Charlotte Rørth minder os om behovet for ydmyghed

Jeg må blankt erkende, at det er længe siden, jeg sidst har læst en bog, der mere smukt beskriver Guds nåde end Charlotte Rørths seneste bog ”Vi mødte Jesus”, skriver Michael Wandt Laursen i kronikken.

Nogle har kritiseret Charlotte Rørths bog om hendes møde med Jesus for at være vildledende eller ligefrem dæmonisk. I virkeligheden minder den os om, at Gud altid kommer på de mest uventede måder og altid benytter sig af mennesker, der ikke har styr på det hele. Heldigvis.

I sin første bog, ”Jeg mødte Jesus”, fortæller Charlotte Rørth om sit uventede møde med Jesus. Hende, der hverken var særlig religiøs eller søgende, oplevede ad to omgange, at Jesus viste sig for hende i et syn i et sakristi i Spanien.

Dette efterår har hun så fået udgivet bogen ”Vi mødte Jesus”, hvor hun gengiver nogle af de næsten 1.000 henvendelser, hun har fået siden sin første bog – om mennesker, der ligesom hende også har mødt Jesus.

Nogle mener, at hendes syner i virkeligheden er en snedig, dæmonisk manøvre. En manøvre, som har ført hende væk fra den sande Jesus og over i en form for humanisme og dogmeløs kristen bekendelse, hvor alt religiøst er lige godt, og det at opføre sig ordentligt er det højeste mål.

Jeg er uenig. Dels er det ikke det budskab, jeg finder i hendes bøger, og dels er jeg overbevist om, at Jesus virkelig har vist sig for Charlotte Rørth og for mange af de mennesker, der efterfølgende har henvendt sig til hende. Ligesom han har gjort det for tusindevis af muslimer i de senere år og måske millioner af mennesker gennem historien.

Det betyder ikke, at jeg nødvendigvis er enig med Charlotte Rørth i hendes tolkning af synet, men det er da også helt ok. Siden hvornår har vi bedt mennesker, der netop har haft en stor gudsoplevelse, om at kunne fremlægge en formfuldendt, teologisk forklaring på det, de har oplevet? Og måske kunne det hænde, at det ligefrem er mig, der har brug for at lære noget.

Vi kan kun forstå sandheden gennem nåden

Når nogle skråsikkert beskylder Charlotte for at være en forfører, forført eller det, der er værre, så rammer de helt ved siden af, uanset hvor velmenende de end måtte være. Kritikken kører så skarpt på dogmatikken, at relationen til Jesus og medmennesket, som Charlotte Rørths budskab i høj grad er centreret om, fuldstændig overses.

Vi skal passe på med at vogte så nidkært over den rette dogmatik, at vi glemmer, at dogmer aldrig står alene. Johannes formulerer det så smukt i sit evangeliums første kapitel vers 17: ”For loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.”

Nåde og sandhed går altid hånd i hånd. Vi kan ikke forstå det ene uden det andet. Nåden hjælper os til at forholde os til sandheden, og sandheden vidner om vores behov for nåden. De er hinandens forudsætninger.

En sandhed uden nåde bliver ubarmhjertig og i sidste instans løgnagtig. Dermed kan man i princippet have ret, men alligevel tage noget så grueligt fejl. Farisæerne havde jo egentlig ret, da de i Johannesevangeliet 8:5 sagde til Jesus, at kvinden, der var grebet i hor, ifølge moseloven skulle stenes (selv om de gik let hen over, at også manden skulle stenes).

Når vi husker på nåden i vores tilgang til sandheden, så bliver vi lidt mere ydmyge, fordi vi da mindes om, at Gud elsker at overraske og møde os på de mest uventede måder og med det mest uventede budskab. Og han elsker at bruge de mest uventede mennesker. På den måde minder han os om, at vi alle er afhængige af hans nåde, og at vi aldrig kan reducere ham til vores forståelse af ham.

