Kristne kors på offentlige bygninger i Bayern

Korsets er et grundlæggende symbol på kulturel identitet, mener ministerpræsident Markus Söder, som dog får kritik af nogle kristne for at nedtone den religiøse betydning af korset.

Markus Söder får også kritik af nogle kristne, fordi han nedtoner korsets religiøse betydning og begrunder beslutningen i den kulturelle symbolværdi.

Kristendommen er en uomgængelig del af Tysklands kulturelle identitet, og derfor hører korset også hjemme på statslige bygninger.

Sådan lyder argumentet fra Bayerns ministerpræsident, Markus Söder, fra det konservative CSU, der har besluttet, at det kristne kors fra 1. juni skal pryde offentlige bygninger i den sydtyske delstat.

”Korset er det grundlæggende symbol på kulturel identitet af kristen-vestlig prægning”, siger Söder til avisen Die Zeit.

Beslutningen kommer efter en sag, hvor en domstol i Bayern valgte at fjerne et kors på væggen i forbindelse med en retssag med en anklaget muslim. Domstolen besluttede efterfølgende at hænge korset op igen, men forløbet udløste bekymring for kristendommens fremtid blandt delstatens konservative politikere.

Beslutningen om kors på offentlige bygninger har udløst heftig diskussion i Tyskland om forholdet mellem stat og religion. Den liberale partiformand Christian Lindner har sammenlignet Markus Söder med den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, og flere kritikere mener, at krucifikser på offentlige bygninger strider mod den tyske grundlov.

”Den måde, som Markus Söder og CSU permanent instrumentaliserer religioner til fordel for partipolitikken, minder om Erdogan”, skrev Christian Lindner på Twitter.

Ikke kun religiøst symbol

Markus Söder siger selv, at det er korsets kulturelle – ikke religiøse – betydning, der er afgørende for beslutningen om at hænge kors på bygningerne. Dermed strider korset ikke mod lovgivningen, mener ministerpræsidenten.

Men afvisningen af korset som primært religiøst symbol falder ikke i god jord hos mange kristne.
En katolsk præst, Burkhard Hose, skrev på Facebook: ”Korset lader sig ikke reducere til bayersk folklore”, og Evangelisk Ungdom i Bayern og Foreningen for unge katolikker i Bayern skrev i et åbent brev til Söder, at de følte sig chokerede og ramt:

”Dermed bliver kristendommens ursymbol, som står for Guds frelse af alle mennesker, instrumentaliseret og misbrugt som udelukkelsessymbol”, skrev de bl.a.

Sagen er blot den seneste episode i den tyske samfundsdebat om religionens rolle i Tyskland. Senest har forbundskansler Angela Merkels nye indenrigsminister, Horst Seehofer, der var Söders forgænger som ministerpræsident i Bayern, vakt opsigt med en udtalelse om, at ”islam ikke hører til i Tyskland”.