Gud bevare…
Dronningen alene klarer det ikke. Men alle kristne bør gå i forbøn for vores land.
Vi er så heldige at have en dronning, som slutter sine nytårstaler med et ”Gud bevare Danmark!” Mange gør grin med det, mange flere kristne burde hjælpe med at bede for vores land og folk. Det har nemlig afgørende betydning.
I dag præges samfundet og medierne af de kulturradikale ideer om at nedbryde de kristne normer – og ateisternes krav om religions-neutralitet (fx. ingen julefejring for børn).
I medierne holdes der paradokssalt nok jul – uden at nævne, at vi markerer Jesus fødsel. Den herskende politiske klasse har gjort det til ”politisk-ukorrekt” at tale om Jesus…!
Men, der er begyndt at ske noget… Og jeg tror, det skyldes, at der nu i mange kommuner oprettes bedegrupper.
Andre har valgt at bede for to udvalgte politikere – efter princippet: én, man kan li’ og én, man ikke er så enig med. Det har gjort sin virkning. Prøv selv!
Bøn virker i det åndelige. Men gennem bøn i Jesu navn kan du – hvis du er kristen – sætte himmel og jord i bevægelse, så det også viser sig i den synlige verden.
Og det er interessant, at stadig flere politikere nu siger, at ”Danmark er (eller skal være) et kristent land”. Det var utænkeligt for 10 år siden.
Det er påfaldende, at det var vores verdslige statsminister og en lokal borgmester, der før jul forsvarede julegudstjeneste for skolebørnene. Borgmesteren i Græsted sagde virkelig:
Vi er et kristent land. Og det skal vi være stolte af.
Det tør mange troende kristne ikke engang sige.
Vi er så forsigtige. Kommer vi endelig med et lille pip, er det ofte så generelt og humanistisk, at det ikke rykker noget som helst. Mange har ladet sig kyse af djævelens løvebrøl.
Hvis vi skal genvinde frimodigheden, må vi i gang med at bede. Ikke som en terapi eller en ydre fromhed, som intet udretter, men fordi vi vil have konkrete resultater.
Gennem den slags reel bøn får vi ”åndelige øjne”, så vi kan se Danmarks behov. Og så kan vi udløse Guds gode vilje over danskerne.
* Gå med i en aktiv bedegruppe!
* Eller afsæt en tid til at bede alene – men ikke blot for dig selv og dine behov, men for Danmark.