Israels politiske og messianske fremtid

Selvom lykønskningstelegrammerne på Israels 70 års dag 14. maj 2018 nok vil være til at overse, eftersom FN og verdenssamfundet i øvrigt nærer en slet skjult uvilje mod den unge stat, bør Danmark være blandt de nationer, der har åndelig formue nok til at ønske tillykke med endnu en milepæl.

Israelske Jaffa-appelsiner var i min barndom det ypperste, der fandtes af sydfrugter, men kan i dag ikke købes nogen steder pga. den boykot, vi som EU-land deltager i. “Vi har skam ikke noget imod Israel som sådan”, lyder det hyklerisk fra de fleste af vore toneangivende politikere uden de dog er klare over, hvor påvirket de er, bevidst eller ubevidst, af den rådende Israel-fjendtlige demagogi – ja, af ligefrem antisemitisme for at sige det rent ud.

Det var engang, at Danmark var en sand Israel-ven og hilste velkommen en ny jødisk stat som foreløbig opfyldelse af zionistiske drømme. Tilblivelsen af landet i 1948 var en FN-beslutning og blev overraskende nok anerkendt af selveste det daværende Sovjetunionen, men forbitret afvist af arabiske naboer. Det førte som bekendt til den såkaldte uafhængighedskrig fra dag 1, mens landet endnu lå i sin vugge. Resten af den blodige historie i nyere tid orker jeg ikke at gennemgå her, men den er da også mere end velkendt.

Ikke kun jødernes fædrelandshistorie

Hvad måske er mindre kendt, selv blandt mange bekendende kristne, er at Bibelen ikke blot er landets gamle fædrelandshistorie, men den beskriver jødernes historie i både fortid, nutid og fremtid. Det kunne give stof til mange lødige artikler, men af pladshensyn skal blot her nævnes Romerbrevets kapitler 9, 10 og 11, som i 3 “stærke” kapitler giver en præcis indføring herom. Ingen anden tilsvarende fædrelandshistorie findes i verdenshistorien.

Alene eksistensen af det jødiske folk er et mirakel. Om højst én generation vil vor familie i USA være ren amerikansk. Den kan nok stadig tale om danske rødder, men sådan er det ikke med jøderne. De taler ikke om jødiske rødder, for de er jøder og har været det, siden deres historie begyndte med Abraham for ca. 6.000 år siden.

Landet er stadig landet, “som Herren har omhu for” (5. Mos. 11:12), og som Han gang på gang på Bibelens blade kalder “mit land” eller “Herrens eget land” med territoriale løfter, som dækker et landområde – “fra Ægyptens bæk til den store flod, Eufratfloden” (1. Mos. 15:18) – der er ca. 50 gange så stort som den nuværende lilleputstat, vi dårligt kan skimte på en globus.

En tryggere fremtid?

Israel pr. i dag vil muligvis gå en tryggere tid i møde, bl.a. takket være en helhjertet støtte fra den amerikanske administration. Her skal dog ikke tegnes et glansbillede af Israels politiske fremtid. Ganske vist vil den pro-israelske Trump nok gøre sit til, at landet bakkes op med avanceret våbenhjælp, diplomatisk goodwill, veto-beslutninger i FN og nu med flytningen af den amerikanske ambassade fra Tel-Aviv til Jerusalem. Men landets tryghed vil kun være en stakket frist, før det inden Herrens komme for alvor brager løs.

For Jerusalem er jo, som det så ofte er blevet sagt, nævnt over 700 gange i Bibelen som landets hovedstad og af Messias selv i bjergprædikenen kaldt for “den store Konges by” (Matt. 5:35), medens det i koranen ikke er nævnt blot én gang!

Israels udsigter fremover er dog politisk ikke så lyserøde. Den uhyggelige alvor må kædes sammen med visse profetier i Bibelen, som jeg ville ønske ikke stod der. I Det gamle Testamente findes tre sammenhængende kapitler (Zakarias 12, 13 og 14), som profetisk forudser et næsten udslettende, koordineret angreb på Israel, hvor kun en jødisk rest skånes i et ubeskriveligt blodbad. Denne rest vil dog ifølge Bibelen under tårer omvende sig til den Messias, de engang forkastede. Zak. 12:10 er her et nøgleord.

Israels messianske fremtid

På grund af dette nøgleords opfyldelse taler de dystre kapitler hos profeten Zakarias også om Israels messianske fremtid, som enhver bibelelskende kristen fryder sig over, for løfterne herom er legio og står i forbindelse med Herrens komme. Spørgsmålet optager nok ikke det sekulære Israel lige nu – bortset fra visse minoritetsgrupper af messianske jøder, der anerkender Jesus som deres Messias med et messiansk håb for det gamle, forjættede land. Ja, der findes endog grupper af jøder og arabere, som Kristi evangelium har forenet i samme herlige håb.

Med Messias på Tronen i et kommende tusindårsrige vil Israel være en stormagt, men ikke et tyrrannisk, undertrykkende regime – landet vil tværtimod være til global velsignelse, og “i kommende dage blomstre og fylde verden med frugt” (Es. 27:6, norsk ovs.), hvor Herrens ord med deres blotte indflydelse “stifter fred mellem folkene fra hav til hav, fra floden til jordens ende” (Zak. 9:10).

Hvornår sker det?

Nu kunne nogle måske spørge: Hvorfor skal der gå så lang tid, før de messianske løfter opfyldes? Og hvor langt ud i fremtiden ligger Israels messianske håb? Det går jo i virkeligheden over 3.500 år tilbage i tiden, hvor patriarken på sin dødsleje udtalte denne messianske profeti: “Kongespir skal ikke vige fra Juda, ikke herskerstav fra hans fødder, indtil Fredsfyrsten kommer og folkene bliver Ham lydige.” (1. Mos. 49:10).

Hvorfor er dette ikke sket for længe siden? Men da må vi blot huske på apostlen Peters ord om, at “én dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som én dag. Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen (sådan som nogle anser for nølen), men Han har langmodighed med jer, da Han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse.” (2. Pet. 3:8-9).

Astrofysikerne kalkulerer med milliarder af år indenfor rumforskning, hvilket almindelige mennesker ikke kan forholde sig til. Herrens beregninger er endnu kun få dage gamle (iflg. apostlens ord), og dem kan vi forholde os til på samme måde, som Herren gør det, nemlig som udslag af Hans frelsesvilje. Vort kald i den korte tid, vi skal være på jorden, er at udbrede kendskabet til denne frelse i Jesus Kristus.

De profetiske ord i Bibelen er blot et incitament og en tilskyndelse til at gøre Kristus kendt og pege på Ham som både Israels og hele verdens absolut eneste Frelser!