Han elsker mig

Jeg er opvokset i et hjem uden de store kærlighedserklæringer… Dog bestemt et hjem med masser af kærlighed. Jeg tror, den uskrevne regel nok lød i stil med: “Hvis du behøver at sige det, har du forsømt at vise det”.

Den mere fromme del af min opvækst foregik i kirkens børneklub, der i øvrigt blev ledt af min mor. Vi må have gennemgået utallige bibelvers med ord om, at Gud elsker mig, på trods af at han kender enhver detalje (selv antallet af hovedhår) om lille mig. Lidt skamfuld må jeg dog alligevel indrømme, at omfanget af de ord først nu så småt er ved at sive ind.

Jeg kan huske første gang, jeg hørte om en “fortrydelsespille”. En klassekammerat fra gymnasiet havde lige fået anskaffet sig dette “vidunderpræparat”, der nu tillod hende at “feste igennem”, uden at tænke på risikoen med graviditet. En lille klokke ringede i mit baghoved, om det mon hørte under at slå barnet ihjel, og jeg spurgte hende om det. Min klassekammerat rystede dog blot på hovedet og forklarede mig, at man ikke kunne savne noget, man aldrig havde kendt til, så uanset hvordan den virkede, var hun ligeglad.

For ikke længe siden var jeg sammen med en mor, der lige havde siddet med sin dødfødte baby i armene. Hun var knust. Hun havde aldrig hørt sin søns stemme, havde aldrig fået et kram, hun havde aldrig set ham smile, og alligevel var hendes hjerte bristefærdigt af kærlighed. Lige der, midt i hendes altovervældende sorg, lærte jeg noget om Guds kærlighed.

Hvert eneste menneske er hans elskede skaberværk, han kender hver enkelt af os til mindste detalje… Han ved fra før skabelsen, hvor mange gange vi kommer til at svigte ham, glemme ham, eller bevidst vende ham ryggen. Han ved præcis, hvor mange mennesker vi kommer til at svigte, såre eller skade i vores liv, men INTET kunne få ham til at tage en fortrydelsespille… Gud elsker dig, lige sådan som du er. Han elsker dig med et moderhjerte, der er bristefærdigt af kærlighed.

Det er, som om der ikke er plads til denne erkendelse inde i mig: At skaberen af hele min verden kender og elsker mig.

Guds kærlighed er betingelsesløs, men to ting ønsker han dog særligt… Elsk ham, og elsk mennesker på din vej. Han ønsker at dele ud af sine kærlighedsgaver i dig, og igennem dig…

Han elsker dig!


Artiklen fortsætter efter annoncen: