På flugt

Så længe Jorden har bestået, er der mennesker, som har set sig nødsaget til at flygte. Rykke teltpælene op og drage ud i det fremmede. Årsagerne har været mange, men flygtningens grundvilkår har været fælles og ikke ulig det, som nutidens flygtninge oplever: at drage af sted med få ejendele, næsten identitetsløs blot med håbet om at finde et nyt land, hvor de kan slå sig ned og blive accepteret.

Flygtningen har måttet løbe en risiko for at strande eller omkomme under flugten, men desperation driver ham af sted.
I sit essay ”Vi flygtninge” fra 1943 beskriver den tyskamerikanske, jødiske filosof Hannah Arendt netop disse følelser. Tanker, der er højaktuelle også i dag.

Én, der om nogen forstår, hvad det vil sige at være på flugt, er Jesus Kristus. Kort efter hans fødsel i Betlehem fik hans jordiske far Josef i en drøm besked på at tage flugten med sin lille familie til Ægypten. Her levede de som fremmede, indtil faren var drevet over, og de kunne bosætte sig i Nazaret.
Som både sand Gud og sandt menneske har Jesus på egen krop følt dobbeltheden ved at leve i hverdagslivet med splinter i fingrene og samtidig have en erindring om den himmel, han var udgået fra.

Jesus forstår ethvert menneske, men ikke mindst den, der føler sig som fremmed. Der kan gå lang tid, før en indvandrer begynder at føle sig accepteret og velkommen. Det er vi som danskere og kristne selvfølgelig forpligtede på.

Længe før der var noget, som hed ”Den etiske fordring”, talte Det Gamle Testamente klart om at tage sig af den fremmede, den fattige, enken og den faderløse. Og så er der også dem, der flygter fra sig selv, måske fordi der er noget, de ikke kan forlige sig med, eller fordi de søger et nyt grundlag.

Jesus Kristus forstår os alle. Det lille barn, der blev født i stalden i Betlehem, blev en mand og stod frem med ordet om Guds rige.

Til syvende og sidst kan vor flugt ende ved korset på Golgata. Her møder vi sandheden om os selv, tilgivelse og fred og får skænket håbet om ”et himmelsk fædreland”.