været ude om det”, og den dialog, der udspringer af dette er sjældent særlig konstruktiv. Men det er selvfølgelig en måde, at få den andens opmærksomhed på, hvis andet ikke virker.
Umiddelbart er det dog min erfaring, at det altid er bedst at forsøge sig med en dialog med den anden part. Her kan man styre rammerne for dialogen og også have en vis indflydelse på konflikt-niveauet ved f.eks. at lægge meget roligt og venligt ud.
Et godt tip er at sørge for udelukkende at tage udgangspunkt i sig selv: ”Når du siger/gør sådan, så bliver jeg ked af det/såret, fordi et får mig til at føle at…” eller ”Når du ikke svarer eller ikke gør sådan og sådan, så bliver jeg i tvivl om XXX og det gør mig usikker… ”. På denne måde får man som udgangspunkt henledt opmærksomheden på, hvordan den andens adfærd påvirker en selv, og dermed sat fokus på ens egne følelser og reaktioner, som ikke kan anfægtes eller betvivles.
Den anden får samtidig mulighed for at blive opmærksom på, hvad hans/hendes ord eller handlinger faktisk gør ved andre, og kan derefter forklare sig eller undskylde. Ofte kan det blive til en god samtale med godt udbytte.
Det kan selvfølgelig også ende med, at den anden går i forsvar med det samme og ikke evner at rumme dig og dine følelser, og i stedet for bortforklarer og undskylder, ikke over for dig, men undskylder sig selv. Du kan så prøve at gentage dine forklaringer igen, men hvis det preller helt af, lukker de fleste af os ned, og stopper med at forsøge – vi resignerer.
I stedet kan det være nødvendigt at være opmærksom på at få sagt mere klart og kontant fra i selve situationen: ”Det er lige præcis når du siger sådan, at jeg bliver ked af det” eller ”Når du gør netop sådan lige nu, så bliver jeg vred fordi ….”, så den anden forstår, hvad det handler om i praksis. Nogle gange hjælper dette heller ikke, og så kan det ind imellem være nyttigt at lade den anden part ”smage sin egen medicin” i håb om, at det får ham/hende til endelig at forstå.
Er der intet, der trænger igennem, så er det måske på tide at stoppe det venskab og investere i andre i stedet for.
Hilsen Suh