Udfordringen har overtaget en avis
Udfordringen vil fra nytår også udgive Lunderskov Folkeblad, en lokal annonce-avis. Det sker for også at styrke Udfordringens egen økonomi.
Udfordringen opstod for 45 år siden i 1972 i København. I 1986 voksede Udfordringen fra månedsavis til ugeavis. De første mange år var Udfordringen sammen med Forlaget Scandinavia, men omkring 1988 besluttede bestyrelsen at skille forlag og avis. Herefter måtte avisen klare sig selv.
For at styrke økonomien og leve op til formålet om at udbrede evangeliet overtog avisen senere musikforlaget Hosianna.dk. Men idag sælges der meget få musik-cd’er, til gengæld sælger Hosianna nu mange kristne bøger.
I 2015 købte Udfordringen et tidligere posthus meget billigt til redaktionslokaler. Det var virkelig en Guds gave, som har styrket økonomien og givet nye muligheder for cafe, bogsalg, tv-studie og mødelokaler.
Hver gang økonomien har presset på, er der opstået uventede muligheder for besparelser, bedre trykaftaler og en ny distribution natten til søndag, så avisen har sparet hundredtusinder – og overlevet. Vi ser det som velsignelser.
Christiansfeld Avis og Lunderskov Folkeblad
Samtidig med overtagelsen af det tidligere posthus åbnede der sig en mulighed for, at Udfordringen kunne overtage den lokale ugeavis i Christiansfeld. Ved at drive to aviser i samme hus er der sparet og tjent meget.
Men så kom en ny krise, da et lokalt supermarked holdt op med at annoncere. Annonce-avisen gav sidste år underskud.
Vi måtte se i øjnene, at vi snart måtte lukke lokalavisen, så den ikke blev en klods om benet på Udfordringen.
Men så dukkede muligheden op for at overtage Lunderskov Folkeblad fra nytår. Dermed redder vi dels en lokal avis, hvilket beboerne er meget glade for; dels får vi en chance for, at de to lokalaviser tilsammen kan give overskud.
Vi holder fokus
For Udfordringens læsere kan det måske synes mærkeligt, at vi også producerer to lokale ugeaviser. Men vi håber, de tre aviser tilsammen kan styrke den selvejende fond, så Udfordringen fortsat kan udkomme i mange år.
Og bare rolig: Vi holder fokus på visionen bag Udfordringen i alt, hvad vi gør.