Færre melder sig ud af folkekirken
Folkekirken står stadig stærkt blandt danskerne. Medlemstallet falder, men i et lavere tempo. Myten om folkekirkens snarlige død kan man godt skyde en hvid pind efter.
15.433 meldte sig ud af folkekirken i 2017. Det er markant færre end i 2016, hvor tallet var oppe på 24.728 udmeldte. Faldet i 2017 svarer til 0,6 procentpoint, hvilket er færre end de to foregående år, hvor faldet var omkring 1 procentpoint begge år.
Pr. 1. januar 2018 var folkekirkens medlemsprocent på 75,3, hvilket svarer til at 4.352.507 danskere er medlemmer af folkekirken, altså tre ud af fire danskere.
– Vores danske folkekirke skiller sig heldigvis ud fra mange af vores nabolande ved en meget høj medlemsandel. Og andelen er jo endnu højere, hvis man tager højde for, at vi har fået mange nye medborgere, som ikke er eller bliver medlemmer af folkekirken, siger Kirkeminister Mette Bock (LA).
I Norge er der en medlemsprocent på 71,5, mens Sverige, hvor kirken er adskilt fra staten, har et medlemstal på 61,2.
I 1997 havde folkekirken en medlemsprocent på 86,1, så faldet i perioden er altså 10,8 procentpoint.
Den faldende dåbsprocent er sammen med en øget befolkningsandel i Danmark af mennesker med et andet trosforhold hovedårsagerne til, at folkekirkens medlemsandel er faldende.
Men faldet skyldes også, at der både i 2012 og 2016 kunne måles en kraftig stigning i udmeldelserne som følge af debatten om vielser af homoseksuelle i 2012 og Ateistisk Selskabs kampagne for at få danskerne til at melde sig ud af folkekirken i 2016.
Mellem 57 og 84 procent
Den laveste medlemsprocent er i Københavns Stift med 57,6 procent. Her tegnede man sig da også for 22 procent af udmeldingerne i 2017. I Viborg Stift, hvor medlemstallet er højest, er 84,6 procent af befolkningen medlemmer af folkekirken.
Københavns Stift er til gengæld det eneste, der kan fremvise en marginalt stigende dåbsprocent – den steg til 39,9 procent fra 39,6 året før.
Samlet er andelen af danske børn, der bliver døbt inden de fylder ét år, faldet til 60,3 procent fra 61,5 procent året før.