Når små kammerater taler om Jesus
Jørn Nielsen
H.C. Lumbyes Vej 159A
4700 Næstved
7-årige Benjamin var i ordveksling med en af sine muslimske klassekammerater. Den muslimske kammerat sagde: ”Jesus er dum!” – ”Nej”, sagde Benjamin, ”Allah er dum!”
Benjamins forældre er iranske ”nydanskere”, som vi om søndagen har bibelfællesskab med skiftesvis i hvert vort hjem. Det er lidt af en ”udfordring” at kommunikere Guds ord til dem og andre iranere på grund af sproget. Men det går da med den hjælp og opfindsomhed, den iboende Guds Ånd giver til rette tid og stund, og jeg velsignes selv derved.
Benjamin og hans bror Mikael (10) oplever danske lærere, der nedgør Jesus på samme måde som den muslimske kammerat med deres påstand om, at Jesus er død og dermed basta! Men børnene har lært at sige: ”Ja, Jesus var død, men det varede kun 3 dage!”
Den slags ”tilbagemeldinger”, fryder jeg mig over og oplever, at vore sprogproblemer ”overstyres” af Ham, som kaldes ”Ordet”, Joh. 1:1, dvs al kommunikations Ophav! Med andre ord: Noget lykkes dog!
Vi lytter p.t. til, hvad Bibelen siger om Jesus som ”Hyrde”. Det ord forstår vore orientalske venner, der i hjemlandet kan se hyrder, der passer deres hjorde. Men ikke i DK. Vi opfandt nu et mere moderne og muntert ord.
Når Jesus vil være vor Hyrde, betyder det, at Han vil være vor ”bodyguard!” – ”Ja”, siger Benjamin, ”Han passer på os, så der ikke sker os noget!” Men Herren har betroet mig at være ”hyrde” for de små menneskelam. Kan du forestille dig nogen herligere tjeneste?
Til min 92-årige og lidt vankundige ven gennem over 7 år, Jørgen, som jeg besøger hver uge, sagde jeg en dag: ”Du er mit lam!” Han lo glad og sagde: ”Det er ikke gang lyv!” Og sådan fortsætter vort ”stormagtsmøde” med os to plus Faderen, Sønnen og Helligånden. Ja, og hvilket møde!
Vi synger også sammen. ”Jeg kan ikke synge så meget mere!” siger Jørgen. ”Jo, der er ikke nogen, jeg hellere vi synge med end med dig!” kvitterer jeg. Men det samme gælder børnene.