Han som gør alting nyt!
Mine nytårsforsætter har det med at kikse. Måske fordi jeg håber på noget, jeg i virkeligheden ikke rigtig tror på. Nu vil jeg holde mig til at håbe på det, jeg tror på.
Engang traf jeg på gaden en gammel bekendt, som jeg ikke havde set i lang tid.
Han fortalte glædesstrålende, at jeg var med i hans aftenbønner, og det blev jeg da glad for at høre, for hvem vil ikke gerne med i andres aftenbønner?
”Nå, hvad beder du så for?” spurgte jeg.
”Jeg beder: Fri mig fra det onde”, grinte han.
Det var jo ikke så godt. Jeg havde selvfølgelig håbet, at han havde bedt for min dårlige ryg, eller for at jeg måtte vinde i lotto.
Når vi beder, så er det selvfølgelig fordi, vi håber på noget. Nytåret kan vi bruge på at bede om bedre tider for det kommende år. Vi kan bede om, at vi må blive slankere, kærligere, flittigere osv., men de flestes erfaring er vel, at nytårsforsætter har det med at tabe pusten et par dage inde i det nye år.
Det er i hvert fald min egen erfaring. Men jeg har også en rygrad som en vandmand.
”Have faith!”, sagde min gamle amerikanske kammerat altid, da jeg som ung var udvekslingsstudent i USA, og vi jævnligt kom galt afsted.
”Tro på det!”, siger moderne coaches, og selv om indholdet måske ikke har Gud med i ligningen, så handler det om håb.
Håbet om at noget må lykkes.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg aldrig rigtig troet på mine egne nytårsforsætter. Måske derfor er det gået galt hver gang.
Det er så dér, at Piet Hein kommer ind:
Pessimisterne er dog de reneste tåber,
de tror på det modsatte af hvad de håber.
Nej, de optimister som livet beror på,
er dem der tør håbe på noget de tror på.
Jeg har håbet på mine nytårsforsætter, men ikke for alvor troet på dem. I stedet vil jeg i det nye år kun håbe på det, jeg tror på!
Bibelen er jo propfyldt med løfter og håb, så dem vil jeg bygge 2018 på.
I Johannes Åbenbaringen kan vi læse: ”Se, jeg gør alting nyt”. Det er da en dejlig tanke, at det er Himlens og jordens skaber, der gør alting nyt, så hvorfor bekymre sig om nytårsforsætterne?
»Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb«. (Jeremias Bog 29,11)
»Husk ikke på det, der skete tidligere, giv ikke agt på fortiden. Nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke?« (Esajas 43, 18-19)
»Du kroner året med dine gode gaver, dine hjulspor driver af fedme” (Salme 65,12)
Godt nytår!