Syngende politimand fortæller om mirakler

En tidlig sommermorgen i 2016 rammes Niels Peter Finne af en blodprop i hjertet i hjemmet på Bornholm. Det føles, som om en lille elefantfod presses mod brystkassen. Han mærker strålesmerter ud i begge armen. For fuld udrykning køres Niels Peter Finne til sygehuset i Rønne, og ved middagstid flyves han i helikopter til Rigshospitalet i København.

Han får foretaget en såkaldt ballonudvidelse og overlever. Men undervejs spørger han Gud, og det er nu han skal dø. Den kritiske dag fortæller han om i erindringsbogen ”Jamen, skal jeg dø – nu?”, hvor han i alt omtaler 26 undere, han har oplevet i sit liv som kristen.

Niels Peter Finne er kendt i frikirkekredse som den ”den syngende politimand”. Med sin harmonika og sin fyldige baryton, men også med sit vedholdende kristne vidnesbyrd, har han i årenes løb besøgt utallige menigheder i hele Danmark.

Guds indgriben

Men dén morgen, den 5. juli 2016, da han lå i sin behagelige elevationsseng, og ”elefantfoden” pludseligt pressede sig mod brystkassen, kunne det alt sammen have været slut.

Han var ramt af en 100 procent blokering af aortakranspulsåren, viste det sig senere, og at han overlevede var et sandt mirakel. Det var ikke kun de effektive redningsfolks eller lægerne på Rigshospitalets skyld, at han ikke døde, det var Guds indgriben, er Niels Peter Finne overbevist om.

– Da redningsfolkene ankom, foretog de en såkaldt EKG-undersøgelse, som bekræftede formodningen om, at det var en blodprop. Senere, da operationen var veloverstået, og jeg var til en konsultation på hjerteambulatoriet i Rønne, viste sygeplejersken på sin computerskærm resultatet af de målinger, der var blevet foretaget den morgen, jeg blev indbragt på sygehuset i Rønne

– Tallene viste, at jeg havde været i yderst kritisk tilstand. Hun pegede på et tal, der viste, at værdien af målingen måtte være max 40, men mine tal viste knapt 10.000, altså 250 gange for højt.

– Mens vi sad og kiggede på skærmen, sad sygeplejersken næsten tavs, og jeg oplevede, at hun dermed medgav, at der var en tankevækkende dimension knyttet til, at jeg trods alt sad lyslevende ved siden af hende, fortæller Niels Peter Finne til Udfordringen over mobilen. I øvrigt kan det også læses i bogen.

Kunstigt knæ der pist forsvandt

Mens Niels Peter Finne lå på operationsbordet på Rigshospitalet, var han ved fuld bevidsthed. Han lå og fulgte med på en skærm, at kirurgen med et sug fjernede blodproppen fra hjertet og efterfølgende indlagde en ”stent”, et lille metalrør, i forbindelse med den såkaldte ballonudvidelse.

– Mens jeg lå dér, lagde den ledende kirurg vægt på at tale med mig, måske for at holde mig vågen. Da jeg fortalte, at jeg var pensioneret fra politiarbejdet, spurgte han, hvordan jeg fik tiden til at gå, og så begyndte jeg at fortælle om det kirkelige arbejde, jeg var involveret i, fortæller Niels Peter Finne.

Og så fortalte han ellers om Guds mirakler.

– Jeg sagde, at min beretning nok ville være kontroversiel set fra deres lægefaglige baggrund, men hvis de ville, havde de mulighed for at kontrollere rigtigheden i det, jeg berettede om, siger han.

Han fortalte om en kvinde, der havde oplevet to mirakler. Hun havde været til et møde med Niels Peter Finne i Elim-kirken i fiskerlejet Tejn på Bornholm. Kvinden var kommet til mødet med et 10 cm. stort og smertefuldt, væskende og blødende sår, der trods flere måneders lægelig behandling ikke ville hele.

Bare tre dage inden havde hun på sygehuset i Rønne fået at vide, at der nok ville gå tre måneder, før hun kunne forvente synlig bedring. Men da kvinden få timer efter helbredelsesmødet i Tejn ville skifte forbindingen, var såret fuldstændig forsvundet. I stedet var der vokset fuldt dækkende hud over området, hvor såret havde været. Smerterne var også væk.

Niels Peter Finne mødte senere den samme kvinde, og nu fortalte hun om et andet mirakel, hun også havde oplevet. Hun havde været til kontrol af sit knæ efter en knæoperation, hvor hun på Rigshospitalet året forinden havde fået indsat et kunstigt knæ.

– Da hun mødte til kontrol havde hun forinden fået taget et røntgenbillede af knæet. Kirurgen, hun var til kontrol hos, kiggede på røntgenbilledet. Der var noget, der ikke kunne passe, så han sendte hende ned for at få taget et nyt billede. Først efter det fjerde røntgenbillede, gav kirurgen op. Det kunstige knæ, han selv havde sat i benet, var forsvundet, og der var ingen spor af metal. I stedet var knæet helt normalt menneskemateriale, fortæller Niels Peter Finne.

