70 ville genopdage kirkens fem tjenester
Ca. 70 deltog i et en-dages seminar i Kolding lørdag om ”de fem tjenester”, som er omtalt i Efeserbrevet 4, 11-13.
”Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op.”
Det er imidlertid langt fra i alle kristne menigheder, at disse fem tjenester alle er i brug. Ofte er det kun hyrden – præsten.
Initiativtagerne til lederdagen var Mirjam Elbæk Rasmussen, Anette Holt Larsen, Rakul Kristiansen og Hanne Christiansen.
Lederseminaret foregik på Kolding Internationale Højskole, men var ikke arrangeret af højskolen.
Hyrder og apostle
Johs. Hansen fra Apostolsk Kirke i Aalborg lagde for med undervisning om forskellen på en hyrde og en apostel.
Gennem en række bibelcitater viste han, at der allerede i Ny Testamente nævnes flere apostle end de 12, som Jesus udvalgte. Udover Paulus nævnes også Barnabas, Andronicus, Junias, Silas, Timoteus, Apollos som apostle. Og det fortsatte.
Hvor en hyrdes opgave først og fremmest er at holde sammen på hjorden – menigheden – rejste en apostel i kirkens første tid fra sted til sted for at starte og opmuntre nye menigheder og indtage nye områder for evangeliet, fortalte Johs. Hansen, der er hyrde for en menighed, men samtidig fregnes som en apostel indenfor sin kirke.
Ordet apostel betyder udsending og det er det samme ord, som på latin hedder missio, hvorfra ordet missionær er dannet.
Profet-testen
Pernille Liland, Roskilde, fortalte ud fra egne erfaringer om de mange misforståelser om, hvad en profet er.
– Mange tror, at en profet er en sær egocentrisk person, som taler med en teatralsk stemme.
Mange præster er lidt bange for at få en profet på besøg, for måske siger han noget, som kan splitte menigheden, måske gennemskuer han os og ser vores synd…, tænker nogle måske.
Men vi skal ligne Jesus, og han talte almindeligt sprog. En profet ser heller ikke alt. Han er ikke ufejlbarlig. Han bygger op og trøster. Og han må ikke bringe tjenesten i vanry, formanede hun.
Hun nævne fire tests, som afgør, om en profet bliver til gavn:
1) Kirketesten – Elsker du Guds menighed, selv om du bliv er såret?
2) Holder du ud, indtil der er gennembrud og salvelsen er der?
3) Kan du tilgive, når du bliver misforstået og såret?
4) Lever du et helligt liv? Gud bruger syndere, men et menneske, der falder og falder, vil bringe tjenesten i vanry.
Pernille Liland mente, det var vigtigt med undervisning om profeti i dag, så kristne lærer at bedømme, fordi der ellers kommer mærkelige teorier i omløb.
– Profeter skal ikke kun selv profetere, men lære andre at høre fra Helligånden.
Pernille Liland har skrevet bogen ”Kraft, kærlighed og sund fornuft” (2015) og ”Gennembrud for lederskab” (2010).
Evangelist og lærer
Gert Bjørsted fortalte om erfaringer fra sin evangelistiske ungdom i Næstved og senere i bl.a. Skywalk ungdomskirken i Randers. Han har senest været præst i missionsforbundets menighed i Grindsted.
Han efterlyste, at kristne igen går på evangelisation ligesom i 1970-90’erne for at hjælpe mennesker udenfor kirkerne til tro.
Anette Holt Larsen fortalte, hvordan hun opdagede sin gave til at undervise. Allerede på sygeplejerskolen underviste hun sine medstuderende, og senere tog hun sig af bibelundervisning om bl.a. helligåndens dåb.
Hun så lærerens vigtigste opgave som en, der nedbryder løgne – også de religiøse løgne – med Guds sandheder.
Hun forklarede, hvorfor Paulus i Ny Testamente skrev, at han ikke tillod en kvinde at undervise. Efter hendes opfattelse skyldtes dette lokale og tidsbestemte forhold, især den hedenske dyrkelse af den kvindelige guddom Artemis som moder til alt liv. Det var denne dyrkelse, Paulus tog afstand fra.
– Alle tjenester er også åbne for kvinder, proklamerede hun.