Pinsens ånd giver inspiration og kraft

Kronikken en sammenfatning af Torben Juul Christensens bog "Som dybest brønd". Den fortæller om en 2.000-årig bønstradition - som måske lidt misvisende kaldes "tungetale". "Helligåndens sprog" er inspiration og kraft til på en frugtbar måde at møde mennesker med en anden tro eller ingen tro.

(Læsetid: 7 minutter)
Torben Juul Christensen er tidl. sognepræst på Frederiksberg og forfatter til bl.a. bogen “Af dybest brønd”

Hvad ville du sige, hvis du stod over for en ateist? Ville du slet ikke sige noget? Men det er da godt. Det er meget bedre at lytte. Måske kan du så opdage, hvad der har fået ham/hende til at fylde sit hjerte med ateismens tomhed.

– Måske har ateisten bedt og bedt og ikke oplevet at få noget svar og så tænkt, at ”der er nok slet ikke nogen til at svare”. Så kan det være en god hjælp at fortælle, at mange kristne også kender til at opleve tider, hvor det synes, som om bønnen ikke når længere end til loftet.
– Andre har fået dybe sår i sindet af mennesker, der hævder, at de er kristne (og måske er de), men som har handlet over for dem på en måde, der er helt u-kristen. Disse mennesker skal mødes med forståelse. Så med tiden vil de måske nå til at tilgive.
– Og så er der dem, der vælger ateismen for at undgå etikkens krav. Måske kan de hjælpes ved, at du fortæller, hvordan Helligånden kan løse menneskers problemer.

Det vigtigste er, at du har den ro i sindet,der skal til for at kunne lytte konstruktivt og uden kritik.
Hvordan får vi denne ro?
Svaret er enkelt: Ved Hellligåndens bønnesprog!
Hvad er det?
Det er bøn helt fra sindets dyb, ledet af Hellligånden.

Kommer da ikke al bøn fra sindets dyb?
Nej, der er bøn, der er overfladisk, fx bøn om at vinde i lotto.
Og så er der ”sjælens suk det stille” – ja, det hører Gud altid.
Men formulerede bønner? Der kan være mange hindringer, som en tanke må passere, inden den bliver til bøn. Det kan være vrede, bitterhed, sår i sindet, en dårlig samvittighed (begrundet eller ubegrundet), begær, tvivl, frygt. Men når disse forhold er overgivet til Gud, er hjertet parat til bøn, der kommer helt fra sindets ukendte dyb, vejledet af Guds Ånd.

Barnets første sprog

Da du var baby, havde du dit helt eget sprog, som ingen andre end du selv forstod, og som mor og far måske kunne gætte sig til. Digteren Benny Andersen siger i sit digt ”Barnelærdom”: ”Børn har gang på gang ført mig til selve sprogets kilde”, ”men”, fortsætter han, ”så kommer velmenende voksne og fortæller, hvad det ’rigtigt’ hedder,” og efterhånden forsvinder barnets brug af sine egne oprindelige lyde. Barnets tidligste sprog er ”råmaterialet”, der bruges af Helligånden.
Sådan er det med Helligåndens sprog. Du beder med dine helt egne ord, som ingen andre og måske heller ikke du selv forstår. Og du gør det i bevidstheden om, at Helligånden fylder dit sind og dine ord med sit eget nærvær.

Er alt dette ikke noget, som smarte psykologer har fundet på?

Denne bøn fra sindets dyb var kendt og brugt allerede i kirkens første århundreder.

Nedenfor følger nogle eksempler fra kirkehistorien

Paulus brugte denne bøn. Han taler i 1. Kor. kap. 14 om takkebøn på Åndens sprog. ”Jeg taler mere på Åndens sprog end nogen af jer”, skriver han til vennerne i havnebyen Korinth. ”Jeg ser gerne, at I alle taler på Åndens sprog” (1.Kor. 14, 15 + 18); ”Jeg vil bede med min ånd, og jeg vil lovsynge med ånden.”
Men kritiserede Paulus ikke netop i dette kapitel korintherne for at bede på Åndens sprog?
Nej, det ville have været selvmodsigende at ønske, at de alle havde denne gave – og så bebrejde dem, at de brugte den. Det, han kritiserede dem for, var, at de brugte gaven forkert, brugte den til selvudfoldelse. Problemet i menigheden var ikke for megen Ånd, men for lidt etik. Kærligheden var gledet i baggrunden.

