700 til mindesamvær for kirkepionéren Peter Dyhr
Der var 700 mennesker samlet i Sct. Andreas Kirke i København til mindesamvær. Så forskellige som mennesker kan være, men forenet i taknemmeligheden, sorgen og chocket efter Peter Dyhrs pludselige død, 51 år gammel.
Sund, stærk, livskraftig. Og midt i et rigt og meningsfuldt liv. Gennem hans konsulentvirksomhed Systemizer rådgav han hver dag mennesker til at lykkes i deres liv, som ulønnet præst var han blandt drivkræfterne bag The Gospel Fellowhip i København og alle dets søsterkirker rundt om i Europa, og mange kender ham fra hans tid som ungdoms- og lovsangsleder i Karlslunde, som menighedsplanter og præst i Københavns Frimenighed, som en del af ledelsen i Missions Øst og i Dansk Oase og som forfatter til flere bøger.
Personlige mindeord
Men disse ting fyldte ikke meget under det fire timer lange mindesamvær i Sct. Andreas Kirken i søndags og i de personlige beretninger, der fyldte kirkerummet. Fortællingerne tegnede et billede af et menneske, der først og fremmest levede for, som han selv udtrykte det: ”at føre mennesker fra A til B”.
Helt unge mennesker, gamle venner gennem mere end 25 år, hans familie og kirkefolk, alle kunne de fortælle om Peters evne til at møde mennesker lige dér, hvor de var.
”Hvordan går det med dig”, var for Peter ikke en høflighedsfrase, der helst skulle besvares med et ”helt fint”, men en stærk og udstrakt hånd, der udtrykte et helhjertet ønske om at være til hjælp, så mennesker ikke længere ”skulle føle sig forkerte, men rigtige”, som han holdt af at udtrykke det.
Og Peter kunne rumme det hele: angst, smerte, sorg, bekymringer, svigtende selvværd og livsmod. Som det blev formuleret af en af talerne: ”Peter var en udødelig kæmpe; urokkelig, altid klar med et svar, en plan, med styrke, overblik, hjerte for alle, så vis og med så meget indsigt, og når alle var trætte, så var han ikke..”.
De to sønners ord
Peters to sønner, Marcus og Lukas på henholdsvis 19 og 21 år, fortalte under overskriften “Mere end en far” med stor kærlighed om forholdet til deres far. Med stolthed beskrev de ham som sådan et menneske, der aldrig ville gå forbi et andet menneske, der råbte om hjælp, og det gav genklang hos alle.
Kærlighed i praksis
For Peter, der var kærlighed noget, man gjorde.
Kærligheden var en skabende kraft og en oplevelse af passion, som han forbandt med sin erfaring af Helligånden og sit kald til at være præst. Og kærligheden kaldte på alle hans evner og talenter. Også hans udtalte sans for at planlægge, strukturere, organisere og bygge op.
Som han selv formulerede det: ”Det handler ikke om at have travlt, men om at gøre de rigtige ting.” Alligevel føltes det bare, som om døgnet havde flere timer at gøre godt med for Peter, end for os andre.
Elskede livet
Peter elskede livet. Han elskede at rejse og være sammen med mennesker. Om det var for at besøge og inspirere Gospel Fellowhsip-menigheder i Minsk eller Paris. Om det var dykkerferier med venner eller familie. Friluftsture med hans gamle spejderpatrulje. Grillaftner med god rødvin og gode venner. Hans smittende livsbegejstring, hans smil, hans grin, hans hurtige bemærkninger – Peter lyste verden op og fik mennesker omkring sig til at føle sig som noget ganske særligt.
For alle, der kendte Peter, og i særdeleshed for hans kone og to drenge, vil det enorme tab og savnet efter et stort og varmt og stærkt menneske stå tilbage. Et menneske, der elskede livet, elskede sin kone og sine drenge, elskede mennesker omkring sig, elskede Jesus og hans kirke på jorden. Og som levede livet fuldt og helt og generøst og uforbeholdent delte ud af alt, hvad han havde, for at se mennesker lykkes.
