#Metoo og manglen på grænser

Alle kendte til det. Men ingen snakkede om det, for ingen ville opfattes som snerpet.

På få måneder er #metoo-fænomenet vokset fra et enkelt hashtag til en global bevægelse uden leder. Den har afsløret overgreb, ydmyget autoritetspersoner, ændret rollelister og skabt debat i alle medier og alle typer miljøer. Ofrene er endelig blevet hørt, og hovederne ruller.

De manglende grænser

Men skurken i stykket er ikke mænd med mangelfuld impulskontrol, som enkelte hævder – og heller ikke alkohol. Det, #MeToo-kampagnen afslører, er et samfund, som ikke længere ved, hvad sunde grænser er – fordi vi har omfavnet selve uansvarligheden. Den store skurk er vor gennemseksualiserede og grænseløse kultur.

Som en bølge væltede den over os i 60erne. Den seksuelle revolution. Det var peace & love, og ”love” blev defineret som sex. Sex blev et nydelsesmiddel på linje med en god øl eller en underholdende film. At begrænse seksualiteten var unødvendigt, livsbegrænsende eller skadeligt. At mene noget andet var snerpet og gammeldags. Og uden særlig debat blev den kristne, monogame kærlighed kastet på historiens losseplads, og ingen så egentlig, hvad der ville komme i stedet.

Halvtreds år senere er det, som var et ungdomsoprør, blevet værdier for en hel civilisation. Tressernes og hippiernes ansvarsløshed har dannet normen for dating, utroskab og grænser. Vi er blevet en kultur, hvor alle er hverandres jagtmark og bytte, og hvor der ikke er brug for jagttilladelse.

Frygten for at blive kaldt mørkemand

Denne kultur er som skabt for mænd, som er ude på noget. ”Alle vidste dette i min tid i Unge Høyre” læser vi på twitter.

Alle har vidst besked, ingen har handlet. For i det grænseløse samfund er det allerværste at blive kaldt mørkemand eller moralist. Så hellere være passive tilskuere, når chefen lægger an på den nyansatte sekretær.

Så er vi tavse, når porno bliver gjort mainstream og finder vej fra ugeblade til drengeværelser. Så beder vi unge sætte deres egne grænser, fordi vi ikke længere har nogen grænser at give dem.

Så lader vi det passere, når samlivsspalterne præges af 13-årige piger, som overvejer, om de skal gå med til analsex, fordi kæresten vil det.

Ikke engang rus-kulturen, en eneste lang #MeToo-event, har vi haft mod nok til at modsætte os – man er jo kun ung én gang.

Vi sender vore døtre ud i en verden, hvor dem som siger ”nej” er de snerpede og kedelige. Vi er blevet et samfund, som er pinligt nøjeregnende med sikkerhedsseler og brug af hjelme, men som har nul pejling på, hvordan vi skal sikre vore døtre fra at blive antastet og forført.

Det er ikke noget nyt, at mænd med magt bruger deres indflydelse til at skaffe sig sex. Det, som er nyt, er, at vi ikke længere har nogen standard at måle det med, ikke noget sprog at bruge.

Ord som renhed, anstændighed, afholdenhed, ære, sømmelighed og moral er blevet fremmedord. De har mistet deres kraft eller fået så ændret indhold, at de ikke kan bruges. Tilbage står vi med krænkelsens fattige ordforråd, som egentlig ikke er i stand til at udtrykke andet end sårede følelser.

Sætter en ramme

Kontrasten er det, Jesus som står for: ”Den som ser på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte”, sagde han. Jesus tager parti for den svage part, den som bliver udnyttet, svigtet og forladt.

Jesus sætter en ramme for de seksuelle følelser. Ingen af os er i stand til at efterleve det, men det er et ideal at stræbe efter: Den eneste, man skal hengive sig til med øjne, hjerte og krop, er den, man er gift med. Alt andet falder udenfor.

For den største kærlighed er den, som siger nej til sig selv for en andens skyld. Den eksklusive kærlighed, i dobbelt forstand, er den som kun har plads til én. Den som ofrer egen komfort og livsudfoldelse for den andens skyld, den som følger med ned i de største dyb, men som også må være med på de største højder.

Det er det berusende og det fortvivlende, det ekstatiske og det hjerteskærende, kærlighed på godt og ondt, under sundhed og i sygdom, i liv og når døden kommer. Kærligheden er at give, ikke at tage for sig.

En bleg skygge

Imod en sådan kærlighed bliver frihedens forklædte begær ikke andet end en bleg skygge og en leg med følelser. Der er den næste erobring, den næste oplevelse, min spænding og min nydelse i centrum. Det er en objektivisering af den anden, det er ”brug og smid væk”.

Derfor er det forkert at tro, at Kirken har en homostrid. Vi har en kamp om synet på sex. Om sex er en gudgiven forpligtelse knyttet til vort kald som fædre, ægtefæller, mødre og samfundsborgere, eller om det er en rettighed og et nydelsesmiddel, som jeg kan anvende, som jeg vil. Det er ét kultursyn overfor et andet, Jesu ord om ikke at se på en anden med begær kontra det grænseløse samfund, hvor #MeToo er en sørgelig, men naturlig konsekvens.

Det klassiske, kristne seksualsyn er ikke defineret efter, hvad vi siger nej til, men hvad vi siger ja til. Og det er ikke så meget. Vi siger ja til det livslange, monogame og heterofile samliv, to mennesker, som giver sig til hinanden og bliver et. Vi tror, seksualiteten og ægteskabet er helligt, og at afvigelser fra Guds standard er en arena for omvendelse, nåde og genoprettelse. At forkynde og leve dette ud er vort kald som kirke – om vi forstår det eller ej.

Grænseløsheden

Ingen ved, hvor #MeToo går hen, bortset fra at vi vil se flere afsløringer komme. Men måske retter vi også søgelyset mod grænseløsheden. Måske finder vi, at prisen i form af brudte relationer, klamydia-sterilitet, sexafhængighed, overgreb og chikane er blevet for stor. Måske forstår vi, at sex griber dybt i vort sjæleliv, at tresserne tog fejl, og at vi har brug for normer for at beskytte hinanden.

Måske får vi en tid, hvor vi åbent kan snakke om, hvad der er bedst for den enkelte og samfundet – uden frygt for at blive kaldt mørkemænd.

Man har i hvert fald lov at håbe det.

Artiklen blev først bragt under overskriften ”#Metoo og de manglende grensene” på avisen Vårt Lands debatforum: www.verdidebatt.no/innlegg/11712684