En større mening i livet

For få år siden fandt Henrik Kahlke ud af, at han ville føle sig mere tryg ved at melde sig ind i Folkekirken igen end ved at forblive udmeldt. Den ’lille’ beslutning førte til en stor omvæltning i hans liv.

Af Dorte Fromsejer Hartig

”Jeg gik til konfirmationsforberedelse som alle andre, men kunne ikke gennemføre det, da jeg manglede troen på Gud. Min mor var ret knust over det, særligt på dagen, hvor mine kammerater blev konfirmeret”, fortæller Henrik, som dog ikke fortrød sin beslutning dengang.

Det var jo i de glade 60’ere, hvor man gjorde oprør mod så meget, bl.a. religion.
Henrik er 63 år, bor i Karlslunde og har været gift med Kate i næsten 30 år. Lige så længe har han arbejdet som buschauffør og er glad for sit job.

Nysgerrig på det åndelige

Alligevel var der noget, der vakte Henriks nysgerrighed undervejs i livet.

”Jeg har altid følt et eller andet, og været interesseret i den store sammenhæng”, fortæller Henrik.
”Jeg lyttede med interesse til radioens eksistentielle programmer såsom ”religionsrapporten” og ”mennesker og tro”.

For få år siden fandt Henrik Kahlke så ud af, at han ville føle sig mere tryg ved at melde sig ind i Folkekirken igen. Og det førte til en stor omvæltning i hans liv.
Forud for indmeldelsen skulle Henrik til møde med præsten i Karlslunde Strandkirke, som opfordrede ham til at gå til gudstjeneste – bare engang imellem.

Henrik følte dog ikke, at det var aktuelt for ham.

Til gengæld blev han venner med kordegnen på Facebook.

Gudstjenesten tog Henrik med storm

Om det var fordi hans kone efterfølgende blev så svært sygdomsramt, så han nær havde mistet hende, eller fordi han havde fulgt med i kordegnens mange kirke-opslag på Facebook, vides ikke, men et helt år efter indmeldelsen valgte Henrik og fru Kate alligevel at tage i kirke.

”Vi kunne næsten ikke tage os sammen. Den første søndag i februar 2015 gjorde vi det alligevel, og jeg faldt totalt for det. Jeg syntes, at hvert eneste element i gudstjenesten var fantastisk! Lovsang, prædiken, nadver – det hele”, udbryder Henrik begejstret.

Før og nu

Henrik havde ellers en helt anden oplevelse for 12 år siden:
”Vi var til konfirmation, men dengang kunne jeg ikke lide at være i Strandkirken. Man skal jo komme med et åbent sind, og det har jeg nok ikke gjort. Jeg syntes, det var forfærdeligt, for der var elementer i gudstjenesten, som overskred mine grænser – i dag synes jeg, disse elementer er helt fantastiske!”, reflekterer Henrik og konkluderer, at man godt kan ændre syn, når man møder op med en positiv indstilling.

Ville konfirmeres

”Så skete der det, at jeg besluttede at ville voksen-konfirmeres”, fortæller Henrik og beskriver det som et naturligt valg.

Præsten igangsatte et kursusforløb for mig kaldet ”Kristendommens ABC”, men jeg var ikke den eneste på holdet. Der var flere fra menigheden, der gerne ville deltage, så de også kunne få del i den gode undervisning, men de gjorde det også for at støtte op om mig. Det var fantastisk og helt uventet.

De mennesker kom til at betyde rigtig meget for mig, for de ”bar” mig frem til dagen, hvor jeg skulle konfirmeres – nemlig 7. juni 2015”, erindrer Henrik og tilføjer, at fordi disse mennesker havde et personligt forhold til kristendom og til Gud, blev de en øjenåbner til troen på Gud.

Trænger til kirke…

I dag er Henrik og hans kone Kate virkelig glade for at tage til gudstjeneste i Strandkirken og kan slet ikke undvære det.

”Min kone har et dårlig helbred, men vi er aldrig i tvivl om, at vi skal i kirke. Det bliver aldrig diskuteret; det er en selvfølge, og vi har således været til alle gudstjenester i år. Om lørdagen snakker vi ofte om, at ”nu trænger vi til at komme i kirke”.

Man lades op

Men hvad er det der gør, at man pludselig trænger til at komme i kirke?

”Jamen, man har brug for at blive mindet om, hvad troen handler om. Og jeg er nu begyndt at bruge de store udtryk som ”Guds nåde” og ”Han gav sit liv for os”.
Det må være fordi det har sat sig – og giver mening for mig nu.

