Ny dansk ambassadør budt velkommen i Israel

Danmarks nye ambassadør i Israel, Charlotte Slente, blev modtaget på den røde løber i Jerusalem den 23. oktober.
Foto: Vidar Norberg.

Israels præsident Reuven Rivlin fortalte Danmarks nye ambassadør, Charlotte Slente, at jøderne har fået fædrelandet i Det gamle Testamente. Han vil have Slente til at forklare Mahmoud Abbas, at palæstinenserne må leve sammen med nationen Israel. Desuden ønskede han ”lidt dansk hjælp for at forbedre forholdet til Sverige”.

Den røde løber var rullet ud. Charlotte Slente hilste på de israelske soldater, som stod i stram giv agt. Hornmusikken spillede den danske nationalsang, og det så ud til, at Charlotte Slente sang med på ”Der er et yndigt land”. I modtagelseshallen overrakte Danmarks nye ambassadør højtideligt sine akkreditiver til Israels præsident.

Lande med meget til fælles

– Jeg håber, at jeg i mine år som ambassadør bliver i stand til at styrke forbindelserne mellem vore to lande, både politisk, økonomisk og kulturelt. Min regerings intention er at styrke samarbejdet. Vi har åbnet et forbindelsescenter ved ambassaden, som får mere diplomatisk personel. Det er et tegn på, at vi virkelig ønsker at udvide samarbejdet. Det er også et tegn på, at vi har meget fælles, som kan gøres, sagde Charlotte Slente.

– Jeg tror, det er rigtigt at sige, at Danmark og Israel er lande, som har meget til fælles. Vi er begge små lande med en lille befolkning. Vi er lande med relativt begrænsede naturressourcer. Menneskene er vore ressourcer – med talenter, som bringer vore lande fremad.

Charlotte Slente sagde, at meget kan gøres i innovationscentrene for at fremme videnskabeligt og kommercielt samarbejde, som også kan gøre gavn langt ud over Danmarks og Israels grænser.

Fred i Mellemøsten

Slente forsikrede præsidenten om, at hun er interesseret i fred i regionen, også med Israels nærmeste nabo.

– Jeg ønsker personligt at investere i at fremme freden, sagde den nye ambassadør.

Præsident Rivlin kom med en politisk orientering til Charlotte Slente, som fra 2007- 2009 havde sin udenrigstjeneste i de latinamerikanske lande Bolivia, Peru og Ecuador. Rivlin sagde, at det er Israels skæbne, at de må leve sammen med deres søskendebørn, araberne, der også har Abraham som far.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Præsidenten forklarede, at det jødiske folk ikke har noget andet sted at vende tilbage til end fædrelandet. Kommer man frem til denne forståelse, bliver det enklere. Han sagde, at ”fætteren” Abu Mazen (Mahmoud Abbas) må overbevises om dette, og Mazen må forklare sit folk, at jøderne er i landet og er en nation.

Rivlin sagde, at han også havde diskuteret denne sag med Danmarks udenrigsminister for nogle måneder siden.

– I kan gøre masse ved at forklare palæstinenserne, at det jødiske folk er her. Der er 6,5 millioner jøder her. Noget sådant er aldrig før hændt det jødiske folk. Det viser, at vi er meget klare i vor intention om at blive. Vi kom her for at leve i fred. Vi må finde en vej.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg er sikker på, at du kan hjælpe os. Du vil rejse til Ramallah. Lad dem forstå, at Israels eksistens som nation er en moralsk afgørelse fra nationerne. Dette er ikke vort hjemland på grund af holocaust. Det er ingen kompensation. Dette er vort land, fordi det blev lovet os i Det gamle Testamente. Der er ingen anden bog, som viser os, hvor vi skal gå. Vi kom tilbage til vort land. Nu må vi finde en vej til at leve sammen, sagde Rivlin.

Holocaust

– Alle jøder over hele verden og israelerne sætter stor pris på den danske indsats under holocaust, sagde Rivlin.

Ambassadøren takkede, fordi præsidenten nævnede, hvordan danskerne reddede jøder under anden verdenskrig.

– Det er en del af vor historie, som vi er stolte af. Jeg tror, det er en del af vor historie, som jeg er blevet mere bevidst om. Det har gjort stort indtryk på mig, hvordan israelerne lægger vægt på dette lille lys i et hav af mørke, sagde Slente.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Absolut. Det var et lille lys, som bragte os en masse håb, kommenterede Rivlin.

Charlotte Slente mindede præsidenten om, at det næste år er 75 år siden danskerne reddede jøderne. Over 7.000 jøder blev i løbet af tre uger sejlet over fra det okkuperede Danmark til det neutrale Sverige.

”Det er en stor ære for mig at være kongeriget Danmarks ambassadør i Israel. Jeg glæder mig til at styrke relationerne mellem vore to venligtsindede stater, Israel og Danmark. Må vores venskab altid være stærkt”, skrev Charlotte Slente i gæstebogen ved sin indsættelse.
Diplomat med familie

Spørgsmålet om Jerusalem kom op i en bisætning, da Rivlin sagde, at det bliver nærmere for danskerne at tage til Ramallah, når Danmark får ambassade i Jerusalem, selv om vejen fra Tel Aviv er god.

Rivlin antydede humoristisk, at Danmarks nye ambassadør måske kan gøre noget for, at Israel kan få et bedre forhold til Sverige.

Slente præsenterede dele af den danske ambassades stab for præsidenten. Hun introducerede også sin mand, Alberto Rodriguez, deres to børn og forældrene. Det var hjertelige møder med præsidenten.

– Det er en stor ære at repræsentere vort land her i Israel. Min familie og jeg er meget imponeret over det dynamiske samfund, som vi har fundet i Israel. I har en energisk befolkning, og det har gjort det muligt at skabe det, Israel er i dag, sagde Slente før præsidentens ”limousiner” kørte dem ud fra præsidentens residens.

Slente overtog stillingen som Danmarks ambassadør efter Jesper Vahr, som gjorde tjeneste i Israel i fire år.

Danmark har haft diplomatiske forbindelser med Israel siden 1949.