Sandheden er ikke ligegyldig, og den er ikke relativ. Sandheden er en person, Jesus Kristus, og vores erkendelse af ham kræver nåde over nåde. Vi skal altid vare os for at tage patent på den eneste sande udlægning, for så ender vi så nemt med at slå hinanden i hovedet med Bibelen. I stedet skal vi vove at fokusere på Kristus. ”Driver det på Kristus?” som Luther retorisk spurgte.

På deres frugter skal I kende dem

Jesus har selv givet kirken en lakmustest til at afprøve budskaber, lærere og profeter: ”På deres frugter, skal I kende dem”. Hvad er så resultatet af Charlotte Rørths oplevelser, bøger, foredrag og anden formidlingsvirksomhed?

For hende selv har oplevelsen blandt meget andet betydet: ”Jesus har set mig. Jeg kan hverken gøre fra eller til. Jeg kan ikke gøre noget for at blive elsket. Jeg har ingen indflydelse. Det er uden for min rækkevidde at gøre mig værdig til at blive elsket. Det skal jeg slet ikke gå op i. Jeg fik kastet kærligheden ind i mig. Ikke fordi jeg er mig. Jeg har ikke gjort mig fortjent til den. At jeg er elsket af Jesus, er ikke mit valg” (Vi mødte Jesus, side 137).

Jeg må blankt erkende, at det er længe siden, jeg sidst har læst en bog, der mere smukt beskriver Guds nåde end Charlotte Rørths seneste bog ”Vi mødte Jesus”. Guds nåde og forundringen over hans ubegrænsede kærlighed, som han møder os med, er den røde tråd igennem alle historierne.

Dertil kommer, at Jesus er kommet på dagsordenen. Hvis det skulle være et udtryk for en dæmonisk genistreg, så må jeg blankt erkende, at jeg ikke har kompetencer til at identificere genialiteten set fra den ondes side.

Til sine foredrag fylder Charlotte Rørth kirker og sale med samtaler om Jesus. Hendes første bog solgte i 25.000 eksemplarer alene i Danmark og har ført til endnu flere samtaler rundt omkring i hjemmene. Og hovedbudskabet, som står stærkest tilbage er: Jesus påminder os om, at han er her. Og han møder os med en fuldstændig og fuldkommen ubetinget kærlighed.

Prøv alt, hold fast ved det gode

Fint nok, vil nogle sikkert sige, men hvad med kundalinirejsning, Buddha og andre ikke-kristne indslag i hendes bøger? For mig er svaret helt enkelt – hvad skulle hun ellers have gjort? Hvor skulle hun gå hen med sin oplevelse? I folkekirken var der ikke mange, der forstod hende. Frikirkerne var til at begynde med ikke inde på hendes nethinde – og i dag, hvor hun kender mere til dem, er der en række ting, som gør, at hun ikke føler sig helt hjemme i det miljø.

Men Vækstcenteret i Nørre Snede kendte hun til – og så var det da oplagt at tage dertil for at undersøge, om der var andre, som havde haft lignende erfaringer. Hun havde brug for at få hjælp til at håndtere den voldsomme oplevelse, hun havde været ude for. Det er, hvad hun beskriver i ”Jeg mødte Jesus”.

Og for ikke at så nogen anledning til tvivl, så mener jeg, at Vækstcentrets tilgang til den kristne tro er mere buddhistisk end kristen. Men igen, folkekirken rummede ikke det overnaturlige, frikirkerne var under radaren, så Vækstcentret fik plads til at påvirke.

Hvem skal vi kritisere her? Os selv eller Vækstcentret eller Charlotte Rørth?

For mig er det afgørende, at Charlotte Rørth – selv efter hun har været rundt i forskellige kroge og hjørner af det spirituelle landkort – ender med at konkludere, at for hende fører oplevelsen til bøn, bibel og kirkegang. En retning, som jeg fornemmer, er endnu mere styrket i hendes seneste bog.

