”Jo, Gud holder hånden over os i trafikken”

I sidste uge kunne Udfordringen fortælle om en stor videnskabelig undersøgelse, som bl.a. viser, at kristne kvinder har 92 pct. større chancer for at overleve i trafikken – og mændene har 97 pct. større chancer.

Det er ikke nogen overraskelse for Simon Jacobsen fra Hjørring, som tidligere var nordisk chef for GOD TV. Han var i efteråret 1999 i Norge for at udbrede kendskab til den kristne tv-kanal.

– På denne tur besøgte jeg pinsemenigheden Filadelfia i Vennesla, som havde en stor høstkonference, hvor jeg deltog og præsenterede GOD TV. Vennesla med sine 13.000 indbyggere er den mest kristne by i Norge og har over ti menigheder; alene pinsekirken Filadelfia, der er en af Norges største pinsemenigheder, havde da ca. 1000 medlemmer.

Høstkonferencen strakte sig over flere dage, og jeg boede hos Sol og Oddbjørn Strandberg på Lie i Øvrebø, de tilhørte menigheden i Vennesla. Jeg havde kørt turen flere gange, og der var ingen sne eller glatføre.

Pludselig spejlglat

Da jeg kørte derfra og til Vennesla søndag morgen og kom til vejstrækningen på Drivenes-heia, var den spejlglat. Der var nordmænd, som kørte foran mig, der havde svært ved at holde deres biler på vejen. Jeg kørte ikke stærkt, men pludselig kom højre forhjul ud i rabatten, og jeg havde ikke længere herredømme over bilen.

Impulsivt råbte jeg JESUS af mine fulde lungers kraft, da bilen rullede ned over fjeldskråningen mellem store klippestykker og træer.
Bilen landede på taget, den blev stoppet af et stort træ. Da alt var stille, sad jeg uskadt, fastspændt i sikkerhedsselen med hovedet nedad.
Mirakel bekræftet

Pludselig stod der mennesker udenfor; de smadrede ruden i bagdøren for at komme mig til undsætning.
Jeg råbte: ”Stop, jeg er uskadt!”, og så kravlede jeg ud af bilen og rettede på mit slips, som ikke sad ordentligt. Det var et under, et mirakel, at jeg kunne stå ved siden af bilvraget uden mén.

Menneskene, der stod uden for bilen, var de kære mennesker, som jeg boede hos. De kørte bagefter mig og så uheldet og bekræftede miraklet og undrede sig over, at jeg kravlede uskadt ud af bilen, husker Simon.

Fortsatte til gudstjeneste

– Vi var på vej til gudstjeneste, og jeg havde lovet min ven Gunnar Jeppestøl, pastor i menigheden, at hjælpe ved nadverbordet. Jeg fik min bagage over i Strandbergs bil og fik ringet til SOS Internationals alarmcentral, som sendte et redningskøretøj af sted for at hente mit beskadigede køretøj.
Vi nåede frem til gudstjenesten i rette tid, og jeg kunne deltage i uddelingen af nadveren.

Da gudstjenesten var ovre, og vi spiste frokost, kom redningskorpset Viking fra Kristiansand med min bil, som de havde trukket op fra fjeldskråningen.
Havde der siddet passagerer på bagsædet, havde de fået en hård medfart.

Hjem til Danmark

– Gennem SOS-alarmcentralen fik jeg en anden bil stillet til rådighed søndag eftermiddag, så jeg kunne komme med færgen hjem om aftenen som planlagt.
Vel hjemme parkerede jeg lånebilen i garagen og fortalte intet om ulykken til Kaja før næste dag.

Det var travle år med GOD TV, så allerede næste dag skulle vi rejse til Uppsala for at deltage i en konference og igen præsentere GOD TV. Jeg fik bilen pakket, og da Kaja så udlejningsbilen, spurgte hun: ”Hvor er vores bil henne?”
”Det kan jeg forklare dig, når vi er om bord på færgen i Frederikshavn”, sagde jeg.

Telefon fra SOS

Da vi ankom til Frederikshavn og var ved at køre om bord på færgen, ringede en person fra SOS og gjorde opmærksom på, at erstatningsbilen skulle afleveres, straks jeg kom til Danmark.
Jeg fortalte vedkommende, at jeg blot var på gennemrejse fra Norge til Sverige og var ved at køre om bord på færgen i Frederikshavn. De accepterede så, at jeg kørte til Uppsala i bilen og først afleverede den, når jeg kom til Danmark igen.
Takkede Gud
– Vel om bord på færgen fortalte jeg så Kaja om, hvorledes Jesus havde bevaret mig, da bilen rullede ned ad fjeldskråningen i Norge.
Vi takkede Gud for, at han har hånd om os overalt, hvor vi færdes, og at engle er sendt fra himlen for at passe godt på os.

Hjort på vejbanen

Prøvelserne var ikke slut endnu. Da vi havde kørt godt tre timer og var halvvejs på turen til Uppsala, sprang der pludselig en stor hjort ud lige foran bilen.
Gud bevarede os, og vi undgik med nød og næppe at påkøre det store dyr.
Vi priste Jesus og tog autoritet over de kræfter, som stræbte os efter livet.
Min sølvgrå Opel Omega blev totalskadet og kom aldrig tilbage til Danmark, den blev solgt til ophugning i Norge, og jeg fik erstatning og købte en nyere sølvblå Omega.
Sletten Drivenesheia, jeg kørte på, da ulykken skete, blev efterfølgende kaldt Simons Slette, fortæller Simon Jacobsen spøgefuld.