Mens han lå midt i operationen og fortalte lægeteamet om de to mirakler, blev der lyttet opmærksomt og med interesse. Ingen dristede sig til at kommentere dem.

Så en engel

Få uger efter operationen måtte Niels Peter Finne indlægges igen. Han havde fået en byld i lysken, dér hvor kirurgen havde indført udstyret, der via blodåren blev ført op til hjertet. Bylden befandt sig kritisk tæt på pulsåren og skulle fjernes på Rigshospitalet. Forinden blev Niels Peter Finne indlagt til sygehuset i Rønne til undersøgelser og scanning, og aftenen før, han skulle overføres til Rigshospitalet, havde han en bemærkelsesværdig oplevelse.

Der var noget, der ikke kunne passe, så han sendte hende ned for at få taget et nyt billede. Først efter det fjerde røntgenbillede, gav kirurgen op. Det kunstige knæ, han selv havde sat i benet, var forsvundet, og der var ingen spor af metal. I stedet var knæet helt normalt menneskemateriale.

– En medpatient var plaget af stærke smerter, som han tydeligt gav udtryk for. Selv om et hospital har mange medikamenter mod smerter, virkede det ikke. Jeg fik trods mandens skepsis lov at bede for ham. Jeg bad to gange, og efter at jeg havde bedt den sidste gang, blev manden helt rolig, og jeg hørte ikke mere nogen tilkendegivelse af smerter fra manden, men kun stilhed.

– Så rejste jeg mig fra stolen og gik tilbage til min egen seng. Mens jeg sad der, taknemmelig for at jeg havde haft denne anledning til at række ud til min medpatient, så jeg pludseligt, at der midtvejs i stuen, med ryggen til væggen, sad en mægtig og majestætisk skikkelse. Skikkelsen, som jeg øjeblikkeligt opfattede som en engel, var stor. Meget stor. Selv om den sad ned, stak dens hoved op gennem etageadskillelsen, men dens fokus var helt og fuldt nede i vores stue, fortæller Niels Peter Finne, som var overvældet over oplevelsen. Han oplevede det som himlens bekræftelse og sanktionering af det, der netop var sket.

Skudt i øjet

Niels Peter Finne var aldrig bange i forbindelse med blodproppen, selv om han var i livsfare.
Dén tro, han har levet sit liv på, kan han også dø på, siger han, og i stedet for angst oplevede han ”en dyb, uforklarlig fred, glæde og taknemmelighed over, at jeg vidste, hvor min endelige destination var” – underforstået hos Gud i himlen.

Blodproppen var ikke første gang, Niels Peter Finne var tæt på at dø og oplevede Guds indgriben. I tæt ved 40 år arbejdede han i politiet, heraf 15 år som hundefører, og har deltaget i talrige ”højrisiko” opgaver. En af dem var på Christiania, hvor det gik galt, men ikke så galt, som det kunne være gået.

Dén dag oplevede Niels Peter Finne englevagt.

Sammen med flere politikolleger og sin politihund ”Rex” var Niels Peter Finne i færd med at rydde Bådmandsstræde, da han blev ramt af en stålmøtrik, affyret fra en slangebøsse. Møtrikken ramte ham med en enorm kraft lige under højre øje, på selve kanten af øjenhulen, og havde den bare ramt et par millimeter højere oppe, havde han mistet synet. Den var højst sandsynligt fortsat ind i hjernen og havde i så fald forårsaget hjerneskade eller måske den visse død.

– Min konklusion er, at én af de to engle, der altid følger mig, også i denne situation afværgede det fulde omfang af hændelsen, siger Niels Peter Finne.

Tapetrullen, der var udgået

De 26 undere, som Finne beskriver i sin bog, er bare et udsnit af de mange underfulde oplevelser, han har haft i sit liv som kristen. I bogen fortæller bornholmeren ind imellem også muntre oplevelser, som fx dengang han og hustruen købte syv tapetruller i restlager – men lige manglede en rulle mere. Den var umuligt at opdrive, for mønstret var udgået af produktion. Efter bøn til Gud om vejledning havner ægteparret i landets største malerforretning, hvor svaret også er nedslående. En ældre medarbejder fortæller, at det er udgået for flere år siden, men kommer i tanke om, at han selv tilfældigvis har en rulle stående derhjemme, som han købte for flere år siden, men ikke fik brugt.

Senere ringer den ældre farvehandler til ægteparret og fortæller, at ikke alene er mønstret det samme, og ikke alene er indfarvningen den samme (kan ændre sig fra produktion til produktion), men at der sandsynligvis er tale om en tapetrulle fra selvsamme produktion!

Niels Peter Finnes 250 sider bog om store og mindre undere på hans livsvej, er herlig, opløftende og inspirerende læsning.