Ingen regning

Mødre og Gud har det tilfælles, at de ikke skriver regninger ud. Alt er betalt. Mødre og Gud har også det tilfælles, at de er uerstattelige. Shu-bi-dua har en sang, hvor de hylder alverdens mødre:

Hvis du sidder på en øde ø
Med din mor og din fæstemø
Og du er ved at dø af sult og tørst
Hvem af dem vil du så æde først?
Før du ta´r dig en luns af din gamle mor
Sku´ du ta ´og tygge lidt på disse ord:
Af koner ka´ man godt få fler´
Men hvis din mor bli´r spist
Så har du ingen mor mer´.

Det sker, at den gamle Peter Belli-sang ”Ingen regning” popper op, når jeg tænker på Guds nåde. Sangen handler om en knægt, der skriver en seddel til sin mor – en slags regning med krav om betaling for alle de gode gerninger, han går og gør: For at slå græsset 5 kr. For at rede sin seng hele ugen 6 kr. For at gå til købmanden 2 kr. Osv. Det hele beløber sig til 38 kr.

Moren får sedlen, vender den om og skriver: For den tid jeg bar dig, mens du boede inden i mig: Ingen regning! For de nætter, jeg sad hos dig, græd for dig og bad for dig: Ingen regning! For al den tid, al den frygt, du har kostet din mor: Ingen regning! Og sådan fortsætter eksempel på eksempel, og hver gang: Ingen regning!

Midt i al sin sentimentalitet siger sangen noget vigtigt: Kærlighed tager sig ikke betalt! – Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt, som Paulus skriver i Korinterbrevet. De ord passer glimrende på en mors kærlighed til sit barn.

Når vi får tildelt en mor, så er det på livstid. Navlestrengen klippes aldrig helt over, uanset hvem vi er, mand eller kvinde, eller om vi lever på mindet om en lykkelig barndom eller må leve med traumer og følelse af svigt.

Jeg kender en fyr, som siger, at hans mor fortalte ham, at han skulle have været ”en plet på lagnet”. Det er hårde ord, som har fulgt ham lige siden som en tung sten. Han fik kærligheden – at føle!
De fleste af os kan heldigvis se tilbage på en mor, vi som voksne nok må forholde os til – på godt og ondt – men som vi, når dagen er omme, godt kan se handlede i kærlighed.

I mit eget tilfælde forstod jeg det først for alvor og på et dybere plan, da min mor var død. Der er så meget i livet, vi tager for givet, og én af de ting, jeg selv tog for givet, var, at jeg altid kunne ringe – og nogle gange udskyde det til dagen efter. For min mor var der jo altid. Havde altid været der. Indtil hun en dag pludseligt ikke var der mere.

Udskydelsesadfærd er en dårlig løsning, når vi har med vores mor at gøre! Blomsten på Mors Dag kunne jeg som ung nogle gange godt glemme. I dag savner jeg at have et sted at sende den hen. I taknemmelighed.

Glædelig Mors Dag!