Besøg fra verdens største Vineyard kirke

To engagerede amerikanere talte på Vineyards årlige konference for Norden. Én leder verdens største Vineyard-kirke, og den anden forklarede, at vi for alt i verden ikke må blive inde i kirken med vores tro.

Der var, i bedste Vineyard-stil, masser af tid til lovsang og tilbedelse på konferencen, der varede fra torsdag til lørdag.
Rich Nathan har siden 1987 været leder af Vineyard Columbus, som ugentlig har ca. 8000 kirkegængere. Han har blandt meget andet også skrevet bøgerne “Empowered Evangelicals” og “Both And” .

Godt 300 præster og almindelige kirkegængere fra de nordiske lande var i weekenden samlet for at blive inspireret under sloganet ”Church on Purpose”. Og inspireret blev de!

En af talerne var Rich Nathan, som igennem mange år har ledet Vineyard Columbus i Ohio som med 8000 deltagere om ugen er verdens største Vineyard kirke.

Kirkegængerne mødes dog ikke ét sted, men på 5 mindre lokationer og har derudover stor fokus på de lidt mere nære netværksgrupper.
Rich Nathan talte blandt andet om forskellen på at være søger-venlig, søger-målrettet og søger-fjendtlig!

– Søger-fjendtlige kirker gør det pinligt for gæsterne, forklarede han og gav eksempler på underlige og indforståede måder at opføre sig på, som skræmmer folk væk og gør folk utilpasse. Et eksempel var en mand, som blev trukket op på scenen og blev sunget en sang for, samtidig med at man gav ham et mærkat på trøjen, der sagde ”Gæst”, selvom kirken var så lille, at alle vidste, hvem der var hvem.

Han gennemgik forskellige forhindringer, som de havde fundet ud af, der var, for at kirken kunne vokse og blive en inviterende kirke, som tiltrak flere mennesker. Det drejede sig blandt andet om at have folk, der sagde velkommen, have tydelige skilte til toiletter, gør møbleringen hyggelig m.m.

Ærlig evaluering

Adam Russell er leder af Vineyard Campbellsville og har derudover skrevet flere kendte lovsange, som “Name Above All Names”, “Face to Face”, “Folks Like Us”, og “Let Your Kingdom Come”.
Derudover fortalte han også, hvordan de jævnligt evaluerede lovsangen og præsternes taler.
Og for at være sikker på, at de ikke fik nogle medløbere fra kirken til det, som ikke turde fortælle sandheden, så betalte de faktisk jævnligt nogle ikke-kristne udefra et par hundrede kroner for at komme til gudstjenesten og anmelde oplevelsen.

Og det var meget berigende, fortalte han og understregede, at det hele handlede om at være søger-venlig i rammerne og formen, uden at man selvfølgelig gik på kompromis med det kristne budskab, som folk kommer for at høre og opleve. Kirken skal ikke være ”søger-målrettet” på en sådan måde, at man udvandede budskabet fra Bibelen og hverken turde bede eller lovsynge!

– Vores filosofi er, at vi er Guds familie, som spiser sammen – og vi spiser sammen uanset om der kommer nye eller ikke. Men vi ønsker at inkludere vores gæster, så vi fortæller ikke indforståede historier. Vi gør det sådan, at alt er forståeligt for folk, som ikke kender noget som helst til Bibelen.

Skab nyt, som Gud skabte nyt

Adam Russell er præst i Vine-yard Campbellsville, som ligger i det naturskønne Kentucky. Han talte blandt andet om, hvordan vi i kirken ofte har haft en tendens til at underkende vores lyster til at skabe nyt og iværksætte.

Han pegede på, at Gud som det første karaktertræk i Bibelen står beskrevet som en skabende Gud. Og da vi er skabt i hans billede, vil vi derfor have den samme trang lagt i os.
– I 1. Mosebog siger Gud til Adam og Eva, at de skal formere sig – i bred forstand, men ikke hvordan. Det var op til dem selv at finde ud af, sagde han blandt andet.

Russell udfordrede til at være kristne udenfor kirken og ikke adskille det hellige som noget, der foregår i kirken, men derimod som noget, vi lever ud i hele vores liv. Alt er noget åndeligt. Ikke mindst i vores dagligdags arbejde. Han udfordrede til at gå lidt mere efter vores drømme og kreative ideer i hverdagen, så vi kan lade tro og hverdag smelte mere sammen, og så vi ophøjer Gud overalt.