Vi oplever virkeligheden forskelligt

Skyldes det vores personlighed, erfaringer, kultur, optimisme, frygt eller opdragelse?

Jeg sad for nylig sammen med mine søskende og talte om vores barndom og vores barndomshjem, vores forældres holdning til forskellige ting.
Jeg undrede mig over, hvor forskelligt vi huskede forskellige ting. På et tidspunkt tænkte jeg: ”Kommer vi fra det samme barndomshjem?”

Jeg kom til at tænke på beretningen fra Lukasevangeliet 24, hvor de to mænd er bedrøvede over situationen med Jesu død.
De havde haft kæmpe forventninger til, at Jesus var Messias og fysisk skulle redde Israel fra romerne, og nu var han død, og der var endda forvirrende rygter om, at liget var forsvundet fra graven.

De gik nu hjemad mod Emmaus i nedtrykt sindsstemning og talte om alt det, der var sket.
Tegnene var da så tydelige, masser af mirakler. Han var vis og radikal. Vi havde bare sådan en tillid til hans redningsplan. Den passede da med skrifterne. Hvad nu?

Så kom Jesus (en fremmed) og slog følge med dem. De genkendte ham ikke.
Jeg har tit tænkt på, om jeg ville genkende en af mine venner, der er død, hvis han kom forbi. Jeg ville nok tænke, at det er en, der ligner, hvis jeg overhovedet ville tænke på, om det var ham.

De starter med at bebrejde Jesus for at være fremmed her, da han tilsyneladende er fuldstændig uvidende om, hvad der er sket her hen over Påsken – og nu var liget også forsvundet.

Jesu svar på deres fortælling var ret direkte. ”Hvor er I tungnemme!” udbrød han. ”Hvorfor har I så svært ved at tro på, hvad profeterne har forudsagt? At Messias skulle lide og dø, før han gik ind til sin herlighed, er jo netop Guds plan.”
De havde læst det og studeret det, men ikke forstået det.

Hvorfor er det, vi ikke lærer at være ydmyge over for beretninger og forklaringer, bare fordi vi ikke forstår dem?
Hvad skal der til, for at vi vil tro på en beretning? En god ven kan vi stole på, hvis det ikke er for mærkeligt.

Det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan pressen gør sig umage med at få os til at tro på en beretning, eller nedgøre den.
Hvis pressen vil have os til at tro på en nyhed, bruger de masser af tid på at fortælle os, at det er videnskabeligt bevist. Hvis professor og doktor dit og dat står inde for denne beretning, så sluger vi det råt.
Derimod, hvis det er noget subjektivt, religiøst, gøres der meget ud af at pege på modsætningen i forhold til den ”gængse” holdning, og en latterliggørende undertone skinner igennem.

Historien er fuld af beskrivelser, hvor mennesker har fået åbenbaringer og viden af forskellig art. De er blevet mødt af indædt modstand fra folk, der står for den ”gængse” holdning.

Mennesker er blevet brændt, martret og kastet i fængsel på baggrund af objektive fortællinger af åbenbaringer, som ikke bliver forstået. Jorden er rund, matematiske og fysiske påstande. Hvad ville du ikke være blevet udsat for, hvis du for 100 år siden havde beskrevet de biler, fly, tv og mobiltelefoner, som vi kender i dag?

Tilbage til vandringen mod Emmaus. Jesus starter nu med at udlægge Bibelens tekster for de to mænd. Han fortæller levende og fangende om Guds plan med Messias, der skulle lide, dø og genopstå.

De lytter, og de 11 km til Emmaus går hurtigt. Da de når frem, er de så optaget af Jesu beretning, at de inviterer ham ind til overnatning, for at få det sidste med. Jesus går med ind. Først da han deler brødet under aftensmåltidet, åbnes deres øjne, så de genkender ham, og i det samme forsvinder Jesus.
Så faldt tiøren. Nu forstod de sammenhængen. De har fået en åbenbaring.
– Brændte vores hjerter ikke, da vi gik på vejen! siger de til hinanden. Nu kan de ikke sove.
De er så begejstrede over at se sammenhængen i alt det, de for få timer siden ikke kunne få til at hænge sammen.

De går straks tilbage til Jerusalem, hvor de møder disciplene, der alle har fået den samme åbenbaring af den rette sammenhæng. Og de glæder sig sammen med dem.
Det gør ikke noget, at Jesus ikke bekæmper romerne fysisk, som de egentlig forventede. For planen er meget mere kompleks og meget mere vidtrækkende, end de kunne forestille sig.

Vi er så præget af vores baggrund, når vi bliver præsenteret for noget nyt. Vi har alle en bunke kasser, som vi passer alle vores oplevelser ind i. Vi gradbøjer gerne det, vi oplever, så det passer ind i en af vores kasser.

Vores kasser er forskellige, så vi passer gerne den samme sandhed ind i forskellige kasser. Når så virkeligheden tropper op, må vi få vores forskellige oplevelser til at passe med virkeligheden.
Disciplene og mændene fra landevejen blev til sidst samlet om den samme åbenbaring. Deres oplevelser skulle tilpasses virkeligheden, nemlig Jesu opstandelse.

Det er, som når vi sidder en flok venner i en dyb diskussion, om et eller andet spændende emne. Hvis en så går ind og googler emnet, og der kommer et entydigt svar, må alle bare acceptere det.
Der er ikke noget, der som virkeligheden/sandheden kan stoppe en god diskussion. Det er bare ikke altid, den er lige let tilgængelig.

(Ugens prædiken er ikke skrevet ud fra søndagens bibeltekst.)