Undskyld, men du fejlede ikke noget
Britta Sand fik sine kolleger til at bede for sig, da hun skulle til scanning for en skygge på nyrelederne. I svaret undskyldte sygehuset, at man havde ulejliget Britta. Der var ikke noget.
Britta Sand blev født for langsomt, og har derfor været spastisk lammet hele sit liv.
For 22 år siden kom hun i praktik på Udfordringen, og hun lægger fortsat artiklerne ud på hjemmesiden hver uge.
Trods handikappet har Britta fået to smukke og velskabte døtre, men hendes handikap har givet hende en del problemer.
Hun går fx ikke så sikkert, og to gange er hun faldet og har brækket benet.
Om vinteren for tre år siden faldt hun på glatis udenfor sit hus. Hun brækkede benet og kunne ikke selv komme op, før forbipasserende fik øje på hende efter en tid. Hun var herefter sygemeldt i tre måneder.
I februar 2018 måtte hun igen på sygehuset, fordi hun snublede og brækkede lårbenet – denne gang i Udfordringens køkken.
Da Britta er så slank som en ål, var det åbenbart en kompliceret sag at operere hende. Hofteknoglen smuttede fortæller Britta fra lægen, og hun havde efterfølgende mange smerter.
Hun var sygemeldt i tre måneder, hvilket gav ekstra stress til hendes kolleger i foråret.
Skruerne sad løse
På et tidspunkt mente lægerne, at skruerne, som var brugt til at sætte lårknoglen sammen igen, måske var gået løs. Hvis det var tilfældet skulle hun igen opereres. Og det ville Britta meget nødig, da hun nu endelig var begyndt at komme sig igen.
Kollegerne bad for hende, og ved den næste undersøgelse den 28. marts viste det sig, at skruerne nu sad fast. Hun slap for at blive opereret igen og kunne nøjes med genoptræning. Smerterne blev også meget mindre.
Ved en MR-scanning af hendes ryg i 2017 viste der sig imidlertid nogle mistænksomme skygger ved hendes nyreledere.
Lægerne sendte hende derfor til en ekstra scanning og undersøgelse på Vejle Sygehus. Den kunne imidlertid først foretages i maj 2018.
– De lovede, at vi fik svar i løbet af en uge, men det trak ud til en måned, fortæller Britta, som i den mellemliggende periode var en del bekymret for disse skygger. Og det samme var naturligvis familien.
For ca. 10 år siden blev hun nemlig indlagt med smerter, som viste sig at komme fra hendes nyreledere, der var for smalle.
Efter undersøgelser i Sønderborg konkluderede lægerne imidlertid, at det ville være for risikabelt at operere på nyrelederne.
– Jeg fik besked på at indstille mig på, at jeg resten af livet skulle tage smertestillende medicin, fortæller Britta.
Da hun i sin tid fortalte den triste besked ved frokostbordet på arbejdspladsen, lagde et par kolleger hænderne på hendes ryg og bad for helbredelse. Det var lige før sommerferien.
Nyrelederne helbredt
Da de mødtes efter sommerferien kunne Britta fortælle, at hun havde været til undersøgelse, og lægerne havde sagt, at hendes nyreledere nu var så fine, som hos en nyfødt. En operation var ikke nødvendig. Og Britta slap også for at være på medicin for smerter resten af livet. Hun kunne fortsætte sit arbejde på Udfordringen.
Men nu havde man altså opdaget nogle mistænksomme skygger ved nyrelederne, som kunne være – ja, måske kræft.
Da hun nævnte det for kollegerne, bad de igen for hendes helbredelse. I forvejen bad de uge efter uge for hendes knæ, som også gav hende smerter.
Hun blev altså sendt til Vejle Sygehus for at blive undersøgt. Og efter en måneds ventetid, fik hun endelig svar i sin e-boks i den forløbe uge. I brevet underskylder sygehuset, at man har ulejliget hende, for der var alligevel ikke noget i vejen.
Den glædelige nyhed overrasker efterhånden ikke hendes kolleger, for de har oplevet mange bønnesvar, når de bad for deres kollega. Knæene er også kommet i orden.