Jerusalem – den store konges by

”Den store konges by.” Sådan kaldte Jesus selv Jerusalem i Bjergprædikenen (Matt. 5,34). Byen er verdens åndelige navle; det er derfor, der er så meget strid om Jerusalem.

Præsident Trump holdt onsdag aften en tale, hvori han bekendtgjorde, at USA nu vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Det forventes at skabe store dønninger. Men hvorfor er det egentlig så opsigtsvækkende?

”Jerusalem er hovedstaden, som det jødiske folk etablerede i oldtiden,” sagde Trump i sin tale. ”I dag er Jerusalem sædet for Israels regering. I dag erkender vi endelig det åbenlyse, at Jerusalem er Israels hovedstad. Dette er intet andet end en anerkendelse af virkeligheden,” sagde USAs præsident.

Problemet er, at muslimerne er begyndt at påstå, at Jerusalem er et af deres helligste steder. Og FNs kultur-organisation UNICEF har endda påstået, at jøderne og Israel ikke har nogen som helst historiske og kulturelle forbindelser til Jerusalem.
Det lyder som en joke, for Jerusalem er nævnt godt 700 gange i Bibelen, men ikke én gang i Koranen…!

Da det så værst ud for Israel…

Da Israel genopstod som stat i 1948, bestod landet kun af en smal stribe land, hvor havnebyen Tel Aviv blev hovedstad. Under 6-dages krigen i 1967, hvor de arabiske lande ville udslette Israel, erobrede jøderne tværtimod Sinaj-halvøen, Golan bjergene og Vestbredden – med hele Jerusalem.

Senere gik Israel med til at afgive Sinaj for fred med Egypten, og alle de vestlige politikere har udefra – og ofte uden indsigt – forsøgt at ”skabe fred” ved at presse Israel til at afgive mere land og oprette en palæstinensisk stat inde i Israel. Men det palæstinensiske selvstyre har ikke ført til fred. Tværtimod udfører palæstinenserne ofte terrorangreb og drab på jøder, men vi hører kun om få i de Israels-kritiske medier.

Til trods for, at Israel er det eneste velfungerende demokrati i Mellemøsten, har det anti-israelske flertal i FN og de politisk-korrekte politikere i EU taget de ekstreme muslimske regimers parti. Og Obama sluttede som bekendt sin præsident-periode med at undlade at stemme imod en resolution imod Israel i FN. Da Hilary Clinton modtog store millionbeløb til sin valgkampagne fra de arabiske stater, kan man kun gisne om, hvor denne kurs ville have fortsat hen.

Men da det så værst ud for Israel, ændrede alting sig med det totalt overraskende valg af Trump som USAs præsident. Dermed skiftede verdens mægtigste nation fra at være Israels-kritisk til igen at blive Israels-venlig – endda mere end før.

Præsident Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad vil i første omgang skabe raseri hos palæstinensere og muslimer. Men når vreden har lagt sig, vil der komme ny bevægelse i forhandlingerne, fordi anstødsstenen er borte. Jerusalems status har i årevis blokeret for fremskridt i forhandlingerne. Nu må palæstinenserne én gang for alle sige farvel til Jerusalem som deres hovedstad, og så kan man måske finde en løsning.

Er det Guds finger…?

Man kan vælge at se de store omvæltninger i verden som bare politiske og økonomiske udviklinger. I de moderne medier eksisterer Gud ikke og Bibelen er en myte.

Men netop Israel er et meget tydeligt tegn på, at der findes en Gud, som styrer bagved den synlige verden.

I Bibelen er det nemlig forudsagt for flere tusinde år siden, at jøderne skulle miste deres land og blive spredt blandt alle folkeslag. Det skete kort efter Jesu tid. Men profetierne fortæller også, at de skal komme tilbage – som på fuglevinger (fly). Det sker netop i vores tid.

For at forstå, hvad der sker, må vi tage Bibelens profetier alvorligt og se tingene i et åndeligt perspektiv.

Alt vil ske, som det er lovet. Vi ved blot ikke, hvordan eller hvornår. Men meget tyder på, at ”den store konge”, Jesus Kristus, snart kommer tilbage til sin by og sætter sin fod på Olivenbjerget.

Glædelig advent!