I slutningen af 2. århundrede møder vi biskop Irenæus i Frankrig. Han blev født i Lilleasien omkring år 130. Han var elev af Polykarp, der var biskop af Smyrna og discipel af apostelen Johannes. Irenæus’ skrifter fik stor betydning for Grundtvig.
Irenæus taler om Åndens sprog og de andre nådegaver, som noget selvfølgeligt.
Han skriver: “Apostelen (dvs. Paulus) kalder dem “fuldkomne”, som har modtaget Guds Ånd og taler alle sprog ved Guds Ånd, sådan som han selv gør det…” (Et fyldigere citat står i min bog “Som dybest brønd” side 49)

Kirkefaderen Origenes (omkring år 200) voksede op i Alexandria i Ægypten. Han blev i sit hjem præget af en brændende kærlighed til Kristus, der minder om Frans af Assisi. Han taler klart om gaver som profeti og Åndens sprog og beretter om mange helbredelser.

Augustin (354 til 430) danner overgangen fra Oldkirken til Middelalderen
I sine første år som kristen afviste han helbredelsesundere. Han mente med rette, at troen ikke skal styrkes ved beviser. Men han så senere, at undere som helbredelser ikke er beviser, men er et udtryk for Guds nærvær og kærlighed.
Han skriver: ”Vi gør stadig, hvad apostlene gjorde, da de lagde hænderne på samaritanerne og nedbad Helligånden over dem. Det forventes, at de omvendte skal tale på nye sprog.”
Augustin fik stor betydning for den spontane lovsang, ”Jubilus”, dvs. sang ved Ånden. (Herom i bogens sidste kapitel.)
Østkirken er rig på beretninger om brug af Åndens sprog og sang ved Ånden.
Her skal kun omtales to fra de østlige kirker: Gregor Lysbringeren (Illuminato), der var søn af en parthisk adelsmand, skabte i samarbejde med kong Tiridates III i Armenien omkring år 300 den første kristne folkekirke.
Hans Katekismus er berømt. Han siger heri: “Helligånden, hvis natur er ild, renser og oplyser mennesker og bringer alle folkeslag til korset. Ved Åndens komme Pinsedag blev disciplene overgivet til Guds rige, og de fik nådegaverne profeti og Åndens sprog. Formålet med nådegaverne er, at lyset skal bringes til alle nationer.”

Symeon, kaldet Den nye Teolog, levede omkring år 1000. Han øvede en meget stor indflydelse på inderligheden i den byzantinske kirkes munkevæsen, specielt på livet i den berømte munkekoloni på den bjergrige græske halvø Athos (kendt bl.a. for “Jesus-bønnen”).
Symeon havde kundskabens nådegave, profeterede, talte Åndens sprog og bragte helbredelse til mange.

I Vestskirken møder vi Frans af Assisi (død 1225), en markant personlighed, der fik stor betydning for hele Europa.
Nådegaverne kom hos ham til rig udfoldelse, iblandt disse også “sang ved Ånden”.
Thomas af Celano (1200 til 1255) fortæller om Frans: “Når en hjertevarm melodi af Ånden boblede op i ham, gav han den ydre udtryk på fransk”, et sprog, som Frans elskede.
Jacopone da Todi (1240 til 1306) fortæller om et “nyt sprog”, der var almindeligt for Frans’ første disciple, når de var optaget af at prise Herren.

Luther (1483 til 1546) klargjorde Jesu forsonergerning med hidtil uset fylde og kraft.
Der er ikke påvist nogen klar historisk sammenhæng mellem Luthers hævdelse af syndernes forladelse ved troen alene og den stigende bølge af brug af Åndens sprog i de følgende århundreder og især efter 1800. Men den indre sammenhæng er klar: Hvor syndernes forladelse er, dér er der liv og salighed. Dér har vi barnets umiddelbare forbindelse med Gud ved Hans Ånd. Dermed kan troen udfolde sig i Åndens sprog og alle andre nådegaver.
Det bliver klart, at Helligåndens sprog ikke er vor vej til Gud, men Guds gave til os.

 

Læs også