Så nej, Charlottes bog skal ikke læses som en teologisk lærebog. Den skal læses som et vidnesbyrd af en kvinde, der fik hele sit livssyn vendt op og ned i et møde med Jesus, og som prøver at finde ud af, hvad det skal betyde for hende.

Vi kan lære noget af Charlottes mission

Grunden til Charlotte Rørths gennemslagskraft er blandt meget andet, at hun er så udtalt ”ikke-missionerende”. Hendes insisteren på ikke at ville pådutte andre hendes tolkning af synet betyder faktisk, at mange flere tør forholde sig til det.

Det har givet hende en taleret, som rækker langt ud over det kirkelige miljø. Professor Niels Christian Hvidt siger i ”Vi mødte Jesus” om Charlotte Rørths måde at formidle sin oplevelse på: ”Det er helt vildt vigtigt, at det forbliver et almenmenneskeligt budskab …” (side 205).

Vi ender alt for ofte med at ville fortælle folk, hvad vi mener er rigtig og forkert. Men derved fjerner vi os let fra at se folk i øjnene og stiller os højere end dem. Dermed bliver det ikke længere et almenmenneskeligt budskab.

Der ligger en enorm kraft i være mennesker, der bare ikke kan lade være med at fortælle, hvad de har set og hørt. At være mennesker, der kan dele deres tro og holdninger, uden at afkræve den anden en stillingtagen.

Naturligvis er der tider, hvor vi skal vove at italesætte både det ene og det andet, men der er en stor nøgle i Paulus’ ord om at være villig til at straffe ulydigheden, når først lydigheden har sejret.
Charlotte er missionær, hvad enten hun bruger beskrivelsen eller ej. Hun er ikke ”missionerende” i den danske, negative forståelse af ordet, men hun er det i den bibelske definition af ordet. Hun fortæller om det, hun har set og hørt. Det lyder vel egentlig lidt som apostlene i Apostlenes Gerninger?

Gud vil have os danskere i tale

Det, der begejstrer mig allermest ved Charlotte Rørths bøger, er det faktum, at Gud åbenbart vil have os danskere i tale. Vi har i mange år hørt om tusindvis af muslimer, der har set Jesus i et syn eller i en drøm. Tænk, hvis det faktisk også sker hos os danskere! Charlotte Rørths bøger har i hvert fald åbnet samtalen, og der skrives, tales og diskuteres om den kristne tro som aldrig før.

Tidligere var den almene, åndelige søgen placeret inden for new age-universet. Nu er den søgen rykket ind i det kristne univers. Det er fabelagtigt spændende. Men samtidig sidder jeg med en lille frygt: Opdager vi i frikirkerne overhovedet, hvad Gud er i gang med at gøre? Denne bølge burde ligge til vores højreben – vi tror jo på mirakler, det overnaturlige, møder med Gud og livgivende vidnesbyrd.

Eller glider bølgen forbi os og gribes af folkekirken? Fint, hvis de griber den, men vi frikirker har en vigtig plads, og jeg tror, at stærke, folkeligt forankrede frikirker vil være en gave til Danmark.

Tør vi gå derud, hvor vi måske er uden for vores egen komfortzone, og hvor vi ikke har alle svar, og hvor vi måske ikke altid kan forsvare alt? Tør vi som Peter gå ind i den romerske soldat Cornelius’ hus, selv om han på det tidspunkt ikke havde den teologiske forståelse for, at Gud også ville frelse hedningerne? Tør vi som pinsekirkepræsten Alfred Lorenzen i 1970’erne åbne kirken op for langhårede og delvis hashrygende hippier, der havde mødt Jesus?

Tør vi? Eller vil vi hellere stå fast i vores eget sikre, velkendte, dogmatiske hjørne, hvor alt er trygt og genkendeligt?

Jeg håber, vi tør, for Apostlenes Gerninger fortæller mig, at hver gang de troende bevægede sig ud på ny jord, så opdagede de, at Helligånden allerede havde været der i lang tid.