Lad Gud være Gud

(Læsetid: 6 minutter)
Det er ikke nødvendigt at være stærk og kunne det hele, hvis vi lader Gud være Gud, skriver Kirsten Krog.

Hvem er jeg i mit forhold til Gud, når jeg ikke magter at gøre noget for ham?

Som ung var jeg med i en ungdomsgruppe, hvor vi bl.a. sang et vers skrevet over Jeremias 17,14: ”Helbred mig Herre, så jeg bliver helbredt, frels mig, så jeg bliver frelst, for du er min lovsang”.

I sangudgaven var den første del blevet til ”Læg mig Herre, så bliver jeg rask”, og det var der så et vittigt hoved, der fik noget sjovt ud af. For ”læg” kan jo både være synonymt med ”helbred”, men også være bydemåde af ”at lægge”.

Sætningen i sangen blev dermed også dobbelttydig og kunne tolkes som en bøn til Gud om, at han ville lægge os ned, så vi kunne blive raske – og det er jo egentlig også ofte metoden: er man syg, skal man ligge i sengen.

Jeg blev ”lagt ned”

For mig fik denne tolkning imidlertid en dybere betydning. Det blev en bøn til Gud om, at han måtte tage mig til side, for at jeg kunne blive åndeligt helbredt, at Gud i overført forstand ville ”lægge” mig ned eller passivisere mig, så det ikke mere skulle være min vilje, mine kræfter og min styrke, der skulle bære og styre mit liv, men Gud.

Jeg tror, at Gud i den forstand ønsker at ”lægge” os alle ned, og at det derfor også er en velsignelse at blive ”lagt”. Men sådan opleves det sjældent.

For en del år siden blev jeg syg og oplevede senere så voldsom sygdom i min nærmeste familie, at det i ordets gennemgribende forstand passiviserede mig. Jeg blev bogstavelig talt lagt ned. Jeg kunne så godt som ingenting på grund af kroniske smerter og måtte ligge ned det meste af dagen, og chokket over den sygdom, som senere ramte ned midt i vores lille familie, fulgte mig som en mørk skygge meget lang tid efter.

Hvem var jeg som syg?

Når alt – eller i hvert fald meget – på den måde bliver taget fra en, ser man ganske tydeligt, hvad man har bygget sit liv og sit selvbillede på. Er man, hvad man gør og kan, eller hvad man dybest set er i Guds øjne bag alt det, som i verdens øjne giver værdi? Og endnu mere vigtigt: hvad har man bygget sin Guds-relation på?

For mig blev det klart, at mit svar ikke var entydigt, som jeg ønskede det. Meget af tidsåndens og verdens tankegang var trængt dybt ind både i mit selvbillede og mit Guds-billede.

Jeg oplevede mit tab som langt større, end det egentlig var i evighedsperspektiv, fordi jeg med min vægt ikke alene hvilede hos Gud, men også på det jeg kunne eller havde kunnet gøre – også, hvad jeg havde gjort for Gud. Nu hvor mine udfoldelsesmuligheder og tjenestemuligheder i en lang periode var skrumpet ind til snart sagt ingenting, opdagede jeg, at min oparbejdede Gudsrelation led skibbrud.

Jeg opdagede, at jeg var i min relation til Gud i kraft af min tjeneste. Men nu, hvor jeg ikke syntes, at jeg havde det mindste at give Gud, kunne jeg ikke finde ham. Lidt efter lidt gik det op for mig, at jeg – trods troen på at være frelst alene af Guds nåde – byggede mit trosliv og min Gudsrelation i hvert fald til dels, og i højere grad end jeg havde lyst til at indrømme, på min egen ydeevne.

Det ville være at tage munden for fuld at sige, at det har jeg nu lært ikke at gøre mere; for behovet for selv at gøre noget ligger dybt i os alle.

Men jeg har lært, at væksten i kristenlivet er en vækst nedad, ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Joh 3,30) – ja ”blive mindre” dybt ind i hele mit liv og i mine tanker; og jeg har også lært, at den åndelige værdi af min tjeneste helt afhænger af, hvor meget af Gud og hvor meget af mig, der er i det, jeg gør.

Nåden venter alt fra Gud

En ung fransk kvinde, Marie-Antoinette de Geuser, der levede fra 1889 til 1918 og var syg det meste af sit korte liv, skriver om, hvordan hun med tiden fandt en dyb frihed i troen på den rene nåde, en tro, som ikke venter noget af sig selv, men alt af Gud:

”Der findes en slags fattigdom, som berører mig meget mere end den materielle, og som Gud lader mig praktisere allerede nu. Det er den sande fattigdom, sjælens fattigdom, den som gør, at man er berøvet alt og ikke har noget at give Gud.

Den største vederkvægelse, man har, når man elsker, er at kunne bevise det ved at give, men det formår jeg ikke. Det eneste, jeg formår, er at overgive mig uden forbehold …, men da tror jeg, at Jesus sætter sig i mit sted og på mine vegne giver Treenigheden al den herlighed, taksigelse og kærlighed, som jeg gerne ville give ham. Jeg tror, at hvis man af egen kraft forsøger at kravle opad, støder man hurtigt på en grænse på grund af sine egne kræfter, og om man vil opnå hellighed på denne måde, er det aldrig andet end en begrænset hellighed.

Men hvis man derimod gør sig til intet, tror jeg, at man ved ”jeg´ets” yderste grænse falder i ham, og det er det, som er den sande hellighed, hans egen”.

Derfor kan hun også sige: ”Jeg har ingenting gjort, men jeg tror også, at det er hans vilje, at jeg helt enkelt lader mig gøre”

Lad Gud være Gud

Det er ikke nødvendigt at være stærk og kunne det hele, for hvis vi lader Gud være Gud, behøver vi ikke lammes i livets krav og overfor vore egne begrænsninger.

Vi kan frimodig gå ud i livet som begrænsede mennesker og lade Gud tage over og ”lade os gøre” af ham. Dermed bliver vore udfoldelsesmuligheder og ydeevne ikke så afgørende. Det gør til gengæld Guds kraft.

[Der] blev givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan,
som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig.
Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig,
men han svarede:
”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”
Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed […].
For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.
(2. Kor 12,7b-10)

Læs også