Men jeg er også meget glad for fællesskabet i kirken. Selvom jeg er et socialt menneske i forvejen, så har berøringen med kirken rykket mig meget”, reflekterer Henrik Kahlke.

Bøn i parrets liv

”At bede til Gud er noget nyt, der er kommet ind i mit liv. Bøn betyder pludselig rigtig meget for min kone og jeg”, fortæller Henrik.
”Vi har altid haft et godt og kærlighedsfuldt liv med hinanden i snart 30 år. Men nu har vi fået bønnen med ind i vores liv.

Mange er alene om troen, fordi deres ægtefælle ikke interesserer sig for tro. Men vi er to, der begge har fundet kirken – og det er vi taknemmelige for”, siger Henrik.

Vidnesbyrd

Henrik er glad for sit arbejde som buschauffør. Her har han mange udenlandske kolleger. Mange er muslimer, og Henrik får sig af og til en snak med dem om hinandens forskellige tro, og han mærker en indbyrdes respekt.

”Ind imellem tænker jeg også på de mennesker, jeg møder på min vej, som ikke tror på nogen Gud”, siger Henrik.

”De kunne ligeså vel som jeg få øjnene op for det, som jeg har oplevet. Men det sker ikke af sig selv. De har jo ikke været på den samme personlige rejse, som jeg har”, siger Henrik.

Kvinden i Netto

”Det hænder, at jeg får mulighed for at fortælle om det, jeg tror på, og det er jo altid rart. Jeg snakker af og til med en kvinde, der arbejder i Netto. En dag fortalte hun mig om sin søster, som hun lige havde mistet.

Næste gang jeg mødte hende, fortalte jeg hende, at hun havde været med i min aftenbøn. Hun svarede, at min tro på Gud var grunden til, at hun havde åbnet sig for mig og fortalt mig om sin syge søster. Det varmede mig meget,” fortæller Henrik.

Opfandt bibelhøjskole

Efter konfirmationsundervisningen fik Henrik mod på mere fra samme skuffe, hvorefter han, sammen med præsten, fandt på konceptet ”Bibelhøjskole”; et forløb, som alle kunne komme og deltage i, ca. 1 gang om måneden i foråret og efteråret.

Her blev spændende emner belyst af teologisk fagligt dygtige foredragsholdere. Hen over efteråret 2016 og foråret 2017 var det naturligvis reformationen, der var spotlys på, f.eks. med emner som ”Reformationen historisk”, ”Reformationen musisk” og lignende emner.

Det hele sluttede med en fantastisk rejse for 30 deltagere til Luthers hjemstavn i Wittenberg i maj 2017, og her var Henrik naturligvis også med.

En ny udfordring

Henrik nyder at deltage i Karlslunde Strandkirkes morgenandagter på hverdage kl. 9 sammen med kirkens stab og frivillige. Bagefter hygges med kaffe og småkager.
Men nu har han fået en aktiv rolle ved kirkens morgenandagter. Han leder nu andagten hver 2. fredag, og har gjort det et stykke tid.

”Det er en fantastisk udfordring for mig. At skulle fordybe mig i en tekst og reflektere over, hvad der skal siges til den lyttende skare, som kommer til morgenandagt, og at skulle lede andre i bøn.
Det kan lyde så let, men det kræver mod at skulle bede højt sammen med andre, når man stadig er ny i troen”, siger Henrik.

Han har netop tilmeldt sig kurset ”Ledere i vækst”, som Strandkirken og andre kirker står for.

Hjælper til som frivillig

Henrik hjælper en af kirkens trofaste frivillige, Ole Kønig, i kirkens bogforlag, Mediacellen, som har kontor i kirkens underetage.
”Ole har været en del af Strandkirken fra begyndelsen, så han er klog på det med Gud og kirken.

Gennem ham har jeg fået svar på en masse tros-spørgsmål, og har fået en større forståelse”, fortæller Henrik og tilføjer, at Ole også har introduceret ham for pilgrimsvandringer.

Jeg tænker ofte på alle de år, jeg har spildt, men Kate, min kone, siger, at det har banet vejen til det liv, jeg har nu – så derfor har det ikke været spildt.”

Henrik konkluderer, at hans åndelige rejse har ført så meget godt med sig for både ham og hans kone Kate, og har givet dem et stort netværk af nye venner fra Strandkirkens menighed.